Læsetid: 2 min.

Our Native Daughters spiller banjo, så blodet springer fra strengene

Der er fuld power på de fire sangerinder og deres femstrengede banjoer i folkemusikprojektet Our Native Daughters, der i 13 sange aktualiserer slaveriets gru
Our Native Daughters består af Rhiannon Giddens, Allison Russell, Leyla McCala og Amythyst Kiah

Our Native Daughters består af Rhiannon Giddens, Allison Russell, Leyla McCala og Amythyst Kiah

Concerted Efforts

29. marts 2019

Det var den 13. tilføjelse til den amerikanske forfatning, der (på papiret) gav slaverne deres frihed. Så det er næppe tilfældigt, at Songs of Our Native Daughters består af 13 sange. For intet virker vilkårligt på Rhiannon Giddens og hendes tre medsøstres fælles folkprojekt, der via country, bluegrass og gospel fortolker både deres egne og deres formødres lidelser.

Tag bare navnet. Det er taget efter borgerrettighedsaktivist James Baldwins essaysamling Notes of a Native Son, hvori han skriver, at det kun er gennem musikken, at afroamerikanerne har haft mulighed for at fortælle deres historie.

Banjoens rødder

Rhiannon Giddens, Amythyst Kiah, Leyla McCalla og Allison Russell mestrer alle både den femstrengede og forskellige andre båndløse minstrelvarianter af den runde hybrid mellem en guitar og en tromme: banjoen. Til trods for dens ry som det første ægte amerikanske instrument, og at den indgik som et fast instrument i de populære (og dybt racistiske) minstrel shows, hvor hvide malede sig sorte i ansigtet og karikerede de sortes musikkultur, har den vestafrikanske rødder. Og netop derfor er den det bærende musikalske udtryk på albummet.

Ingen af døtrenes kunstneriske valg er således tilfældige. De peger med symbolske pile mod projektets kerne: slaveriet som en tragisk del af USA’s historiske dna. De mange, der gennem USA’s historie har måttet lide under denne ejendommelige institution, har været inspiration til albummet, der udkommer i samarbejde med det amerikanske nationalmuseum.

Fri til sidst

Det åbner med den rockede blues, »Black Myself«, hvorpå Amythyst Kiah bekender kulør og med sin grove, dybe stemme kondencerer en nedarvet pinsel.

På »Mamas Cryin’ Long« synger Giddens inderligt historien om en lille dreng, der overværer sin mors lynchning, efter hun i desperation har forsøgt at dræbe den tilsynsmand, der igen og igen har forgrebet sig på hende. Kun håndklap og simpel percussion udgør bagtæppet. Giddens vokal og det trestemmige kor giver i en enkel call and respons-dynamik med få forskydninger plads til fortællingen i al dens brutalitet:

»Mama’s in a tree
and she can’t come down
Mama’s in a tree
and she won’t come down
Mama’s flyin’ free
and she can’t come down

Som i et ekko af Billie Holidays ikoniske »Strange Fruit« er det først i døden, at kvinden er free at last.

Undervejs flettes personlige familietraumer og historiske kilder sammen med cello, klarinet, percussion og violin. »Barbados« indledes med en recitation af et sarkastisk digt fra 1788, der udstiller tidens dobbeltmoral: Nok har man medlidenhed med slaverne, men at undvære sukker og rom er dog alligevel utænkeligt! En instrumental fortolkning af den tidligst bevarede slavemelodi fra Barbados i 1700-tallet afsluttes med endnu et digt, der parafraserer det første: Nok går vi i dag ikke ind for børnearbejde, men at undvære vores tablets og telefoner er dog alligevel utænkeligt!

Sangene er til trods for deres indlejrede smerte et af de smukkeste eksempler på historiebrug, mine ører er stødt på. Og da slaveri stadig findes, er Songs of Our Native Daughters ud over at være vidunderlig fribåren musik også et vigtigt, aktuelt musikalsk bidrag til menneskehedens fortsatte emancipationskamp.

Our Native Daughters: ’Songs of Our Native Daughters’ (Smithsonian Folkways Recordings)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu