Læsetid: 3 min.

’Solens kerne’ er kønspolitisk sci-fi i fremtidens Finland

Hæsblæsende kønspolitisk sci-fi løber af sporet, når den forsøger at være krimidrama og kosmisk trip på samme tid
29. marts 2019

Hvornår er en bogs slutning vellykket? Er det, når den samler alle handlingens tråde, eller når den har et tvist, der har været helt umulig at gætte? Eller måske når den rammer det helt særlige punkt mellem de to – det nødvendige udfald, som samtidig ikke virker alt for oplagt?

Spørgsmålet melder sig, mens jeg læser de sidste sider af Johanna Sinisalos Solens kerne og stiller mig med armene over kors foran min ellers begejstrede læsning.

Solens kerne foregår i fremtidens Finland, hvor alle rusmidler er forbudt og teknologi kun findes i resten af verdens håbløse »hedoniststater«. Samtlige finske borgere er inddelt i fire kategorier: Øverst i hierarkiet er maskoerne, den mandlige majoritet, som hele samfundet er indrettet efter. Under dem findes eloier – en »underrace af det kvindelige køn, som er aktiv på parringsmarkedet, og for hvem generel fremme af det mandlige køns velvære er karakteristisk«.

Mere anonymt lever de såkaldte morlocker, som er kvinder, der ikke egner sig som mødre og hustruer, samt et fåtal af minusmænd, der »grundet deres begrænsninger (f.eks. kronisk sygdom eller alvorlige fysiske mangler) står uden for parringsmarkedet«.

Med inspiration fra den russiske genetiker Dmitrij Beljajevs forsøg har staten sørget for, at eloierne bevarer deres barnlige træk helt op i voksenalderen, samt at de går i puberteten langt tidligere end normalt. På den måde har den skabt en slags forvoksede dukkepiger med lav intelligens, spredte ben og evigt plirrende øjne.

I dette univers vokser Vera og Mira op på deres bedstemors gård Neulapää. Storesøster Vera elsker at udvide sit verdensbillede ved at læse videnskabelige bøger, mens Miras horisont blot udgøres af den første mand, der vil gifte sig med hende.

Vera er en eloi af udseende, men har en morlocks intelligens. Kun ved at iagttage sin lillesøster lærer hun at opføre sig, som omgivelserne forventer, hvilket både er usædvanligt og risikabelt, for der er strenge straffe til dem, der gør sig skyldige i »kønsbedrageri«.

Chili som rusmiddel

Da Mira forsvinder kort tid efter sit bryllup, forsøger Vera at holde sorgen nede ved at indtage chili, et af de få rusmidler, der stadig kan skaffes på det sorte marked. Hun får stoffet fra maskoen Jare, der pusher, samtidig med at han arbejder for staten. Sammen slutter de sig til gaianerne – en økokriminel gruppe med drømmen om, at deres forædlede chili kan føre til »fuldkommen sammensmeltning med verdensaltet«.

Solens kerne. Johanna Sinisalo.

Romanen krydsklipper mellem afsnit, hvor Vera eller Jare fortæller, og citater fra statens propaganda. Sidstnævnte omfatter blandt andet kærlighedsnoveller til små eloier, advarsler om chiliens skadevirkninger, ordbogsopslag og uddrag fra en bog om »domesticeringen af kvinder«.

Bogens uhygge træder tydeligst frem her, når grusomme omstændigheder skildres i et sprog, der foregiver at være neutralt, men den ligger også som en understrøm i fortællingen; både romanpersonerne og læseren mærker hele tiden statens bevågenhed.

Solens kerne er dystopisk, kønspolitisk sci-fi med store armbevægelser og ild i håret. Sinisalos prosa er dejligt højtråbende, men ofte også strålende i sin præcision, som når Vera beskriver forskellen på søstrene, efter de har valgt kjole til deres første fest på parringsmarkedet:

»Da jeg så os sammen i spejlet, så det ud, som om man havde anbragt en barok himmelseng og en hvid røgsøjle ved siden af hinanden«.

Sinisalo binder fornemt temaer som magt, kærlighed, tab og statslige overgreb sammen til en medrivende historie. Hendes overdrevne univers er inciterende, sært og originalt. Min eneste anke er sådan set, at slutningen er langt under det foregåendes niveau. Det ødelægger ikke hele læseoplevelsen, men er alligevel utilfredsstillende nok til, at jeg er nødt til at påpege det.

Det er svært at forklare, hvorfor netop denne slutning ikke er vellykket, uden at afsløre for meget, men som minimum må jeg nævne, at hvor resten af romanen forløber i et ganske hæsblæsende tempo, stikker de sidste kapitler fuldstændig af. Pludselig vil bogen nemlig både være krimidrama og kosmisk trip, og selv om begge dele til en vis grad allerede er varslet, virker finalen forhastet og som en alt for nem udvej.

Især fordi et af de spørgsmål, der har drevet handlingen, løses på en måde, der er for fiks til at være følelsesmæssigt tilfredsstillende, samtidig med at den i al sin mærkelighed bliver for ufrivilligt komisk til at være det festfyrværkeri, jeg tror, den prøver at være.

Solens kerne. Johanna Sinisalo. Oversat af Siri Nordborg Møller. Jensen & Dalgaard. 352 sider. 300 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det burde egentlig indgå i anmeldelsen af bogen, at 'morlocker' og 'eloier' er begreber opfundet af en af verdens bedste (og en af de første) sci-fi forfattere H. G. Wells i romanen "Tidsmaskinen".