Læsetid: 4 min.

Solange bygger videre på bølgen af afroamerikansk stolthed og bevidsthed

Den lovpriste sanger og sangskriver Solange Knowles – Beyoncés søster – kræver noget af sine lyttere. Man skal investere tid. Til gengæld kan man så nyde en ikke længere fasttømret kunstneridentitet i færd med at lade noget større strømme igennem sig. En smukt underspillet, afroamerikansk utopi
Den lovpriste sanger og sangskriver Solange Knowles – Beyoncés søster – kræver noget af sine lyttere. Man skal investere tid. Til gengæld kan man så nyde en ikke længere fasttømret kunstneridentitet i færd med at lade noget større strømme igennem sig. En smukt underspillet, afroamerikansk utopi

Max Hirschberger

7. marts 2019

Solange Knowles er ikke en distanceblænder som sin storesøster, Beyoncé. Du skal helt tæt på Solange for at kunne høre hende. Og du skal selv række ud efter hende. Ser du, eksperimenterne er så diskrete og de harmoniske lækkerier så dæmpede, at man skal spidse ører på hendes nye, fjerde album When I Get Home.

Og når der er gæster på besøg, så får de tit ikke lov til at gøre, hvad de er bedst til eller er kendte for. Når den store hitsmed Pharrell Williams (sammen med John Kirby og Solange) producerer, så sker det i lavmælte vendinger og uden de vanlige melodiske forførelsesteknikker.

Når Atlantas Gucci Mane rapper, så sker det langt mere lavmælt, nærmest taleslentrende ganske gelinde gennem sangen. Og når Panda Bear fra syretechnokollektivet Animal Collective, rapperen Tyler, The Creator og soulfornyeren Sampha besøger nummeret »Time (is)«, så er det som kommenterende baggrundsspøgelser, der bliver panoreret ud i siderne som genfærdslydtapet.

Gæster er der masser af på When I Get Home, men man skal lede efter dem. Man skal spidse ører. For den 32-årige sanger, sangskriver og producer omskaber dem i sit eget billede.

Ordene masseres ind i os

Utopien er altid inden for rækkevidde på When I Get Home. Albummet kan høres som drømmen om en afroamerikansk kultur, der kan leve i fred og ro – at man ikke skal tage den afroamerikanske kultur fra afroamerikanerne. Det kredses der om i den supernuancerede, diskrete, referencerige musik, og det repeteres i de enkle tekster.

Pladen igennem masseres ordene ind i huden på lytteren, i bløde, organiske, cirklende bevægelser. Såsom:

»Black skin, black braids
Black waves, black days
Black baes, black things
These are black-owned things
Black faith still can't be washed away.«

Utopien formuleres som et amalgam af afroamerikanske genrer og stemmer og nogle enkelte hvide samarbejdspartnere, som blender ind i mixet. Nina Simones knejsende stolthed, Syreetas bløde fraseringer, jazzens komplekse harmonier samt sydstaterne og Solanges hjemby Houstons kontant spartanske hiphop-rytmik.

Albummet kan høres som en ode til hjembyen. Tag bare »Almeda«, hvor Houston-legenden DJ Screw og den nedspeedede genre screw parafraseres frækt i beats, bas, vokal, synth. Men der er også en generel nostalgi på spil i hendes brug af 70’ernes varme og bløde synthesizere og elorgler. Boblende, pulserende, pruttende, summende. Men der skydes også hul i det gamle, for eksempel på den fremragende coda til »Way To The Show«, hvor skud og ladegreb går i ét med hidsige trommebeats.

Det modsatte af nutiden

When I Get Home bygger videre på den bølge af afroamerikansk stolthed og bevidsthed, som Beyoncé, Kendrick Lamar, Childish Gambino, Frank Ocean og Black Panther-filmen også har bidraget til. Hun står ikke alene.

Men det gør hendes album rent lydligt. Det er underspillet, næsten genert. Det modsatte af nutidens überkomprimeret hårdtslående og legetøjsenkelt farvestrålende hits med hoppebolderap og let afkodelige melodier.

Solange lader detaljerne træde frem, og hun lader dynamikken mellem dæmpede harmonier og skarpe beats arbejde til sin fordel. Det kan man nemlig i lydbilleder, hvor alt ikke er skruet maks op. Til gengæld er der skruet maks op for den harmoniske og melodiske eventyrlyst.

Nuancerigdommen er central. Prøv i hovedtelefoner at lytte ned i sangenes dyb, hvor man kan erfare at stemmens dominans og melodiens overskrift skjuler masser af subtekst. Oceaniske tilstande, tilrøgede meditationer. Ja, ofte afholder Solange sig fra omkvædets forløsning og giver dermed sangene karakterer af floder af lyd, frem for klassiske popstrukturer.

Hun lytter til sin egen stemme

Solanges stemme er naturligvis central på When I Get Home, og den er ikke overvældende. Jo, den er vild nok, når hun laver 70’er-jazzede vokalharmonier med sig selv, men det er en stemme, der søger at overvælde os med teknisk shock and awe.

Den taler snarere til os i et stemmeleje, der passer bedst til intime, bekendende situationer. Ja, det føles i høj grad som en stemme, Solange selv lytter til. Hvad fortæller den hende om hende selv? Og hendes tilstand? Om hvad hun kan rumme og komme i kontakt med?

Fra et lytterperspektiv fremstår Solange afklædt, uhøvlet, sober og stolt. Men også designet, kunstlet, henført og selvhøjtidelig. Det veksler albummet igennem.

På »My Skin My Logo« revner hendes stemme i et smil, der snart bliver til et grin, som får stemmen til at blive brækket åben som et knækket flute. Sprødt og fuld af detaljer.

Og på »Things I Imagined«, synger hun for eksempel igen og igen »I saw things I imagined« med stadig nye fraseringer, som om hun vender udsagnet og erkendelsen i lyset for bedre at forstå det. Og så begynder orkestret og sangeren at stamme på ordene »Things I imagined«. Måske i færd med at ryste alle vrangforestillingerne af sig.

Noget større strømmer igennem

When I Get Home har 19 tracks og varer lige over 39 minutter. Heraf er kun ti af bare nogenlunde normal sanglængde. En del tracks er mellemspil, interludes, hvor man blandt andet kan høre Alexyss K. Tylor aka The Vagina Power Lady hylde kvinden. Eller høre bysbarnet, den lesbiske feministiske digter og aktivist Pat Parker (1944-1989) blive citeret.

I et tredje mellemspil leverer Solange en form for programerklæring, som udmærket forklarer kompleksiteten i hendes aktuelle album:

»I can’t be a singular expression of myself, there’s too many parts, too many spaces, too many manifestations, too many lines, too many curves, too many troubles, too many journeys, too many mountains, too many rivers, so many.«

Det er ikke længere en fasttømret identitet, der huserer i Solanges værk. Hun søger at lade noget større strømme igennem sig. En smukt underspillet, afroamerikansk utopi.

Solange: ’When I Get Home’ (Columbia Records/Sony Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu