Læsetid: 4 min.

Provokatøren Flemming Flindt beskrevet som en forunderligt pæn mandarin

Koreografen og balletmesteren Flemming Flindt har nu fået sin egen hyldestbog. Men skaberen bag ’Dødens triumf’ er beskrevet nydeligt og ufarligt
Flemming Flindt er kendt for sine heftige nøgenballetter, ikke mindst balletten Dødens triumf. Men her ses han i Bournonvilles ballet Blomsterfesten i Genzanosammen med den franske danser Josette Amiel.

Flemming Flindt er kendt for sine heftige nøgenballetter, ikke mindst balletten Dødens triumf. Men her ses han i Bournonvilles ballet Blomsterfesten i Genzanosammen med den franske danser Josette Amiel.

Fotograf ukendt

15. marts 2019

Der var altid ståhej om koreografen Flemming Flindt. Dansere med bare bryster og nøgne balder hvirvlede hen over Gamle Scene i hans tid som balletmester for Den Kongelige Ballet 1966-78. For Flemming Flindt (1936-2009) gik lige ind i tidens trang til at vælte autoriteterne og søge nye, unge udtryk for sextrang og livssmerte. Hans balletter Enetime, Den unge Mand skal giftes, Dødens Triumf, Vidunderlige kælling og Caroline Mathilde fik et enormt publikum til at søge mod den moderne ballet. Flindt gjorde ballettens elitære kunstart til mainstream.

Knud Arne Jürgensens nye bog Mandarinen er en kronologisk gennemgang af Flindts bedrifter. Bogen følger ham som danser ved Den Kongelig Ballet og som international solodanser og siden som koreograf og iscenesætter. Bogen er smuk og meget grundig – i modsætning til Palle Schmidts sløsede interviewbog om Flindt fra 1996. Og Mandarinen indeholder en komplet værkliste, som i sig selv giver bogen en afgørende historisk værdi.

Desværre er bogen ikke særligt spændende skrevet. Sætningerne er tørre. Forfatteren har tilstræbt så stærk en objektivitet i skildringen af de ellers så sanselige og provokerende balletter, at teksten truer med at gøre Flindt pæn. Titlen Mandarinen– som er lånt fra ballettitlen Den forunderlige Mandarin – lever i hvert fald op til sin titel, når den visse steder virker som et korrekt hyldestskrift til en kejserlig kinesisk embedsmand.

Både kunstnerkolleger og private venner er interviewet til bogen. Mange af dem har dog valgt at tale overdrevent andægtigt. Flindt var ellers mest interessant, når han gik længst ind i sine visionære og uhyggelige historier om tilværelsens destruktive kræfter. Men Flindts eget mørke er blevet fejet ud af bogen. Omtrent lige så brutalt som i Dødens triumf, når skraldevognene fjernede ligene efter pestangrebet til musikken af Savage Rose.

Den sadistiske lære

Først hen mod slutningen af bogen kommer der ord på de destruktive kræfter hos Flindt. Her bliver bogen endelig sprogligt fængende. Flindts balletter havde altid et eksistentielt udgangspunkt, ofte med dragning mod døden. Flindt var inderligt optaget af den franske absurdist Eugène Ionesco (1909-94), hvis stykker var præget af efterkrigstidens kamp mod meningsløsheden og frygten for endnu en krig eller katastrofe.

'Mandarinen. Flemming Flindt – et teaterliv'. Af Knud Arne Jürgensen under medvirken af Vivi Flindt.

Saxo
Flindt fik lov til at anvende Ionescos skuespil Enetime, og dette gennembrudsværk skulle blive Flindts største succes nogensinde. Fra 1964 til hans død i 2009 blev Enetime danset i mere end 50 lande ved 160 opsætninger – som bogen omhyggeligt beretter.

Hos Flindt handler Enetime om en danseelev, der kommer for at tage en enetime hos en balletlærer. Men den sadistiske lærer kan ikke styre sin trang til at udøve ’seksualiseret vold’ mod eleven – og det bliver fatalt. Vel at mærke med den psykologiske pointe, at lærerens pianistinde bliver hans medvider. Med Flemming Flindt som læreren og Vivi Flindt som pianistinden.

Da Flindt blev udnævnt til balletmester i 1965, skrev Politikens daværende balletkritiker Harald Engberg: »Der er noget blødt i dette menneske, som betinger hans kunstneriske følsomhed, men også noget hårdt …«

Ballethistorikeren Erik Aschengreen erindrer også, at Flindt var mest interessant som danser, »når han gik ’under maske’ for eksempel i sin egen Den forunderlige Mandarin og i Roland Petits Ulven

Et velfortjent mindesmærke

Den nuværende balletmester Nikolaj Hübbe, der dansede læreren i Enetime og også Struensee i Caroline Mathilde, udtrykker desuden sin beundring over Flindts balletmesterevner: »Hans usædvanlige næse for det elitære og det folkelige på én og samme tid og hans evne til at blande intellektuel absurditet med tidstypisk pop var intet mindre end en genistreg.«

Skuespilleren Flemming Enevolds oplevelser af Flindt som instruktør og ven får endda helt guddommelige dimensioner: »For mig havde Vorherre kysset Flemming på panden, og selv vidste han godt, når dette mærkelige overnaturlige i livet åbnede sig.« Disse citater bringer læseren tættere på Flindt.

Efter Flindt forlod Den Kongelige Ballet i 1978 arbejdede han som freelancekoreograf rundt om i verden. I 1981-88 var han balletmester for Dallas Ballet, og i 1989 skabte han i Firenze Balletten Kappen til stjernedanseren Rudolf Nureyev. Flindt arbejdede sammen med de største.

Bogen er skrevet af Knud Arne Jürgensen sammen med Vivi Flindt, Flemming Flindts tidligere hustru og muse. Man mærker hendes forståelige ambition om at udødeliggøre eksmanden med ord. Hun var imidlertid selv en væsentlig årsag til mediernes skriverier om Flindts balletmesterstil, netop fordi Flindt lod hende få de allerfleste hovedroller, så mange andre danserinder blev forbigået. Dette aspekt fylder dog uhyre lidt i bogen.

På Det Kongelige Teater var det ellers Bournonville-arven, der gav Flindt størst modvind – fordi han var mere optaget af at skabe sine egne gendigtninger end af traditionen. Flindts gendigtning af Toreadoren i 1978 fik således Bournonville-instruktøren Hans Brenaa til at rase.

Hans Brenaa har offentligt fortalt om, hvordan han havde demonstreret koreografien til Flindt, men hvordan Flindt afviste trinene. I Mandarinen står der imidlertid, at Brenaa kun kunne huske nogle få danse. Sandheden er svær at greje. Faktum er, at Flindt havde stor flair for at fortælle historier på scenen. Uanset om det krævede et par nykreerede danse eller ej.

Man skulle tro, at en bog om Flemming Flindt ville bugne af fotografiske pletskud. Det gør Mandarinen egentlig ikke. Bogens mange grumsede forestillingsbilleder viser i hvert fald, at en verdenskoreograf er afhængig af at blive foreviget af en fotograf på jævnbyrdigt kunstnerisk niveau.

Hvorom alt er, så er Mandarinen et velfortjent mindesmærke over Den Kongelige Ballets mest dæmoniske balletmester. Også selv om han er beskrevet som en forunderligt pæn mandarin.

'Mandarinen. Flemming Flindt – et teaterliv'. Af Knud Arne Jürgensen under medvirken af Vivi Flindt. Layout: Grete Hvam. Gyldendal. 368 s. 399,95 kr. Er udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Albinus
  • David Zennaro
Anne Albinus og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Anne Middelboe Christensen

Pudsigt nok kan jeg stadigvæk huske Flemming Flints ulveagtige spring, da han og Kirsten Simone flygter hen over scenen væk fra landsbybeboerne i Ulven.

I slutfirserne var han på besøg i København med Dallas Balletten - vi var så heldige at se forestillingen sammen med, jeg ved snart ikke hvor mange dansere fra Den kgl. Ballet.

Torben Lindegaard

Nu er jeg telefonisk blevet afkrævet en redegørelse for begrebet "ulveagtige spring".

Det er næsten for meget forlangt - jeg er jo ikke balletanmelder og har næppe den rette perception eller det nødvendig ordforråd.

Men altså - Flemming Flindt kunne danse den klassiske ballets danseur-noble roller i flotteste stil. Hvis han ville præstere en flugt fra landsbybeboerne, hvor han i ulvens person fremstod som en Pokkers karl, så kunne han sagtens gøre det - og så med Kirsten Simone ved sin side !! - f.ex. Jeté spring á la James i Sylfiden.

Men jeg erindrer ulvens flugt, som et forskræmt dyrs flugt, hvor springene var mere langstrakte og udført med krummet ryg.