Læsetid: 9 min.

Romaner der forsøger at komme glemslen af rædslen til livs

To romaner fra det østlige Europa af tjekkiske Jáchym Topol og russiske Sergej Lebedev skal læses sammen, for de gør os klogere på nogle spændinger i Europas historie og nutid – og for at historien om kontinentet ikke drukner i lutter Bruxelles
To romaner fra det østlige Europa af tjekkiske Jáchym Topol og russiske Sergej Lebedev skal læses sammen, for de gør os klogere på nogle spændinger i Europas historie og nutid – og for at historien om kontinentet ikke drukner i lutter Bruxelles

Mia Mottelson

15. marts 2019

Livet kan på et splitsekund tage en helt anden retning. Det måtte en af de overlevende i dødskupeen sande efter togkatastrofen på Storebæltsbroen for ikke så lang tid siden. Gang den katastrofe med millioner! Under Den Kolde Krig kunne der i Østeuropa pludselig en nat holde en bil nede på gaden, i en hvilken som helst by, hvor som helst og når som helst, og du blev hentet … Tidligere, dengang den »rigtige« varme krig rasede, kunne du bo i en landsby, og en nat blev den pludselig omringet, og mand og mus og kvinder og børn – alle – blev drevet ind i en stor lade, og det gik hurtigt: schnell, schnell! Og du blev brændt. Lykkedes det dig mirakuløst at flygte fra flammerne, blev du skudt.

Et splitsekund – og …

Det er den erkendelse, romanen Gennem et koldt land af Jáchym Topol (f. 1962), som er en stor, urolig tjekkisk forfatter, inderst inde rummer. For nogle hårdhudede folkeslag er bevidstheden om det bratte omslag, der venter når som helst og hvor som helst, en fast følgesvend og kaster en skummel skygge over tilværelsen, for andre og heldigere – ikke mindst dem ved sund og bælt – er den en fjern, teoretisk mulighed.

Topol er født, tyve år efter at Anden Verdenskrigs mest omfattende menneskeudryddelser fandt sted, nemlig i det østlige Europa (Polen, Belarus/Hviderusland, Ukraine, Sovjet m.m.). Her var slagtehuset. Det er den historiske tråd i denne mangesporede aldrig patetiske, altid lidt skælmagtige fortælling, fuld af sort humor, skuldertræk og rådvildhed. Fortidens spøgelse kaldes jo frem i en helt anden tid. Hvad kan fortælleren gribe til i sit forsøg på at redde sandheden om dengang? Hvordan revitalisere al den regionale død i en globaliseret verden?

Hans roman udkom for ti år siden på originalsproget, og snart efter på engelsk. Det forekommer mig, at tiden rider særlig hurtigt i vore dage og dermed glemslen; måske var både verdenskrigens sumpede bund af grusomhed og Den Kolde Krigs efterfølgende skændsler mere til stede i europæernes bevidsthed dengang. Med Østeuropas aktuelle skred i nationalkonservativ retning og Visegrad-landenes diverse udeståender med EU bliver den historiske hukommelse, erindringerne om kontinentets traumer, stadig mere overskygget og dermed mindre nærværende.

Nærværende er de imidlertid i den grad – men grotesk, makabert og forvrænget som i et troldspejl – i Topols roman, som ikke er et patetisk momento. Den er bizar, fræk, let – først sent går det op for en, at netop med den lidt nervøse, sort humoristiske attitude, de stilistiske skuldertræk, ligger der måske netop en respekt for det uudsigelige – der beder om at blive sagt, en veneration for ofrene, der næsten bliver væk i deres eget hobetal.

Hvad krævede grusomheden ikke af ofre? Langt, langt hinsides det fattelige. Og hvad gør man med det ufattelige?

Hviderusland er en grav

Fortælleren, der er født i Theresienstadt, i ruinerne af kz-lejren, er både lidt af en bondeknold og en Candide. Ham, der har leget i de gamle mugne tunneler som dreng, bliver som ung involveret i en lidt kikset, alternativ bevægelse i byen, der vil kalde den til live som det mindesmærke, den er forpligtet til at være, og betjener de ofte ensomme, seriøse tilrejsende – »sjælejægere«, som de bliver kaldt – der kommer langvejs fra og desperat søger reminisencer af familiemedlemmer, der fandt døden her, længe før de selv, blev født. Se til Vesten – dér sørger man for at passe og opretholde minderne: Buchenwald, Neuengamme etc. De skinner nærmest!

’Gennem et koldt land’ Jáchym Topol.

Saxo
Den tjekkiske kz-lejr og tidligere ghetto (tjekkisk: Terezín) i det nordlige Bøhmen er fortællingens udgangspunkt. Det var først og fremmest en nådesløs »lagerplads«, en mellemstation under transporten af vesteuropæiske jøder til nazisternes centrale udryddelseslejre i Polen. Handlingens endepunkt er den udraderede landsby Khatyn i Hviderusland, godt 30 km fra hovedstaden Minsk, og det lokale, glemte og forfaldne mindesmærke dér for det systematiske folkedrab, der fandt sted i alle de små hviderussiske byer. (OBS! Kathyn er ikke at forveksle med sovjetrussernes famøse massehenrettelsesplads Katyn, der befinder sig uden for Smolensk i det nuværende vestlige Rusland!). Fortælleren bliver kaldt til Khatyn som en slags amatørekspert i revivals for at genrejse minderne, og der slutter den beske roman i noget, der minder om en Walpurgisnat.

Som vistnok fremgået er der ting, det lønner sig at være en anelse inde i, før man går om bord i Topols bog. Man kunne godt have brugt noget så altmodisch som et gedigent forord – der med udbytte kunne være skrevet af vores store universitetstjekkoman Peter Bugge – i stedet for det lidt lapidariske efterord ved oversætteren Lada Halounová.

Fortællingens bevægelse er som antydet østrettet. Den stiler mod at nå frem til selve »djævelens værksted«, som særlige SS-indsatsgrupper og den tyske værnemagt indrettede i Hviderusland i 1943. Flere mennesker af alle aldre og køn dræbtes i dette område, end der samlet faldt af vestallierede soldater under hele Anden Verdenskrig, dvs. englændere, franskmænd og amerikanere. Jeg blev også chokeret, da jeg hørte det første gang. Kort sagt: Hviderusland er en grav. Hviderusserne bor den dag i dag på en sløjfet kirkegård. To og en kvart million lig blev det til, da tyskerne, hjulpet af ikke så få ukrainske frivillige samt russiske desertører, var færdige

Hvor er det ægte Østeuropa?

Hvad gør man ved det, hvis man vil glemslen til livs? Gør man, som det må falde naturligt i vore dages markedsførende Tjekkiet? Sætter man turistindustrien til det og lader den sørge for T-shirts med Kafka på og teksten:»Han ville have været her, hvis han ikke var død«. Man må finde sit brand, ikke sandt? Som der står: »Den globaliserede verden er allerede opdelt, herregud! Thailand betyder sex, Italien har strand og malerier, Holland træsko og ost, og Hviderusland skal nu stå for horror trip!, ikke sandt? (…) I Hviderusland skal vi bygge rædslens Jurrasic Park, totalitarismens frilandsmuseum.« Hviderusland har ovenikøbet den fordel, at dér forsvandt menneskene ikke bare under Hitler. Det gør de stadigvæk – under Lukasjenko!

Lad der her falde et par ord om forfatteren. Jachym Topol har to nok så sigende forbilleder: dels sovjetdigteren og journalisten Isaac Babel, som Stalin beordrede henrettet i 1940 for enegængeri og uafrettethed, dels den anarkistiske on-the-road-beatnik Jack Kerouac. Før Topol var 25, havde han været bygningsarbejder, bager, fyrbøder, kullemper og rockmusiker samt, efter et længere ophold på en psykiatrisk afdeling, anerkendt tosse med papir på at være sindssyg (hvorved han undgik militærtjeneste).

Som ung forfatter og ikke mindst borgerrettighedsforkæmper i kredsen omkring Vaclav Havel havde han selvfølgelig skriveforbud. Efter Murens fald tilbød Havel, der i mellemtiden var blevet præsident, sin unge kollega (på det tidspunkt 27 år) det ansvarsfulde job at bestyre det bibliotek og ikke mindst arkiv, som Charta 77 efterlod på tærsklen til friheden. »Yachim! Det ku’ du godt ta’ og gøre,« sagde Havel og fortsatte med blid galgenironi, »du har jo skrevet rigeligt.« På det tidspunkt havde Topol kun fået offentliggjort nogle digte i samizdat, Prags undergrundspresse, foruden affattet ikke så få løbesedler, der godt kunne være kommet ham dyrt at stå.

Så det var først i 1990’erne, Topol slog sit navn fast – som generationens mest vitale forfatter – med romaner, der kom i rask rækkefølge. Med en stor roman – der ville hedde Søstrene på dansk – blev han i 1994 ligefrem en kultforfatter.

