Amanda Palmer er tidligere gadegøgler og kabaretpunker. Hun har gjort det til en del af sit kunstneriske virke at bede fremmede om økonomisk støtte, og det har hun haft stor succes med. 14.000 personer fra hele verden har muliggjort udgivelsen af hendes tredje soloalbum There Will Be No Intermission.
Dem bukker og takker hun for i den kunstbog, hun udgav synkront med musikken. Den er en slags portfolio, hvor Palmer på forskellige portrætter bl.a. sidder sortklædt i et urskovstableau ved et flygel på stylter eller springer badut i en skumbrusende strandkant iført blomsterpyntede bukkebrusehorn.
Vil man have det optimale ud af There Will Be No Intermission, skal man placere sig et sted, hvor man ved, man ikke vil blive forstyrret med en åben flaske rødvin og et håndbroderet lommetørklæde, og forestille sig, at den amerikanske sangerinde og pianist sidder ved ens side og synger. Skulder ved skulder.
For Amanda Palmer vil så tæt på hver eneste af sine lyttere, at hun kan høre deres åndedræt på samme måde, som de kan høre hendes, når hun hiver efter luft på »The Ride«. En sang, hun har skrevet ud fra de svar, hendes patrons (som hun kalder sine mæcener) gav hende, da hun spurgte dem, hvad de frygter mest.
Orkestral granité
Døden, aborter og mor-barn-relationer fylder meget på pladen. På de syv år, der er gået siden Theatre Is Evil, har hun haft to aborter, mistet sin bedste ven til kræft, født en søn, aborteret spontant og hendes eks har skudt sig selv i hovedet.
Men der er også andet (oversvømmelser, overforbrug, ungdomsforfatteren Judy Blume, venskaber m.m.), der fylder. For albummet fylder.
Det består af 20 numre, hvoraf de ti er de egentlige sange, hvoraf de to er over ti minutter lange. Albummets titel bryster sig af ikke at have indlagte pauser, men i stedet er der indlagt orkestrale melodistumper som mellemspil mellem hver sang. De lyder skiftevis som en hær af angrebslystne strygere eller svævende toner, der ekkoer lydsiden af en gammel stumfilm. Alle er navngivet med spidse oneliners fra Palmers tekster, så én f.eks. hedder »Life’s Such a Bitch Isn’t It«.
De musikalske mundrensere har man faktisk brug for, så man kan synke den ene sangs katastrofe, før man kastes ud i den næstes. For Palmers teatralske rock er kompakt og kompromisløs. Men det bliver aldrig for meget. Blot mere og mere dystert, tankevækkende, trist, vedkommende og hjerteskærende.
Abortion shower
Som sangskriver er Palmer en storyteller på niveau med Bob Dylan. Hendes stemme vil måske afskrække nogen, men når hun sætter sig ved flygelet, kan hun med få ord sætte en krog i lytterens hjerte, som hun så nådesløst hiver og flår i, til det sprællende må overgive sig.
Eksempelvis er »Voicemail for Jill« ubeskriveligt rørende. Den er en kombineret klaverballade og telefonsvarerbesked: Palmer ringer til sin veninde, Jill, der ikke svarer, da hun er ved at få foretaget en abort. På nummerets fem et halvt minut får Palmer kondenseret en universel tilstand af sorg:
»Look at all the women, Jill
Even though they may not help
Isn’t it amazing
How we can never tell
Who is in an identical hell«.
Hun efterlader en besked om, at hun vil kigge forbi med blomster, balloner og kage, så snart hun kan. Og hvorfor ikke fejre, at abortretten findes? Den er immervæk en milepæl i kvindekampens historie. Med pomp og pragt fejrer vi barnedåb og bryllup, men det er i grunden for sjældent, vi popper champagnepropperne, når andre har ondt i livet.
Hvor ofte er det lige, vi strør konfetti ud over en ven, der har fravalgt en fødsel? Det gør Palmer, og opfindsom som hun er, døber hun denne festlighed »abortion shower«. Jeg håber, at hun hermed har indført en ny tradition i det ellers abortforskrækkede USA.
Kromatiske triller
Palmer har en særlig evne til med sit klaverspil at opbygge stemninger med variation og dynamiske pauser. På »The Ride« synger hun hen over en vals, indtil hun tier til et sart mellemspil af let stigende og faldende halvtonetrin. Det er komponeret med en finfølt sans for at få alle sanser til at dirre.
Og på »The Thing About Things« finder hun ukulelen frem. Hun nærmest tæsker strengene i affekt, da hun grådråbende synger om affektionsværdien af sin afdøde farfars ring, som hun stjal for at have et minde om ham. Og nu har mistet.
»Drowning in the sun« skildrer frygten for en nærtstående naturkatastrofe. På omkvædet indtræffer et katastrofekaotisk virvar af trommer, der smadres. Teksten har hun skrevet på baggrund af de beretninger, hendes patrons delte med hende, mens orkanen Harvey nærmede sig Texas kyst.
Og på den måde gør Palmer sig til tårekanal for hele sit lands gråd. Hun giver en høj og hidsig stemme til alle dem, der ellers ikke føler, de bliver hørt, fordi hun oprigtigt tror på, at deres afmagt lige såvel fortjener at blive udtrykt som hendes egen utilstrækkelighed som menneske.
Amanda Palmer sætter lyd til sin og andres sorg som en pantomimisk mor, der efter syv års stilhed endelig har fået tungen på gled. Hun hakker sin lytter lige i hjertet med sin machete og frodig nature morte-æstetik. Det gør ondt, fordi There Will Be No Intermission minder en om livet, som det er.
Amanda Palmer: ’There Will Be No Intermission’. (Cooking Vinyl Limited)
