Læsetid: 5 min.

Med Kristina Stoltz ’Cahun’ virker fantasien ikke længere så slidt, som den har gjort

Kristina Stoltz’ ambitiøst altfavnende roman om den franske forfatter, fotograf og politiske aktivist, der kaldte sig Claude Cahun, er blandt andet spændende læsning, fordi den giver et bud på, hvorfor fantasien får kraft, når fascismen gør
Hvis ikke det var, fordi Stoltz styrer showet sikkert, skulle man holde tungen lige i munden, skriver Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.

Hvis ikke det var, fordi Stoltz styrer showet sikkert, skulle man holde tungen lige i munden, skriver Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.

Sigrid Nygaard

28. marts 2019

Claude Cahun var ikke kun det kunstnernavn, en fransk forfatter, fotograf og politisk aktivist med døbenavnet Lucy Schwob virkede under fra 1917 til sin død i 1954. Som Kristina Stoltz’ nye roman beskriver det, var Claude Cahun hele den persona og det egentlige værk, som Schwob skabte i samarbejde med sin stedsøster og livslange kæreste, fotografen og illustratoren Suzanne Malherbe: Det var et navn, der med Suzanne Malherbes ord kunne »rumme hele hende, alle dem hun var, et klædeskab fuldt af kostumer«.

Eller som Lucy kalder sig selv: »en noget broget forsamling«.

I Stoltz’ Cahun er historien om det uadskillelige forhold mellem både de to kvinder og deres liv og kunst fortalt fra tre forskellige vinkler. Romanens første del er fortalt af Lucy Schwob, dens sidste af Suzanne Maherbe. De to dele udgør en relativt realistisk og straight rammefortælling, der dels beskriver de sidste måneder under besættelsen, hvor parret sidder fængslet for deres forsøg på at »demoralisere« tyske soldater med løbesedler, dels en dag tredive år senere, hvor den kvindekamp, de har været en fortrop for, endelig skal stå. Til gengæld syrer så den lange midterdel, de folder sig omkring, meget fantasifuldt ud.

Størstedelen af romanen fortælles af en slags queer urkraft, der under et karnevalsoptog en forårsdag i 1898 kaster sin kærlighed på den lille Lucy. Hendes mor ser en »straffefangeklovnefjedrendeballondyrsagtighelvedeslegemligskingersymfoniskkæmpeparasitærmånemandsligbærendevanvidskæmpesoldat«, Lucy »bare en soldat«, og selv præsenterer den sig sådan her og som Soldaten:

»Det er ikke let at gøre rede for, hvem jeg er. Man kan sige, at jeg er en opfindelse, en stemme, et vidne måske (…) Lad os lege, at det er i dette univers, i fortællingen her, at jeg begynder. I den større sammenhæng hverken begynder eller ender jeg.«

Fantasifuld fortæller

Hvis ikke det var, fordi Stoltz styrer showet sikkert, skulle man holde tungen lige i munden.

For ud over at være fortæller og faktisk også forfatter, er Soldaten altså også en karakter, der både bliver Lucys beskytter og beundrer, en slags fiktiv gestaltning af hendes psykologi, hendes samvittighed og klassebevidsthed. Og så inkarnerer Soldaten, selvfølgelig, selve den æstetiske kraft i hele Claude Cahuns egne »omskiftelige,« karnevalistiske antiidentitet, der var punk før punk, Bowie før Bowie, postmoderne før postmoderne og queer før queer.

Om man er til sådan en fantasifuld fortæller er selvfølgelig et temperamentsspørgsmål. Men det er også et smart og ofte sjovt greb. For med sin totale »omskiftelighed« og en krop, der – som et baglæns ekko af queerteori – konstant »står til forhandling,« kan Soldaten både være ren usynlig væren, ting og materialisere sig i skiftende skikkelser såsom tjenestepiger og helt rigtige soldater.

’Cahun’: Kristina Stoltz.

Og det er selvfølgelig en smart måde at få fortalt hele historien på, fra Lucys barndom omkring forrige århundredskiftet og helt til vores dages Bataclan, syriske flygtninge og nye moderløse piger, der laver kunstnerisk aktivisme på Instagram.