Han har berejst Rusland, men navnlig lande som Polen, Hviderusland, Mongoliet, Aserbajdsjan. Det journalistiske resultat kredser om korruption, den nye pengemagt i alle dens skikkelser, narkotikahandel. Det biografiske kompas peger utvetydigt mod øst. Hvorfor? Fordi Topol er noget så særligt som en østeuropæisk forfatter, der stadig leder efter Østeuropa. Som en af romanens løse eksistenser, en pige, direkte spørger sig selv et sted i romanen: Hvor er det ægte Østeuropa? Det sætter hun sig for at finde ud af, for der er ingen, der rigtig vil eje det usle og ødelagte område. Ingen er stolte af det. Hun spørger i Slovakiet, men de siger, de er centraleuropæere; det samme gælder tjekkerne og ungarerne.

Erindringen om Sovjetunionens historiske blodspor

Hvis du vil til Østeuropa, så må du tage til Ukraine, får hun at vide. Men ukrainerne sender hende videre til Rusland. Ej, østeuropæere! Den køber russerne ikke! Det er ondsindet sladder – russerne er nemlig »den civiliserede verdens centrum, men de indrømmer alligevel, at det ægte Østeuropa godt kunne befinde sig et sted i Sibirien. Da hun omsider med uforrettet sag stiger ud på den transsibiriske jernbanes endestation, Vladivostok, helt mørbanket og stiv, bliver hun irettesat af de lokale: ’Hvad mener De med, at dette er Østeuropa, frøken? Det her er jo Vesten, det er her, Vesten i virkeligheden ender, her slutter Europa!

’Ved glemslens rand’: Sergej Lebedev.

Gucca
Topol er også fortsat en østeuropæer i sin kritik af den organiserede systemforkælelse af forfatteren. Af det, han kalder det litterære maskineri. Han synes den toporganiserede offentlige moderne kunststøtte er en tvivlsom landvinding; han kritiserer stipendie- og legatkarrusellen, de hellige, almindelige oplæsningsaftener og litteraturens festivallisering.

Det forhindrede ham selvfølgelig ikke i for nylig at stille op til en interviewseance i København, da Gennem et koldt land udkom på forlaget Silkefyret. Helt slap han dog ikke anarkismen, da han en overgang insisterede på at stille spørgsmålene og få ordstyreren til at svare.

Når man har vendt den sidste side af bogen, kan man få den tanke, at den inderste motor i fortællingen er paranoia. At »det« kan ske. Jeg kender fra andre beboere i Prag, der oplevede Dubceks forår blive kørt ned af Warszawapatens tanks, at de oplevede det som at blive sendt tilbage i stalinismens destruktive grotte af spænding og latente hysteri. Og løgn.

Udryddelsen af jøderne, Holocaust, blev igen fortrængt. Igen blev det dikteret, at nazisternes primære ofre var kommunisterne. Igen blev Auschwitz en blind plet på landkortet. Vennerne måtte vandre i fængsel, Havel i alt i fem år, Kundera emigrerede. Noget trak op. Hvad ville det ende med? Ville en eller anden ’Endlösung’ gentage sig?

Fortrængningen af fortidens forbrydelser og lidelser. Det er også dem, som Sergej Lebedev skriver om i sin roman På glemslens rand, der udkom sidste år. Lebedev er en ung russisk forfatter, tyve år yngre end Topol, der har taget Stalintiden og lejrsystemet Gulag op som tema, mens tid er. »Helt inde i kernen af vores samfund og stat er vi formet af oplevelsen af stalinistisk terror,« har han sagt i et interview i Information om noget grundlæggende i sin debutroman. Da der ikke har været et reelt opgør med forbryderne i det poststalinistiske Rusland – Putins kort sagt – gentager historien sig.

Det begyndte med Tjetjenien, og nu er det kommet til Ukraine. Glemslen er statssanktioneret. Erindringen om Sovjetunionens historiske blodspor fra dengang russere slog russere ihjel, skal elimineres. Morderne og bødlerne i Gulag steg i graderne og fik de store medaljer; Deres ofre synker dybere og dybere, opløses mere og mere i ingenting. For jo stærkere fortidens rædsler fortrænges, desto mere styrkes nutidens magt, dvs. Putin og hans statsapparat.

Nå – det har ingen ende … To romaner fra det østlige Europa, fra hver sin ende, fra henholdsvis centralmagten og vasalstaten, om dengang og nu, og om den forhandling, der er i gang om den kollektive erindring.

Læs dem sammen, tag besværet, det er nødvendigt, for det gør én klogere på nogle geologiske spændinger i Europas historie og nutid. Gør det, mens tid er, så historien om kontinentet ikke drukner i lutter Bruxelles.

’Gennem et koldt land’ Jáchym Topol. Oversat fra tjekkisk af Lada Halounová. Silkefyret, 221 sider. 250 kroner

’Ved glemslens rand’: Sergej Lebedev. Palomar. Oversat af Lotte Jansen, 306 sider. 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Jakob Dahl
Niels-Simon Larsen og Jakob Dahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu