Læsetid: 4 min.

Den store fortælling om Europas nyeste historie

Hvordan skriver man sin egen tids historie? Ian Kershaw giver overblik og sammenhæng i en sjælden kraftpræstation
Hvordan skriver man sin egen tids historie? Ian Kershaw giver overblik og sammenhæng i en sjælden kraftpræstation

Sigrid Nygaard

8. marts 2019

Med Vendepunkter – Europa efter 1973 afslutter den britiske stjernehistoriker Ian Kershaw sit firebindsværk om vores plagede kontinent i det 20. århundrede.

Bind fire fører historien fra Oliekrisen op til vor egen tid, og det har krævet mod. Ikke blot fordi samtidshistorie altid er politiseret. Det er faktisk det mindste problem i dette glimrende værk, hvor Kershaw formår at fastholde den kritisk-ironiske distance til aktørerne, også når det gælder hans eget politiske ståsted i nærheden af centrum-venstre.

Hovedudfordringen i den samtidshistoriske udredning ligger snarere i at sortere i en overvældende og indimellem uoverskuelig informationsmængde, for historikeren skal jo forklare begivenheder, forløb og konsekvenser i sin stadige udvælgelse af forhold, der skønnes vigtigere end andre.

Og jo nærmere fortidens begivenheder er på nutiden, desto sværere bliver det at vurdere deres følger: For ikke så få forløb gælder det, at de er helt og aldeles uafsluttede, og at vi slet, slet ikke har set de afgørende konsekvenser endnu.

Britisk euroskepsis i lyset af nyliberalismens opgør med den britiske velfærdsstat

Brexit, for eksempel. Hvis vi rigtig skal kunne forstå, hvad der gik af briterne under afstemningen i 2016, er det ikke tilstrækkeligt at fokusere på interne slagsmål i Det Konservative Parti under ledelse af den inkompetente James Cameron eller populistiske strømninger i finanskrisens kølvand.

Kershaw giver os en eminent mulighed for at forstå det Storbritannien, som vandt to verdenskrige, men tabte freden. Et nedslidt og forarmet land, der måtte se det gamle »empire« fordufte og flere gange ydmygt måtte bede om optagelse i Fællesmarkedet, kun for at blive afvist af det Frankrig, man havde befriet fra nazismen. Først i 1973 fik man lov at være med.

En folkeafstemning i 1975 bekræftede medlemskabet, men da var den britiske økonomi så ødelagt af oliekrise, arbejdsløshed og inflation, at man i 1976 måtte anmode Den internationale Valutafond om et lån på 3,9 mia. dollar, det største i IMF’s historie.

Krisen gav briterne Thatchers konservative og neoliberalistiske regering, som i 1979 indledte et gennemgribende eksperiment med det britiske samfund.

I løbet af få år var kulminer, stålindustri og skibsværfter lukket, store dele af den offentlige sektor privatiseret, fagforeningerne afvæbnet og finanssektoren effektivt dereguleret.

Det sidste gjorde London til noget, der lignede verdens finanscentrum, mens arbejdsløsheden eksploderede i udkantsområderne, og grunden blev lagt for finanskrisens ødelæggelse af det britiske samfund efter 2008.

Thatcher elskede EF’s Indre Marked, men modarbejdede hårdnakket forsøgene på at etablere en politisk overbygning.

»Vi har ikke kæmpet for at få mindsket staten i Storbritannien kun for at se den genoprettet på europæisk niveau som en europæisk superstat, der skal herske fra Bruxelles,« slog hun fast i en tale i Brügge i september 1988.

Den britiske euroskepsis er grundlagt på nyliberalismens opgør med den britiske velfærdsstat og den nationalkonservative retorik, der var dens ledsager.

Kershaw giver os baggrunden: De vigtigste følger for briterne og for Europa ligger endnu i fremtiden. Briterne insisterer på at kunne selv. Og modsat hvad mange går og tror, er mange brexiteers faktisk parat til at betale prisen.

Kulturhistorisk fravær, men politisk og økonomisk kraftpræstation

Men værket er meget, meget mere end en fremstilling af Storbritanniens forhold til kontinentet de sidste 100 år.

Med bind fires fortætning omkring vores egen tid efter årtusindskiftet dækker de Europas politiske og økonomiske historie i en kraftpræstation, som er imponerende, og som er helt uden hastige konklusioner og den hoveren over USSR og de socialistiske landes sammenbrud, man ser andre steder.

Bindet og værket afsluttes med et 25 siders perspektivrigt efterskrift om »Utryghedens tidsalder«.

Kershaw, mangeårig professor ved universitetet i Sheffield og berømt for sin suveræne Hitlerbiografi, skriver historie i den bedste britiske akademiske tradition, som er lige så velformuleret, som den er forelsket i politisk historie. Her er Kershaw en mester i at overskue og skelne, bedømme og forklare.

Også den økonomiske udvikling har han udmærket styr på, men den behandles stort set som afledt af politik, og sociale forhold i de europæiske lande inddrages nærmest kun, når de har med stigende eller faldende levestandard at gøre og skal forklare vælgeradfærd.

Kultur- og intellektuel historie er i realiteten fraværende: De få sider, der er afsat til 1970’ernes kulturelle udvikling, virker tilfældige og påklistrede. At de bygger på Tony Judts Postwar fra 2005, ved man kun, hvis man har læst Judt i forvejen, for værket er uden referencer til den anvendte litteratur, hvilket hverken gør det muligt at finde ud af, hvor oplysninger stammer fra, eller hvordan den oplistede litteratur er udnyttet.

Det er ikke bare en skam, det er en decideret mangel, for det svækker værkets anvendelighed og gør, at selv bind fire, som muligvis er det bedste i serien, desværre ikke scorer topkarakter.

Bogen er glimrende oversat af Uffe Gardel.

Ian Kershaw: ’Vendepunkter. Europa efter 1973’. Oversat af Uffe Gardel, Gads forlag, 416 sider, 250 kroner

Vi befinder os i en usikkerhedens tid lige nu, hvor den stabilitet, vi troede varede, er under opbrud. Vi er på vej ind i en bekymrende periode, men vi er ikke på vej tilbage i dén forstand, mener den britiske historiker Ian Kershaw.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu