Læsetid: 4 min.

At overkomme døden

Nyttig og indsigtsfuld håndbog for efterladte troende som det modsatte
29. marts 2019

For snart seks år siden døde journalisten Esben Kjærs syvårige søn af lungehindekræft. Det værst tænkelige i livet var hændt. Esben Kjær forsøgte siden at forholde sig åbent til sin dybe sorg, talte i radioen om det umulige, der var sket, skrev om fortvivlelsen og har nu udgivet en håndbog for efterladte, eller som Kjær kalder den: Døden. En overlevelsesguide.

Systematisk og usentimentalt gennemgår forfatteren dødens aspekter, diskuterer og giver gode råd til de medmennesker, der jo uundgåeligt kommer i samme situation uden dog – lykkeligvis – at være ramt lige så hårdt som familien Kjær.

Den gode død er den hyppige: mæt af dage efter kortere eller længere tids sygdom.

Afhjælpe en sorg kan bogen selvfølgelig ikke, men teksten giver generøse råd og anbefalinger ud fra egne erfaringer samt præsterer en redelig og ordentlig udforskning af emnet.

Esben Kjær: Døden. En overlevelsesguide.

Kjærs udtalte mening om fænomenet er uomtvisteligt den, at moderne mennesker står uforberedt over for et fænomen, der er os alle sikkert og vist. Døden er i den moderne tilværelse stuvet af vejen og kommer til os, uanset menneskers indiskutable viden om, at det sker som en tyv om natten. Hvad døden så af og til jo også gør.

Synspunktet er ikke nyt og ikke fri for teologiske overtoner.

Om end Esben Kjærs ærinde ikke nødvendigvis er sammenfaldende med præstens, så tager hans tekst ofte farve af de samtaler, han fører med professionelle sjælesørgere. Skam få den, der tænker ilde herom. Gode præster udviser gode og fine faglige egenskaber i sorgarbejde; for de mest dueliges vedkommende uden at benytte en sårbar anledning til ydre mission.

Præsten og den troendes redskab er ikke desto mindre – troen; er den til stede, vil døden og sorgen være at overkomme – livet er jo for den bekendende ifølge overenskomsten ikke slut med døden.

I troens henseende er dødsbevidstheden så også fornøden; livets genkomst i anden ukendt form fordrer dødstankens nærhed som final afbetaling på arvesynden. Om en sådan bevidsthed forbereder os bedre til afskeden med de pårørende eller til den afsked, vi selv en dag skal tage, er efter denne skribents opfattelse mere tvivlsomt. Måske evnen til fortrængning så længe som muligt i virkeligheden er den nådegave, som mange i eller uden for de tilgængelige kirkesamfund leder efter.

Sandt er det, at de fleste fortrænger for fulde gardiner. I pudsig og ironisk form: Hvis jeg en dag dør, hvor man bag den forslidte vits aner en indre til vished grænsende forhåbning om, at døden jo alligevel, når det kommer til stykket, ikke rammer mig, kun de andre. Skribentens forsvarsmekanisme har i årevis lydt: De finder på noget!

Døden var hverdag

Kritikken af denne moderne dødsfornægtelse ligger i forestillingen om, at de gamle var mere duelige til livet, i og med at de havde større realitetssans over for natur og død: at de så døden i øjnene. Det er ikke umuligt; døden ramte hurtigt og hårdt, unge som gamle, døden var hverdag. Den genfortalte kendsgerning fortæller dog ikke meget om hin enkeltes egen dødsoplevelse, og om afværgemekanismerne mon ikke var lige så robuste dengang som nu.

Hos Bergman er middelaldergøgleren kravlet op i et træ for at være i sikkerhed for skovens vilde dyr. Med ét står døden og saver i hans træ. Gøgleren spørger: Gives der ingen henstand for skuespillere? Træet vælter.

Eftersom moderne lægevidenskab byder sig til og længe holder døden stangen, er det egentlig ikke så underligt, hvis visheden om afslutningen stuves længere ned i bevidstheden som en slags undertekst.

Tomas Tranströmer:

»Midt i livet hænder det, at døden kommer og tager mål af mennesket. Det besøg glemmes og livet går videre. Men tøjet syes i det stille«.

Med andre ord: Man behøver ikke vide, hvor langt skrædderiet er kommet. Endelig er dødsfornægtelsen vel også en slags natur.

Esben Kjær bruger god plads til den store endelige afsked i begravelsen og giver også her nyttige råd. Gennemtænk situationen, og gør dig klart, såfremt du selv skal forrette det fornødne – det bliver mere og mere almindeligt – hvad der skal siges, af hvem, hvor længe, hvilket musikvalg, og hvem bærer kisten ud, eller lader man den stå til bedemanden osv.

Kjær nævner som eksempel på det praktiske nogle efterladtes anmodning om, at præsten til jordpåkastelsen benytter medbragt jord fra racerbanen. Afdøde var racerkører. Præsten nægter. Kjær: Find en anden præst!

Kirken er et godt bud på bisættelse og begravelse. Kirkefolkene ved, hvordan man gør og har de velafprøvede ritualer parat.

Men sætter man sig ned med en blyant i hånden, kan man faktisk udtænke sine egne og få det til at fungere. Har man prøvet det nogle gange, opnår man sikkerhed, indtil det bliver ens egen tur, så må efterkommerne begynde forfra.

Her kommer kirken, indrømmet, såvel for de lunkne i troen som de usikre, selvfølgelig til hjælp.

En nyttig og bevægende bog, man bliver klogere af.

Esben Kjær: Døden. En overlevelsesguide. En eksistentiel håndbog for efterladte. Gyldendal. 252 sider. 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Kurt Nielsen
Trond Meiring og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Vogelius

Alle er tilsyneladende uhjælpeligt fanget i paradokset når de på spørgsmålet: TROR DU PÅ GUD svarer NEJ, VOR HERRE BEVAR's