Man kan »ikke bare sætte sig ned og skrive en historie«, lyder det om Lucys kunstneriske program et sted, men egentlig er det netop bare det, romanen ret godt gør. Og når man som jeg – desværre – ikke kendte til Claude Cahuns liv og kunst, er det virkelig også fint nok. For det er både bare det og så Stoltz’ evne til at skrive det suspensefulde frem i selv de mere begivenhedsløse og jordnære passager, der gør romanen elementært spændende.

Når Stoltz’ roman omvendt irriterer mig, er det fordi det kan føles både forceret og fantasiløst, at for eksempel hele det surrealistiske miljø skal defilere forbi som bifigurer, og at vi både skal høre om, hvordan Lucy går til forelæsning med Jacques Lacan og ikke kan lide det eller ser Picassos Guernica og godt kan. Det virker paradoksalt nok også ret biografiagtigt, at romanens tre fortællere taler meget i manifester som »Jeg tror på fantasien som sandhedskilde, som erindringens dørvogter.«

Krigens utopier

Cahun er ambitiøst altfavnende og vil ikke kun være en historisk roman, men også en historie om krig.

»Engang troede jeg,« siger Suzanne Maherbe i 1970’erne, »at der ville komme en ende på dem, at vi havde set den sidste krig, at barbariet var endegyldigt slut, men der bliver kun færre og færre fristeder i verden. Færre og færre frie fugle.«

Men Cahun er også en roman med en utopi og en fredsmission. Efter Lucy Schwobs død, går det op for Suzanne Malherbe, at hun har »gået og ventet på, at utopierne ville komme tilbage,« og det gør de på sin vis også i romanen.

Jeg kan hverken helt finde ud af, om Stoltz’ roman vil sælge mig Claude Cahuns kritiske identitetskarnevalisme som et middel til at bekæmpe krig med fri kunst, køn og kærlighed, eller om jeg i så fald køber den. Men der er noget meget smittende ved det forsvar for fantasien, som romanen om den i hvert fald er.

Fantasiens kraft

Det er oplagt at sammenligne Cahun med romaner fra de senere år som Amalie Smiths Marble, Christina Hesselholts Vivian og ikke mindst Kirstine Reffstrups selvkaldt »litterære fantasi« Jeg, Unica om forfatteren og kunstneren Unica Zürn (1916-1970), der ligesom Claude Cahun længe var henvist til periferien i historien om den surrealistiske bevægelse. De er heller ikke rigtig kunstnerbiografier, selv om de i hver deres helt forskellige stil trækker på genren.

Ligesom Stoltz’ roman bruger de også alle fiktionen til at genskrive historien og give oversete kvindelige kunstnere, der har udfordret både traditionelle kønsroller og skel mellem liv og kunst, en plads i den. Og de er i den grad romaner, der bruger inspirationen fra de kunstnere til at forme en ny slags næsten utopiske fiktioner om, hvordan kunstnere kan se ud, og mennesker kan leve.

Mindre oplagt er det måske at sammenligne Stoltz’ roman med Theis Ørntofts afsporede autofiktion Solar, Olga Ravns og Jonas Eikas fremtidsfiktioner De ansatte og Efter solen. Alligevel vidner de alle, ligesom Cahun, om, at fantasien ikke længere virker så slidt, som den har gjort, men nærmere bryder vigtigt med vores »virkelighedsopfattelse« og måske faktisk virker mere virkelig i al sin uvirkelighed.

Det er derfor Stoltz’ nye roman, som på så mange måder må siges at være baseret på helt uvirkelige hændelser, der så – som krigene – alligevel er så virkelige, er spændende læsning: Fordi den giver et bud på, hvorfor fantasien får kraft, når fascismen gør.

’Cahun’. Kristina Stoltz. Rosinante. 352 sider. 249,95 kroner

»Claude Cahun kan ikke rummes i én stemme. Hun har mange identiteter. Under den ene maske viser sig altid en anden,« siger Kristina Stoltz.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu