Læsetid: 3 min.

Litterær seismograf

Peter Stein Larsen er tilbage med sit adelsmærke: konsumering af enorme mængder af litteratur og opsamling af læsefrugterne i overskuelige kasser
22. marts 2019

Hvad er temperaturen på samtidslyrikken?

I Lyriske linjer udpeger Peter Stein Larsen fem tendenser i den »nyere litteratur«, som han mener lever en mindre påagtet tilværelse i den kritiske reception.

De fem tendenser er dansk identitet, det økokritiske, det apokalyptiske, de lange former og det konceptuelle digt. Det er modigt at ville indramme samtidslyrikken så konkret og håndfast, og i hovedreglen slipper Larsen godt fra det.

Peter Stein Larsen: ’Lyriske linjer. Fem tendenser i nyere litteratur’.

I bogens første kapitel om dansk identitet forsøger Larsen gennem læsningen af seks værker fra 60’erne og frem at identificere forskellige tilgange til danskhed. Hvor Rifbjerg og Nordbrandt kunne udtrykke en distancerende spot over for dansk provinsialisme, var Benny Andersen og Marianne Larsens fokus mere på en social indignation, mens migrationsdigterne Maja Lee Langvad og Eva Tind Kristensen bringer et internationalt perspektiv ind i det nationale og peger på fremmedgørelsen midt i det velkendte. En central pointe for Larsen er, at selv om de fleste værker udtrykker en negativitet over for det danske, så er der altid gemt en konstruktivitet i kritikken.

I sin gennemgang af den økokritiske lyrik tilslutter Larsen sig Martin Gregersen og Tobias Skiverens typologi, hvor naturen ses i henholdsvis et pessimistisk lys (mennesket ødelægger naturen), i et holistisk syn (mennesket er en del af naturens system) og et nihilistisk syn (naturen er en falsk konstruktion). Mærkværdigt er det dog, at Larsen ikke behandler nyere værker end Tor Ulvens Søppelsolen fra 1989. Hvorfor ikke inddrage for eksempel Glenn Christian, Lars Skinneback, Rasmus Nikolajsen eller Signe Gjessing?

Måske skyldes det, at tredje kapitel er dedikeret den apokalyptiske lyrik, som jo ofte omhandler økologiske tematikker. Her er i hvert fald behandlet en stribe vigtige forfatterskaber siden årtusindskiftet. For Larsen er apokalyptikken ikke begrænset til forestillingen om verdens undergang, men går også på ekspressiv civilisationskritik og radikale utopier, der fremskrives som alternativer til en fastlåst nutid.

Larsen vælger her at opdele de forskellige apokalypser efter sit velkendte begrebspar: central- og interaktionslyrik. Hvor centrallyrikkens apokalyptik er skrevet af en socialt distanceret forfatter, som i et markant særsprog fremstiller sin kritik af nutidens værdinihilisme, anvender interaktionslyrikken en flerstemmig strategi, hvor forskellige tematikker, sprogstile og udsigelsespositioner mikses.

Kapitlet om de lange former giver et glimrende overblik over seks forskellige varianter, som Larsen har fundet. Lidt besynderligt er selve definitionen på et langdigt verfet over i en slutnote; og det er ikke bare pedanteri, for det er jo langtfra indlysende, hvad vi klassificerer under denne bås. Oplysende er det dog, at Larsen kan udpege én af typerne, »det sekvensopdelte langdigt«, som særligt udbredt i samtidens lyrik.

Bogens sidste kapitel om det konceptuelle digt er for undertegnede bogens stærkeste, fordi det dels introducerer den underlige, konceptuelle poetik, dels giver et bud på en læsestrategi af de ofte vanskeligt tilgængelige værker. Larsen kategoriserer desuden de konceptuelle værker på et kontinuum mellem readymadens approbering af en foreliggende tekst i sin helhed til montagens klynge af heterogene elementer. Det er højest overbevisende.

Der opstår dog et problem, når man forsøger at gennemskue, hvad bogens problemfelt egentlig er.

Undertitlen indeholder termerne »tendenser« og »nyere«, men mange af de behandlede værker kan ikke med rimelighed klassificeres som nyere såsom T.S. Eliots The Waste Land (1922), Georg Trakls digt »An die Verstummten« (1913) og Fredrik Nygaards digt »London« (1919).

Er det, fordi man skal læse undertitlen elaborerende, så tendenserne i nyere litteratur ses i lyset af de lange linjer, som trækkes tilbage gennem de sidste cirka hundrede år? Typisk forstår man jo ellers samspillet mellem titel og undertitel eksplikativt, men her forbliver det altså sløret, hvad den præcise forbindelse er.

Desuden: Hvad er egentlig en litterær tendens?

Tyngden af Larsens projekt står og falder vel med påstanden om, at de fem linjer i litteraturen ikke blot er tilfældige nedslag eller til alle tider nærværende tematikker, men påfaldende aktuelle strømninger, der siger noget genuint kendetegnende ved litteraturen netop nu.

Selv om de fleste kapitler indeholder navnelister med potentielle figuranter, så overmandes man let af stemmen, der hvisker, at kategorierne ikke kan stå for en mere generaliserende prøve. Er f.eks. danskhed er reel tendens eller »blot« en iøjnefaldende stigning fra (stort set) ingen til få? Eller er »det apokalyptiske« en tendens, når både civilisationskritik, fremtidsangst og dommedagsprofetier har lydt siden poesiens oprindelse?

Uagtet disse mislyde er Larsens bog et veloplagt debatindlæg for garvede æggehoveder og en veldisponeret turguide for novicer.

Peter Stein Larsen: ’Lyriske linjer. Fem tendenser i nyere litteratur’. Forlaget Spring 2019. 248 sider. 298 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu