Læsetid: 4 min.

Nøgne kvindekroppe går frit rundt i et syretrip af en udstilling på Refshaleøen

Hvor Yves Klein førte kvindekroppe som pensler på lærredet, er modellerne i Donna Huancas værk frit bevægelige – de fører sig selv. Den boliviansk-amerikanske kunstner har med ’Lengua Llorona’ skabt et syretrip af en udstilling på Copenhagen Contemporary, hvor hun med lyde, dufte og blåt bemalede nøgne kroppe frisætter og nytænker nogle af modernismens største traumer og fortællinger
Det lykkes Donna Huanca at gøre kvindekroppen som model fri af lærredet, kvindekroppen træder bogstaveligt fra den todimensionelle position og ud i verden og sætter sine egne taktile, sensuelle, kropslige spor. Donna Huanca, LENGUA LLORONA (2019). Installation, Copenhagen Contemporary

Det lykkes Donna Huanca at gøre kvindekroppen som model fri af lærredet, kvindekroppen træder bogstaveligt fra den todimensionelle position og ud i verden og sætter sine egne taktile, sensuelle, kropslige spor. Donna Huanca, LENGUA LLORONA (2019). Installation, Copenhagen Contemporary

Anders Sune Berg

26. marts 2019

Sansechokket opstår, allerede idet man åbner døren ind til den nye udstilling på Copenhagen Contemporary: Man misser med øjnene i det hvidlige lys, snuser en ekstra gang ind gennem næseborene og overvældes ved synet af de mange farverige malerier i toner af blå. Malerierne står frit på gulvet i det store rum, flankeret af en række bemalede nøgne kvindekroppe.

Den boliviansk-amerikanske kunstner Donna Huanca er kendt for at bruge levende modeller i sine installationer, som aldrig er ens, fordi hun altid skaber stedsspecifikke værker.

Følelsen denne forårsformiddag på Refshaleøen er nærmest futuristisk: At træde ind i installationen føles som at blive løftet op i et planetarisk parallelunivers – et trippet og psykedelisk sted – hvor lyset er renere, duften er sanselig og syntetisk på samme tid, og hvor de nøgne bemalede kroppe er fordybet i en egenværen af skønhed, riter og meditativ selvtilfredshed.

I denne klare verden står 16 nye meterhøje, ekspressive malerier, domineret af blåt, frit på gulvet i en bunke af kridhvidt sand.

Her står også organisk formede skulpturer med lange fletninger, og her står, går og sidder en række kvindelige, blåt, hvidt og orange bemalede nøgne kroppe. Modellerne agerer, som var de på samme tid vogtere af de store malerier og forlængelser af dem.

Men faktisk er det omvendt. Donna Huanca arbejder altid først med kroppene: bemaler dem, tager billeder af dem, zoomer helt ind på kroppens pigment og hud. Derefter skaber hun store fotostater af disse kropsfotografier, som så fungerer som lærred for de malerier, hun derefter skaber.

Hun starter altså ikke med det tomme, hvide lærred, men arbejder videre på den fotografiske baggrund og omskaber den med maling – eller med andre farvepigmenter såsom olier, gurkemeje, læder, hår og ler.

Når man bevæger sig rundt i dette sci-fi-univers af spillevende kunsthistorie kan man dufte og sanseligt fornemme det hele, både det syntetiske og det organiske, der også involverer en røgelsesagtig duft af Palo Santo, et helligt Sydamerikans træ, der bruges til renselsesritualer.

På en måde kan man læse hele udstillingen som et renselsesritual. For selv om kuratoren til pressevisningen understregede, at Donna Huanca ikke kerer sig synderligt om det kunsthistoriske gods, skaber udstillingen Lengua Llorona i mine øjne en decideret frisættelse og nytænkning af nogle af modernismens største traumer og fortællinger.

Kvinden som model, pensel, maleri

Historien om maleriet i det 20. århundrede ligger og ulmer latent i den futuristiske totalinstallation, men bliver også vakt konkret til live.

Både den karakteristiske ultramarinblå farve, som Huanca ynder at bruge, og den ekspressive stil på store lærreder kiler sig direkte ind i modernismens hey days med maleren Yves Klein i front og siden fortsat af nogle af de ’store mandlige egoer’ i den abstrakte ekspressionisme som Jackson Pollock, Willem de Kooning osv.

Yves Klein tog patent på den dybe blå farve, som han brugte i både helt monokrome malerier, men også i mere performative værker, hvor han foran et publikum malede nøgne kvindekroppe med sin International Yves Klein-blue og siden brugte kroppene som pensler, der blev trukket hen ad lærredet.

