Læsetid: 7 min.

Sort Samvittigheds magi er flygtig og forvirrende i deres længe ventede ’I et forhold’

Sort Samvittigheds tredje forestilling taler med mange tunger om den magi, der både opstår og foregår i parforholdet. Men måske er kærlighedens bittersøde væsen for lille en pointe til at løfte teaterkollektivets magi
Store, sorte signaturtårer løber som floder af mascara ned af kinderne på kvinderne, der taler om forelskelse, den affortryllede hverdag og den anden kvinde.

Store, sorte signaturtårer løber som floder af mascara ned af kinderne på kvinderne, der taler om forelskelse, den affortryllede hverdag og den anden kvinde.

Catrine Zorn/Betty Nansen Teatret

11. marts 2019

Sine har glædet sig i otte år. Vi har været venner i 30, og det, hun har glædet sig til de sidste otte, er Sort Samvittigheds nye forestilling. Sort Samvittighed er, hvis det skulle være gået nogens næse forbi, en helt usædvanlig teatersucces i en tid, hvor scenekunsten ellers kæmper hårdt om opmærksomheden med resten af verdens mange og mindre traditionstunge kulturtilbud.

Sines hjerte var langt fra det eneste, som det ti kvinder store kunstneriske kollektiv – der er opkaldt efter en linje fra Anne Linnet-sangen »Kvinde af i dag« – stjal med deres nyskabende iscenesættelse af Linnets musikalske og lyriske univers, Hvid Magi, i 2011.

Alle forelskede sig i kvinderne, der ikke ville være pæne piger, men hellere alt for meget. Med hjerte, smerte og brændende begær og med udgangspunkt i et kvindeligt erfaringsfællesskab, men alligevel med appel til alle. Og læbestift, tværet godt uden for læberne. Plus pailletter og poesi.

Sort Samvittighed har både haft vild succes med Hvid Magi, der havde premiere på Betty Nansen Teatrets lille Edison-scene, og den musikalske fortolkning af Tove Ditlevsens forfatterskab Tove! Tove! Tove!, som Sort Samvittighed fulgte succesen op med på det større Kongelige Teater i 2015. Begge forestillinger spillede både på den helt særlige blanding af det teatralske og ægte følte, som er blevet kollektivets kendetegn, og de spillede landet over i usædvanlige tre sæsoner i træk. Og vandt hver deres Reumert.

Parforholdsdrama

Med deres tredje og således i spænding ventede forestilling, I et forhold, er kollektivet tilbage på Betty Nansen Teatret, hvor et af dets ti medlemmer, instruktør Elisa Kragerup for nylig blev kunstnerisk direktør.

Det er stadig kærligheden, det handler om i Sort Samvittigheds nye forestilling. Store, sorte signaturtårer løber stadig som floder af mascara ned af kinderne på Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Signe Egholm Olsen, Kitt Maiken Mortensen og – som noget nyt – også gode Lila Nobel fra Det Kongeliges ensemble. De bærer, bogstaveligt talt, deres blodige hjerter uden på pailletterne.

Catrine Zorn/Betty Nansen Teatret

Til forskel fra kollektivets to tidligere forestillinger bygger I et forhold dog ikke på tekster af en enkelt kvinde, men derimod på tekster af hele tretten, stadig kvindelige, forfattere og lyrikere fra de sidste hundrede år. Tilsammen tegner de 13 stemmer et portræt af parforholdets forskellige faser fra forelskelse over frustration til farvel. Eller »adjø my love, fat mod«, som det lyder med Naja Marie Aidt og Mette Moestrups ord fra deres fælles digtsamling Omina.

Det er en collage i sig selv af Pia Tafdrups firserforelskede vers »Jeg har gjort mit hjerte stort/ og venter dig/ mellem vægge mellem gulv og loft,« »tankerne er transparente som krystal,« »som en begyndelse/ til noget jeg ikke før har kendt,« der først som sidst toner frem fra kvinderne i candyflossskørter på den blå scene. Til en begyndelse er det blå bevokset af hvide bomuldsplanter og belyst af en kæde med kulørte lamper som et forelskelsens fortryllede landskab a la en balsal i skyerne. Til sidst er forfatningen mere slidt.

