Læsetid: 5 min.

’Silvio og de andre’ fortæller sjovt og bidsk om den liderlige solkonge Berlusconi

Paolo Sorrentinos film fortæller om Silvio Berlusconi og det kraftfelt af penge og magt, han har skabt omkring sig, og som er umuligt at undslippe, når man kommer for tæt på
Silvio (Toni Servillo) nyder livet sammen med en af sine elskerinder, Kira (Kasia Smutniak) i Paolo Sorrentinos ’Silvio og de andre’. 

Silvio (Toni Servillo) nyder livet sammen med en af sine elskerinder, Kira (Kasia Smutniak) i Paolo Sorrentinos ’Silvio og de andre’. 

Gianni Fiorito

14. marts 2019

»Du er bare et barn, som frygter døden,« siger Veronica, Silvio Berlusconis kone (spillet af Elena Sofia Ricci), til sin mand hen imod slutningen af Silvio og de andre, Paolo Sorrentinos film om mediemogulen og den tidligere italienske premierminister.

Selv siger Silvio (kamæleonen Toni Servillo) på et tidspunkt til sit barnebarn, at »sandhed handler om fremtoning« og det er et eller andet sted imellem disse to udsagn og syn på verden og filmens hovedperson, at Silvio og de andre bevæger sig.

Sorrentino understreger i begyndelsen af filmen, der foregår omkring 2008-2009, at han og hans medforfatter på manuskriptet har taget udgangspunkt i det, de har læst om Berlusconi og hans liv og karriere i aviserne og så ellers brugt deres fantasi.

Det skal nok passe, fordi resultatet er et 150 minutter langt, underholdende, bidsk og fascinerende portræt af en magtfuldkommen mand, en veritabel solkonge og folkeforfører, der kæmper med sin alder og forfængelighed og fornemmelsen af at blive kørt ud på et politisk og betydningsmæssigt sidespor. (Filmen er et sammenklip af to spillefilm og møntet på et internationalt publikum).

Enerådende solkonge

Silvio og de andre er også, som flere af Sorrentinos tidligere film, især Il Divo og Den store skønhed, et portræt af et land, Italien, som flokkes om korrupte og enerådende magtdyr som Silvio Berlusconi, og hvis sjæl og kritiske sans henholdsvis er blevet solgt til upålidelige politikere og udvandet af fordummende tv-underholdning – naturligvis sendt på tv-stationer ejet af Berlusconi.

Og måske er det i virkeligheden også en film om, hvordan Silvios magi fortager sig, og hvordan menigmand gennemskuer ham og begynder at se ham som det, han er, og som hans kone ser: en gammel mand, der ikke selv har opdaget, at han er blevet gammel – eller som i hvert fald forsøger at fortrænge det – og i stedet opfører sig som et selvoptaget, forkælet barn, der har brug for konstant opmærksomhed og bekræftelse.

Handlingen begynder langt fra den detroniserede premierminister – der i løbet af filmen dog kæmper sig tilbage i spidsen for Italien – med den ambitiøse Sergio Morra (Riccardo Scamarcio), som flytter fra provinsen til Rom for så at sige at komme i bukserne på Berlusconi.

Sergios speciale er at skaffe unge, smukke piger og kvinder til ældre, magtfulde og rige mænd, og han ved, at hvis han kan blive en del af Berlusconis inderkreds – solkongens foretrukne alfons – vil hans lykke være gjort. Det er der, magten og pengene befinder sig.

Enorm karisma

Det er der dog også mange andre mænd og kvinder, der ved, og Berlusconi ved også godt selv, hvorfor de er så ivrige efter at være i hans selskab og deltage i de vilde fester i hans store hus på Sardinien. Jo vist, oplever man ham være hård og uforsonlig over for mennesker, som han føler svigter ham, og der levnes ingen tvivl om, at han er en gennemkorrupt, libido-drevet narcissist, som tænker mere på sig selv end på Italien.

Men man oplever også hans store charme og den karisma, der nærmest skaber et kraftfelt omkring ham, som det er svært at undslippe, hvis man kommer for tæt på. Med sit brede, kridhvide smil, sit tilbagestrøgne, farvede hår og lille topmave ligner Silvio ikke ligefrem en forfører, men han har ordet i sin magt – han er ikke for ingenting tidligere sælger – og brillante Toni Servillo gør det såre overbevisende, at så mange mennesker villigt, næsten hypnotiserede, kaster sig for fødderne af den magtfulde mand med den store, usunde appetit på alt for unge kvinder.

Det handler selvfølgelig om penge og magt, men det har også at gøre med hans attitude og tro på sig selv. Silvio udstråler selvsikkerhed og en afvæbnende, barnlig glæde ved livet, og kvinder og mænd vil gerne sole sig i hans stråleglans i håbet om, at den smitter af på dem.

En af Paolo Sorrentino og Servillos genistreger er, at de lader sårbarheden skinne igennem Silvios bronzerede overflade. Han kan endnu gå på vandet, da vi møder ham, men han er begyndt at få våde fødder. Han falder i søvn, når de unge kvinder gør sig til, og forsøger halvdesperat at forsone sig med sin kone, der er så vred, så vred på ham over alle hans sidespring og generelt dårlige opførsel.

Maleriske optrin

Det er en dybt interessant, foruroligende og morsom dynamik, og Paolo Sorrentino skildrer den med al den visuelle flair og panache, han kan mønstre, og som man kender fra hans øvrige film. Der er måske en lidt mere elegisk tone i Silvio og de andre, og måske rummer den ikke lige så mange vilde og originale kamerabevægelser.

Men få instruktører forstår at udtrykke lige så meget som Sorrentino med hans ofte symmetriske tableauer og gennemkoreograferede, maleriske optrin  skabt sammen med hans fotograf, Luca Bigazzi, og komponist, Lele Marchitelli. Det gælder både legepladsen, den kunstige vulkan og karrusellen i Silvios have – et billede på hans umodenhed – og de mange hedonistiske fester, hvor smukke, nøgne kvinder og mænd vrider og dyrker sig selv og hinanden til tonerne af dunkende popmusik og electronica.

Ligesom i Den store skønhed er der noget ’musikken spiller, mens republikken som et andet Titanic går ned med mand og mus’ over Silvio og de andre.

Hvem det er, der bryder fortryllelsen – Silvios kone, Veronica, der hudfletter sin mand, eller unge Stella (Alice Pagani), som kan se det ynkelige i en 70-årig mand, der bejler til en 20-årig kvinde – må man selv finde ud af ved at se filmen. Men det er jo nok i virkeligheden dem begge som symboler på en desillusioneret nation, der har fået nok af en svindler som Berlusconi og alle hans tomme løfter.

Det er ikke tilfældigt, at et af de sidste billeder i filmen er af en kristusfigur, der forsigtigt bliver løftet ud af en jordskælvsødelagt kirke, mens en kødrand af mennesker ser til. De har stadigvæk brug for noget at tro på og har nu vendt blikket fra den falske gud af guld til Frelseren selv.

’Silvio og de andre’. Instruktion: Paolo Sorrentino. Manuskript: Paolo Sorrentino og Umberto Contarello. Italiensk-fransk (Kvalitetsbiografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Christian Monggaard

Det lyder som en film værd at se.

Jeg har aldrig set Silvio Berlusconi andre steder end på TV; men jeg blev alligevel ret fascineret af ham. Jeg vil især fremhæve 2 episoder:

Silvio Berlusconi havde som ministerpræsident fået udført en hårtransplantation, for at få flyttet den høje pande lidt frem. På en eller anden måde gik det helt galt - og Berlusconi måtte være vært for et stort møde med en slags lommetørklæde spredt ud over issen !!
Det tog han i stiv arm - og kunne grine af sig selv og sit uheld.

En anden gang - efter utallige avisskriverier om Bunga-Bunga fester, Ruby Hjerteknuser og jeg ved snart ikke hva' - fortalte Berlusconi denne vittighed til en tusindtallig forsamling:

Berlusconi havde fået fortaget en opinionsundersøgelse blandt Italiens kvinder -
spørgsmålet lød: .... kunne kvinderne tænke sig at have sex med Berlusconi ??

40% svarede: .... Ja, det kunne godt komme på tale.

Pause ....

60% svarede: .... Nu igen ??

Og Berlusconi var på det tidspunkt midt i 70'erne !!

Christian Monggaard, Jakob Silberbrandt og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Tilføjelsen "Kvalitetsbiografer landet over" til filmanmeldelsen af Silvio er da lidt spøjs:

’Silvio og de andre’. Instruktion: Paolo Sorrentino. Manuskript: Paolo Sorrentino og Umberto Contarello. Italiensk-fransk (Kvalitetsbiografer landet over)

Maj-Britt Kent Hansen

'Britt-Marie var her' går derimod i "Biografer landet over"! Ja, se - det er jo også en oplysning, der kan bruges til noget. Der er mainstreamfilm, det brede som Britt-Marie og så det mere ophøjede, smalle som Silvio, der går i det, man måske tidligere kaldte Art Cinemas.