I Huancas installation er de fleste levende modeller malet i en nuance, der er meget tæt på at være Klein-blå, men ofte kontrasteret af en skarp orange, mens håret er malet hvidt. En mørk model sidder i en bunke hvidt sand foran en skulptur og ser ud til at meditere med åbne øjne.

Den ene side og hele bagsiden af hendes krop er malet i den karakteristiske blå nuance, sådan at den ene halvdel fremstår bar og nøgen – fra ansigtet og ned. På et tidspunkt rejser hun sig langsomt op, bevæger sig hen til den kridhvide væg og begynder at gnide sig op af den, så der efterlades et blåt spor af hendes krop.

Det er tæt på at være en såkaldt re-enactment af Kleins føromtalte Anthropometries (1962), men hvor Klein selv førte kvindekroppene som pensler på lærredet, er modellerne i Huancas værk frit bevægelige – de fører sig selv: Kvindekroppen sætter sine taktile og sanselige spor, ikke på lærredet, men i den omgivende verden.

Huanca har komponeret rammerne, men ikke en konkret koreografi; hun lader modellerne bevæge sig meditativt og intuitivt, så følelsen er, at alle komponenter fra maleri til kroppe og skulpturer er del af samme cyklus og fungerer som forlængelser af hinanden.

At sætte kvinden fri

På den måde lykkes det Donna Huanca at gøre kvindekroppen som model fri af lærredet – hun træder bogstaveligt fra den todimensionelle position (hvor hun så længe har været fastlåst) ud i verden, hvor hun sætter sine egne taktile, sensuelle, kropslige spor.

Det er ikke bare en kunsthistorisk frisættelse, men samtidig en aktivering af maleriets kvindelige potens – en sensualisering af malingen, hvor det somatiske og psykiske smelter sammen, og hvor den kvindelige flydende materie indskrives i udtrykket.

Det gør kun oplevelsen desto stærkere og mere intens, at Huanca skaber sit værk, sin installation, direkte til det specifikke udstillingssted. Det giver en oplevelse af et meget sanseligt nærvær i rummet, der konkret bliver som en sanselig parallelverden. Malingen er næsten våd endnu.

Modellerne vil aktivere udstillingen otte gange i løbet af perioden, og selv om installationen med store malerier, skulpturer, lyde og dufte i sig selv er ganske overvældende, er der noget ved liveperformancen, der gør det ekstra intenst sanseligt. For det er den performative dimension, der for alvor aktiverer den feministiske omvending af det ekspressive maleris stivnede historie og får hele det psykedeliske univers til at vibrere.

Donna Huanca: ’Lengua Llorona’, Copenhagen Contemporary, indtil 1. september 2019. Se datoer for live performances på hjemmesiden.

Vores anmelder havde forventet en samtidskritik af vores nypuritanisme og narcissistiske behov for ’perfekte poseringer’ på Glyptotekets nye udstilling. I stedet mødte hun 1900-tallets marmorkroppe en til en. Men både den og Sidsel Meineche Hansens værker på SMK om en ny posthuman sexindustri vidner fra hvert sit sted om, at særligt den kvindelige krop stadig er en kampzone
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"For det er den performative dimension, der for alvor aktiverer den feministiske omvending af det ekspressive maleris stivnede historie og får hele det psykedeliske univers til at vibrere".

Tilsvarende fremgår det af Copenhagen Contemporarys hjemmeside, at udstillingen er en totalinstallation, hvad der indgår i denne totalinstallation, og at 8 performances i udstillingsperioden vil aktivere udstillingen, hvorved den ”--- levendegøres og forvandles til et sammenhængende kredsløb af organiske relationer mellem krop og omgivelser".

Det efterlader spørgmålet, hvad udstillingen så er, når dele af totalinstallationen mangler, når den ikke er aktiveret, og når den ikke er levendegjort og forvandlet til et sammenhængende kredsløb af organiske relationer mellem krop og omgivelser, og det er jo langt størstedelen af den periode, hvori udstillingen finder sted.

For det første efterlader det nogle uoverskuelige problemstillinger i et filosofisk hoved som mit, omkring det aktiverede og ikke aktiverede værks ontologi. Hvad er værket egentlig?

For det andet kan et besøg på den ikke aktiverede udstilling på et følelsesmæssigt og sanseligt plan på mange måder sammenlignes med et tilbud om at møde op i en koncerthus, hvor musikerne desværre ikke er til stede, men hvor en optagelse af sidst opførte koncert vil blive afspillet over koncerthusets udmærkede musikanlæg. Så slipper man f.eks. også for al den støj, uro og "opladning", der kan opleves forinden, ved en sådan koncert.