Den selvoptagede forelskede

Det »at miste sig selv« i tosomheden med Pia Tafdrups ord, og den »magiske virkning«, som den forelskede kvinde fortæller sine sukkende tilhørere, at »han har på mig«, får hurtigt en mere »bindegal« drejning af vanvid og med kærkommen komik. Det sørger særligt nogle længere digte af Aidt, men også nogle flot fundne linjer af Karen Blixen, for.

Sjov, men samtidig sårbar er også en af forestillingens fineste monologer, hvor den forelskede med ord af Stine Pilgaard og støtte fra fællesskabet på scenen befippet hakker sig gennem, at det kan være lige så svært at sige »jeg elsker dig« som at sige »stakit, stativ, kasket«.

Når den forelskedes mere selvoptagede monolog – stykket sammen af Agnes Henningsens ord om blandt andet at blive »en sprællemand af koketteri« – også begynder at køre i ring, gentager de andre ikke længere hendes ord, så det bliver et blidt bagtæppe af solidariske suk og støtte. De undertrykker gab og brækreflekser og bider sig i næverne, så der bliver en kostelig lydmur mellem dem af tilbageholdt irritation.

Tove Ditlevsen klarer den affortryllede hverdag, der følger forelskelsen, hvor »den du elsker er død og flad som en papfigur, for sådan er familielivet«, mens mere ukendte Louise Breyen leverer en episk affortryllet oneliner, og især Lone Hørslev og Ursula Andkjær Olsen klarer jalousien, mordfantasierne, skænderierne og raseriet.

Ikke mindst i den monolog om »den anden kvinde«, som Egholm Olsen fremfører, alt imens hun tæsker sit trommesæt og Albeck sætter strøm til guitaren. Hvilket bare er et eksempel på, hvordan de fem på scenen farver ordene med de instrumenter, som de med flere eller færre forkundskaber ledsager sig selv på hele vejen igennem.

Cyklisk

Ingen af Sort Samvittigheds forestillinger forløber som en fortælling med en klar udvikling fra begyndelse over midte til slutning og heller ikke I et forhold. Både parforholdene og forestillingen bevæger sig mere cyklisk i ring, »begynder« hele tiden »forfra«, som det lyder med Inger Christensens ord fra Det.

»Sort Samvittighed hylder parforholdet«, skriver teatret om forestillingen, og i slutningen, der med gentagelsen af Tafdrups ord samtidig bliver en ny »begyndelse/ til noget jeg ikke før har kendt«, ender det hele også med Inger Christensens konklusion, at »kærligheden findes«. Men nogen jubelkonform hyldest til parforholdet er I et forhold klart nok ikke.

Forestillingen er måske en slags selvironisk ode til den serielle monogamis glæder og forbandelser, der vil pege på, at parforholdets paradoks er, at man både længes mod og ud af det. Det er den evige længsel efter forelskelsens magi, forelskelsen i forelskelsen, der både forfører med sin fryd og sin smerte, og grunden til, at det taler så stærkt til så mange er jo, at det er totalt genkendeligt.

Hvis I et forhold på den ene side handler om den magi, der opstår og også flygtigt forgår igen i forhold, er det på den anden side også, som om forestillingen selv jager den magiske følelse og energi, som Sort Samvittighed med Hvid magi trampede ind i teaterlandskabet med. Sort Samvittighed er også »det længste forhold, nogen af« kollektivets medlemmer »nogensinde har været i,« som Kitt Maiken Mortensen sagde i et interview med Politiken op til premieren. Måske er det også det forholds udmattelse, der mærkes, når det også føles, som om forestillingen selv går i ring.

Sort magi?

Der lurer en dæmoni i alle de eksalterede, trivielle, forsmåede og rasende faser af et forhold, som forestillingen gennemspiller, men den lurer også lidt løst og forvirrende uforløst. I Hvid magi var der varulve og kannibaler. I Tove! Tove! Tove! var der ikke mindst nogle meget uhyggelige dukkemasker. Uhyggen i I et forhold lurer selvfølgelig i snerten af vanvid, der er over den magiske virkning, kærligheden har. Men først og fremmest er forelskelsen en nærmest tranceagtig og forhekset tilstand, som der gøres rigtig meget og god grin med.

I anden akt bliver det bogstaveligt talt fald på halen-komik, når en besyngelse af den måde, de elskende »forandrer hinanden« på, fremføres af en Chewbaca-lignende rødpelset djævel, der stepdanser, falder og entertainer til den store guldmedalje. Kun på kanten af første akt er der en klarere uhygge i måden, kvinderne bevæger sig baglæns ind i et lys med strakte arme, der hænger zombieagtigt ud i luften, så det først og fremmest er deres tomme, sorte huller af munde, man ser. Er det den hvide magi, der er blevet til sort magi?

Catrine Zorn/Betty Nansen Teatret

Forelskelsens lidt uhyggelige og mest komiske understrøm af forhekselse og voodooagtig trolddom lurer i hvert fald ikke mindst også i scenografien og kostumerne. Tårerne, der løber ned ad kinderne er ikke længere blå, men sorte. Håret stritter hekset og sort. Ansigterne er i første akt besat med perler og farvestrålende fjer, der stritter ud på hver side af næseryggen.

Og samtidig består scenografien af bomuldsplanter, der også giver associationer til den slags bomuldsmark, som de slaver, zombiemyten oprindeligt opstod omkring, arbejdede i som levende døde. Det hele trækker på et kolonialistisk billedsprog, der har en hård historie – herunder en tradition for at karikere det ’eksotiske’ som dæmonisk – på en måde, som jeg famler for at forstå.

Mindre kunne gøre det

Man kan ikke sige, at Sort Samvittighed genopfinder sig selv i deres tredje forestilling, og det sætter både jeg – og måske også de fleste andre – som udgangspunkt stor pris på. Deres sikre sans for at skabe monologer, der aldrig bare er enetaler, men små korværker i sig selv, deres sans for i det hele taget at bruge poesien som et fælles scenisk sprog og bare blande det bløde og det hårde, det sentimentale og det sjove, er stadig vildest.

Knebene er også kendt på både godt og ondt. Når anden akt endda åbner med en af sangene fra Tove! Tove! Tove! om netop den kærlighed, der er »så sød og flygtig« og ikke må »sluttes inde i en ring« (særligt ikke for kvinden, der heller ikke gider stoppe nogens strømper), vækker det genkendelsens mest melankolsk frydefulde glæde. Men får også de nye sange til at falme lidt i sammenligning.

Mindre end en genopfindelse kunne også gøre det, når man er så gode. Men når Sort Samvittighed også er så gode, at de, som Politiken skrev, er gået fra at være undergrund til en magtfaktor i dansk teater, er parforholdet så ikke også et meget … føjeligt emne at tage op? At »kærligheden findes« og altid vil være både sød og bitter, er i hvert fald en både bomuldsblød og fluffy stor og en lidt lille pointe, som det aldrig helt lykkes Sort Samvittighed at sælge mig.

I et forhold. Af og med Sort Samvittighed. Betty Nansen Teatret. Tekst: Naja Marie Aidt, Karen Blixen, Louise Breyen, Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Ellen Heiberg, Agnes Henningsen, Lone Hørslev, Mette Moestrup, Ursula Andkjær Olsen, Stine Pilgaard og Pia Tafdrup. Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografi og kostumer: Ida Marie Ellekilde. Koreografi: Signe Fabricius. Komponist: Jeanett Albeck. Til den 18. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu