Rocken har fået bumser og gåsehud igen

Man kan undre sig over, at folk stadig orker at lave rockbands. Jeg mener, når nu man kan bare kan sætte sig med sin laptop og klaske en sang sammen? Uden alle øllerne, sveden, prutterne, instrumenter, der ryger ud af stemning og øvelokale, der koster penge. Fri for den bralrende råbekamp, som et rockband kan være. Det interne nid og nag.

I en tid, hvor computeren har omdefineret og lettet musikaliteten usigeligt kan man spørge, hvad rocken dog vil? Og hvad den vil os?

Svaret er måske det kollektive. En fælles bevægelse i et fælles nu. Et fodboldhold, der klikker og skaber noget større end summen af enkeltelementerne. Den analoge fornemmelse af folk, der stemmer sig op i øjeblikket, samles i én bevægelse.

Svaret er måske også det fysiske. Lyden af kroppe, der hugger og hamrer. Sveder. Og vender tilbage til noget mere primalt endda, dét som gjorde rock’n’roll så skeletrystende i sit udgangspunkt i 50’erne.

Og så alligevel så velovervejet hos Bristol-kvintetten Idles. »Forgive me father, for I have sinned / I drank my body full of pins«, råbesynger Joe Talbot. »I am my father’s son / His shadow weighs a ton.«

Idles’ formidable album Joy as an Act of Resistance. lyder som om det er indspillet i en lurvet koncertsal, og det lyder livespillet, i ét spyttende nu, uden studietricks. Bare en vildt medrivende, crowdsourcet ekstase.

Idles – Foto: Lindsay Melbourne

Rå og nænsom kærlighed

Det tog så også Idles otte år at få lavet deres første album, Brutalism fra 2017, og angiveligt tog det dem så lang tid, fordi de ikke anede, hvad de lavede – og var dårlige til det. Således genopliver Joy as an Act of Resistance. punkens gør det selv-ethos fyndigt og nuanceret.

Reminiscenser af quiet-loud-quiet-vanviddet hos Pixies, noget tonstungt som hos svovlprædikanterne i God Machine, den bralrende sing-a-long fra de irske folkemusikfornyere i The Pogues. Og de kan minde om pubhiphopduoen Sleaford Mods bevæbnet med elguitarer. Og Mark E. Smith og The Fall.

Idles er primitive på en sofistikeret måde, de udfræser hele tiden nye melodier og klange i deres rabalder. »I want to be vulnerable«, vræler Talbot. Og det er tydeligt, at deres kærlighedsakt er rå, men også nænsom. At deres angreb på kulturen også er et forsvar for menneskeligheden.

Gennem kroppens elektriske strømbaner kan vi flygte. Og protestere. »50 inch screen is cul-de-sac«, gjalder Talbot. »The bastards made you / Not want to look like you / So you pay through the nose / To look like someone else () Love yourself.«

Det er de bumsede møgungers musik, klar til at mase al dårligdommen ud. Og det føles så vildt godt. Vrede. Væmmelse. Håb. Udfrielse. Og noget queer. »I Kissed a boy and I liked iiit«, og »I hold homophobics in coffins.« Og et råd: »Never Fight A Man With A Perm.« Vi takker.

De styrtdykker mod os

Den norske kvartet Pom Poko er langt mere sofistikerede, teknisk dygtige på deres fremragende debutalbum Birthday. Men der er også en amokstemning. Hør den bøjelige skønhed a la walisiske Cate Le Bon i den formidable forsanger Ragnhild Fangel Jamtveits sang. Men også hvordan hun løfter sig i furielignende fraseringer a la landsmandinden Jenny Hval. Svæver truende over instrumenterne. »Now look at me / Running trough you like a flood / Thicker than you remember / And you start to worry now / Try to stop, but don’t know how.«

Og elguitaren lyner, så det lyder som det übermelodiske new wave-band Television udsat for hardcoreenergi a la nedsmeltningsduoen Lightning Bolt. Komplicerede uvejr. Et fusionsjazzband, der er blevet smadret, blandet med glasskår og limet sammen på en punket måde.

Pom Poko er opkaldt efter en japansk børneanimationsfilm, og der kan også være noget barnligt over Jamtveits stemme. Hør bare »If U Want Me 2 Stay«, hvor hun har fundet gjaldende børneintervaller i tonehoppene. Det er nuttet, samtidig med at du får tæv af bandet. Kontrasterne er voldsomme, et genreclash i realtime. En nysgerrig, åben vision, som får mig til at tænke på Björks tidligere band, The Sugarcubes. Nyd hvor smukt Pom Poko styrtdykker mod os. Duk dig ikke.

Nilüfer Yanya – Foto: Molly Daniel

Mørk stemme fuld af gåsehud

Nilüfer Yanya kommer fra Vestlondon, og hendes debutalbum Miss Universe starter som en rockplade med stærk britisk accent og melodier, der lyser som de ellers kun lyste i britpoppens velmagtsdage i 90’erne. Endda med et nuanceret schwung, der kun var de færreste forundt dengang.

Men snart bliver albummet også til noget mere luftigt, nærmest en slags nymodens r&b/jazz/singersongwritermusik.

Yanya har en fyldig, mørk stemme fuld af gåsehud, og det er forunderligt at høre hende trække på både rockens uldne tyngde og den moderne r&b’s rytmiske finesse, med både groft knejsende og smukt svungen vokal – som hun bruger til at ytre sig om modernitetens trængsler. »There is a sense of being watched / There is a sense of being followed / I often feel alone and in deep paranoia / I often search for validation in others.«

Egentlig er det kun første halvdel af Nilüfer Yanyas debut, der passer ind i denne anmeldelse om en ny vitalitet i rocken. Men det demonstrerer cirka 50 procent af Miss Universe så også udmærket.

Og under samlet indtryk af disse tre plader står det klart, at rocken – i hvert fald for en stund – har fået bumser og gåsehud igen.

Idles: ’Joy as an Act of Resistance.’ (Partisan Records) – Idles spiller 7.6. på Northside Festival, Aarhus.

Pom Poko: ’Birthday’ (Bella Union) – Pom Poko spiller i Ideal Bar, Kbh. 1.4.

Nilüfer Yanya: ’Miss Universe’ (Ato Records)