Læsetid: 3 min.

Læg mærke til Camilla Grebe

Camilla Grebe sætter stærke følelser på spil i sin nye roman om mennesker under pres og andre i dvale. En krimi, som er tættere på Kerstin Ekman end på Jan Guillou
29. marts 2019

Forestil dig, at du er en teenager, der har smårapset lidt for derefter at komme i kløerne på en narkobagmand, der overlader dig en vareprøve, formentlig kokain, der kan være 80.000 kroner værd, med besked om at passe godt på den. Du kommer hjem til mor, der hiver pakken fra dig, åbner den, hvorefter små poser med hvidt pulver falder på gulvet. Hun smider dem i skraldeposen og derefter i skakten.

Ville du ikke gøre alt for at stoppe hende, vel vidende at bagmanden vil komme efter dig med en grusom straf? Det ville du selvfølgelig. Teenageren Samuel gør ingenting.

Med den usandsynlighed indledes svenske Camilla Grebes kriminalroman Dvale, der følger op på Husdyret, som i fjor blev belønnet med Glasnøglen som den bedste skandinaviske krimi. Men rolig nu, der er meget ofte usandsynligheder i selv de bedste krimier. Man lægger bare ikke altid mærke til det, når klaveret spiller, og man rives med af handlingen, hvilket man i den grad gør i Camilla Grebes nye bog.

Mødre, altså!

Mor handler selvfølgelig i den bedste mening. Men mødre, altså!

Hvad hun ikke tænker på, er, at netop hendes bedste mening sender Samuel ud i det, der er langt værre. På flugt fra bagmanden vælger han at gå under jorden ved at respondere på en annonce, hvor en kvinde søger hjælp til at passe sin hjerneskadede søn. Så kommer han ud på landet, hvor han håber, at faren driver over. Sønnen ligger hen i en dvaletilstand. Samuel får til opgave at læse højt for ham af Hemingways Og solen går sin gang, også et lidt usandsynligt valg, men bevares.

Politimanden Manfred, der skal opklare nogle mord, hvor ligene var sænket i havet i Stockholms skærgård, har en datter, der også er i dvale. Lille Nadja faldt ud fra et vindue på tredje sal, netop da hendes mor ringede for at høre, om hendes mand nu også passede godt på barnet. Nadja er kommet på hospitalet, og man ved ikke, om hun vil vågne.

De præster, altså!

Camilla Grebe: ’Dvale’.

Camilla Grebe har valgt at vinkle sin historie fra tre personers synsvinkel.

Det gør hun kontant ved at skrive deres navne som kapiteloverskrifter, så læseren altid ved, hvem der har bolden. Foruden Manfred og Samuel er dennes mor Pernilla hovedperson. Bortset fra de mindre usandsynligheder skrider romanen yderst sandsynligt frem, og forfatteren viser sig som en krydsklippenes mester.

Pernilla har haft en religiøs vækkelse og håber inderligt, at sønnen Samuel også vil finde hjem til Gud. Hun er optaget af kirkeligt arbejde i lokalområdet, indtil præsten bliver liderlig og griber ud efter hende. De præster, altså!

Derefter foretrækker hun at have sin egen, personlige Jesus og begiver sig ud for at lede efter sin fortabte søn, der i sit skjul læser op af Hemingway, som han synes er træls, fordi Og solen går sin gang handler om en impotent mand. Det gider han altså ikke læse en hel bog om.

Et nyt navn i skandinavisk kriminallitteratur

Til gengæld gider man gerne følge handlingen i Camilla Grebes bog. Den er noget så sjældent som en stille og rolig pageturner. Hun har fuldstændig styr på og overblik over sine begivenheder, der følger logisk efter hinanden. Hun forstår at økonomisere og dosere med stringens og præcision.

Men det bedste er, at hun undervejs får fortalt overbevisende og gribende om de svære pressituationer, mennesker hver på deres sted geråder ud i, almenmenneskelige problemstillinger.

På den måde er hun tættere på temaerne og stilen hos Kerstin Ekman i Hændelser ved vand end på, skal vi sige, Jan Guillous overdrevne Hamilton-romaner. Mere litterært end tjubang.

Action kommer der dog i de sidste kapitler, men det er ikke så meget slutningen som ’vejen ad hvilken’, der betyder noget. Her kommer det religiøse tema ind via et digt om lammet og løven, som rummer nøglen til forbrydelsernes opklaring, såvel som den bibelske fortælling om Jonas i hvalfiskens bug.

Man røber ikke for meget ved at fortælle, at den sjældne sygdom Münchausen by proxy også spiller en vis rolle, ligesom der er en kritik af de sociale medier, som fremmer moderne menneskers drift mod narcissisme, en kulturkritik.

Med Camilla Grebe har skandinavisk kriminallitteratur fået føjet endnu et stort navn til de mange, der er i forvejen. Hun sætter stærke følelser på spil.

Camilla Grebe: ’Dvale’. Oversat af Charlotte Glahn. Lindhardt og Ringhof. 464 sider. 199,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu