Læsetid: 4 min.

Livets sidste tilstand

Hanne Marie Svendsens lille nye bog ’Mellem regndråber’ skildrer nænsomt oplevelsen af livets sidste tilstand før tid
22. marts 2019

Der står roman på forsiden af Hanne Marie Svendsens lille nye bog, men det skal man ikke lade sig snyde af. Der er hverken meget fiktion eller meget fortælling over Mellem regndråber, der med sine notater, erindringsglimt og drømmereferater først og fremmest er en sorg- og erindringsbog. Hanne Marie Svendsen skriver om og i sorgen – og om og fra det gamle liv. Hendes mand gennem et helt liv døde sidste år, selv er hun blevet femogfirs.

De små kapitler i Mellem regndråber handler om den sidste tid med mandens sygdom, men er også glimt fra livet uden ham.

Der er overvejelser om sproget og en knap fortælling, måske fejlerindret, fra Svendsens ungdom: Hun skulle være sekretær ved en spiritistisk seance. Og så vender teksten igen og igen tilbage til »Columbariet«, som det sted hedder, hvor urnerne med døde mennesker står på rad og række. Her står mandens urne, her betragter Svendsen andres sorg og tab, her ser hun på alle de afsluttede liv, der er opsummeret i et billede eller sentens. Der er urner med børn, hvis legetøj står foran, og urner med ægtepar, der også i døden vil være sammen.

Det er et utroligt fint og afklaret, sørgmodigt skrift. Der er noget luftigt og stille over bogens ord og sætninger. De dvæler ikke ved detaljer i sorgen eller sygdomsforløbet, tværtimod er skriften enkel og, nå ja, hensynsfuld, uden ønske om at udstille nogen.

Et liv, der leves i tabets tegn

Hanne Marie Svendsen skriver selvfølgelig om sit eget tab, men faktisk skriver hun især fra et liv, der leves i tabets tegn – leves i lyset af alt det, der er forsvundet, og også leves i en erkendelse af, at der ikke skal ske ret meget mere. Anledningen er mandens død, men Mellem regndråberne rammer noget andet og bredere, en mere grundlæggende og stilfærdig stemning end den, der fødes ud af den konkrete sorg.

»Uret tikker, og alligevel står tiden stille. Viserne bevæger sig frem i små ryk fra streg til streg, sorte streger, sort på hvidt i den runde metalramme. Det er et stort ur, et vægur, men det er umuligt at orientere sig i det. Tik, tak, ryk, ryk, streg til streg, mens tiden står stille.«

Hanne Marie Svendsen: ’Mellem regndråber’.

Stilheden og det tikkende ur, der ligesom forstærker stilheden: Det billede er velkendt, det forbinder man med gamle menneskers hjem, med rum, hvor ingenting sker. På den allerbedste måde er Mellem regndråber også en bog om at være nået til det sted. Den er en på én gang rørende og nøgtern beskrivelse af alderdommen som sindstilstand. Her slipper man, langsomt, udramatisk, fortøjningerne til det fælles.

»Min tilværelse i det virkelige liv er så snæver«, som der står undervejs, til gengæld er Svendsens drømme og erindringer så livagtige som nogensinde.

Alligevel er det stærkeste i bogen ikke redegørelserne for de drømme, og heller ikke de forestillede samtaler med den afdøde mor. Det er i stedet de korte glimt fra et liv, som mennesker er trådt ind i og forsvundet ud af igen – en grønthandler, der pludselig ikke er der mere, en frisør, der lukker sin butik og glider ud af den horisont, et menneskeliv også er.

Og så er der portrættet af den afdøde mand, elskelig, knarvorn, fuld af en genstridig egenvilje, der ikke længere kan få afløb, nu hvor han er syg og har behov for pleje og offentlig hjælp. Den del af alderdommen har han det virkelig ikke godt med, hjælperne og sygehusvæsenet, som så også fremstår noget nedslidt og ufølsomt imellem regndråber.

Det er et fint og nænsomt portræt, gennemlyst af en gammel kærlighed. Han danner en meget smuk kontrast til den tålmodige, næsten resignerede stemme, Hanne Marie Svendsen selv møder os med i bogen. Her er vi ved en af de sidste dage på hospitalet, igen er manden utilfreds, men nu på en mere hallucinerende måde:

»Indlæggelse igen. De lange øde gange. Venten på en læge, venten på en seng. Jeg fotograferer ham og kan ikke tåle at se på billederne.

Nu hallucinerer han, peger på loftet. Deroppe står alle stolene. De skal ned. Alting gynger omkring ham.

– Flinteskærver, råber han. – De skurrer mod hinanden. De borer sig ind i mit hoved. Tag dem væk.

– Er der flinteskærver i dit hoved?

– Ja, mumler han og falder igen i søvn.«

Det er svært ikke at blive meget berørt af disse øjeblikke, og også blive det af hele bogen. Mellem regndråberne er jo ikke en ambitiøs bog, den slags virker det til, at Hanne Marie Svendsen har lagt bag sig, men med sin enkle skrift lader den sin læser træde ind i et rum og en erfaring, kun få af os kender til endnu. Man får ligesom lov til at opleve livets sidste tilstand før tid.

Hanne Marie Svendsen: ’Mellem regndråber’. Gyldendal. 128 sider. 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jørn Andersen
Maj-Britt Kent Hansen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu