Læsetid: 4 min.

Superheltefamilier – og hvordan man overlever dem

Netflix-serien ’The Umbrella Academy’ er kulørt, terapeutisk superhelte-tidsrejse-ramasjang om, hvordan det aldrig er for sent at få nye traumer – og hvordan de kan gøre dig til et helt menneske
I ’The Umbrella Academu’ adopterer patriarken Sir Reginald Hargreeves syv børn og danner en superheltgruppe af seks af dem

I ’The Umbrella Academu’ adopterer patriarken Sir Reginald Hargreeves syv børn og danner en superheltgruppe af seks af dem

Netflix

14. marts 2019

Der er ikke noget som død, der bringer familier sammen. Der ved afgrunden ned til den afdøde stimler hele den pukkelryggede sammen, om man kan lide det eller ej.

Som alle andre står også Sir Reginald Hargreeves’ adoptivbørn forenet omkring deres überdisciplinære adoptivfars afsjælede legeme. Det regner, og ingen er glade for at være der. Ja, ingen er specielt kede af at have mistet den militant grænseoverskridende patriark. De er vist nærmere knuste over at skulle ihukomme traumerne forbundet med deres opvækst.

The Umbrella Academy er en Netflix-tv-serie og oprindeligt en tegneserie. Selvom der er blevet broderet vildt videre på karaktererne, bygget sidehistorier og parallelplot, skåret andre karakterer og andre plot væk, så begynder begge udgaver med, at 43 ekstraordinære børn fødes på præcis samme tidspunkt overalt på Moder Jord – af kvinder, der ikke har vist forudgående tegn på graviditet.

Sir Reginald Hargreeves – ualmindeligt streng patriark og yderst skarp udvikler af superheltekræfter – forsøger at finde og adoptere så mange som muligt. Han får fat i syv, og de seks af dem danner en superheltegruppe.

De har alle hver deres mærkværdige superheltekræfter, mens den syvende, Vanya, bliver violinist og siden udsat for familiens vrede, da hun skriver selvbiografien Extra Ordinary. Egentlig uretfærdigt for hun fortæller mere eller mindre bare sandheden om en kærlighedsløs opvækst med en mor, der er en altid blankpoleret glad AI-robot, og en rugende far, der altid er låst inde på sit kontor. Når han altså ikke toptræner sine stakkels børn til at slå superskurke ud – eller ihjel.

Superhelt uden forældremyndighed

Superheltegruppen krymper. Børnene kan ikke holde faderens shit ud. Og til sidst er der kun én tilbage. Så først i fortællingens nutid er de samlet igen, hver med deres bundt traumer.

Der er Klaus Hargreeves alias The Séance, der har mistet sine superheltekræfter i berliner-raves, narkomani og andre tøjlesløse nydelser. Der er den superdeprimerede Luther alias Spaceboy med den stærke faderbinding. Han er blevet en blanding af en gorilla og et menneske, efter at adoptivfaderen måtte ty til radikale midler for at redde hans liv. Der er den skilsmisseramte Allison alias The Rumor, som kæmper for bare noget af forældremyndigheden over sin datter. Og så videre.

The Umbrella Academy indskriver sig i en lang tegneserietradition, der for alvor fik medvind i 1980’erne, da mesterlige forfattere som amerikanske Frank Miller (også mesterlig tegner) og britiske Alan Moore udstyrede superheltene med ustabile psyker, formørkede sind og ofte ubehandlede depressioner, hvis ikke psykoser. Altså gjorde dem til mennesker som du og jeg.

Der fuckes med kvantemekanikken

Man rakte ubevidst ud efter pilleglasset med psykofarmaka, når man så Millers udgave af Daredevil (på dansk: Dæmonen), hvor han ikke kun stikkes og bekæmpes af sine kærester, men mister flere af dem i kampen mod de onde. Eller når Miller i sin opdatering af Batman i Batman: Year One beskriver Bruce Wayne som et menneske dybt skadet af at have overværet sine forældre blive skudt.

Nemmere er det ikke i Alan Moores The Watchmen (glem filmen, læs tegneserien), hvor superhelte er blevet gjort ulovlige og er desillusionerede, alkoholiserede og selvmorderiske.

Der er lidt af både Miller og Moore i The Umbrella Academy, selvom tegneserien ikke er i nærheden af disse herrers bedste værker. Tv-serien er til gengæld også noget andet. I familie med nyere tv-serier som den deprimerede katastrofe in spe-serie Utopia, og den kiksede, men kraftigt underholdende superhelteserie Sense8. Men den er måske mest beslægtet med tidsrejsesyrede værker som Douglas Adams-romanen og tv-serien Dirk Gently’s Holistic Detective Agency samt Kurt Vonneguts mesterroman Slagtehal fem.

I The Umbrella Academy hoppes der i tid, og der fuckes med kvantemekaniske naturloves muligheder. Eller det blev der. Eller det bliver der.

Fremtiden er ikke, hvad den har været, og da Number 5 kommer tilbage fra den, så fortæller han, at Apokalypsen har fundet sted i fremtiden, og at han har brugt over 50 år på at forsøge at komme tilbage til, før den sker for at forhindre den. Gerne sammen med sin plastiksuperfamilie. De har tre dage.

Lallet homohelt får tunge støvler

Tiden er i det hele taget mærkelig i serien. Den foregår vist sent i 90’erne, det angiver et klistermærke på en restaurant i hvert fald. Men der er masser af altmodische elementer. Computere eller mobiltelefoner er sjældne. Men der er nye biler og højteknologiske firmaer, der laver øjenimplantater. Der er altid diset eller støvet i alle lokaler. Gentrificering er en by i Rusland, men økodoughnuts er en ting. AI-robotmoderen ligner den perfekte husmor fra 50’erne, og tv’et har billedrør.

De kvælende familiestrukturer er tidløse, og den uundgåelige diskussion om determinisme og fri vilje ligeså – her blot med tidsrejsen som komplicerende faktor.

Jeg vælger (eller gør jeg?) i hvert fald at påskønne The Umbrella Academy. Bevares, den er overstyret og planker fra nær og fjern, men den er også ganske terapeutisk, når den atomiserede familie samles om at – måske/måske ikke – redde jorden og i processen sig selv og deres relationer.

Og jeg skal sent glemme vores totalt lallede homohelt, Klaus Hargreeves alias The Séance, da han mod sin vilje ryger tilbage i tiden og et øjeblik efter returnerer. Vel at mærke efter at have kæmpet i Vietnamkrigen i et lille års tid, hvorunder han har forelsket sig og mistet sin elskede, soldaterkammeraten Dave, i kamp.

Sådan kan pludselig det mest letsindige menneske få meget, meget tunge støvler om fødderne. Det er aldrig for sent at få sig et nyt traume. Men det er også traumet, der giver Klaus hans grounding og gør ham til et helt menneske – med et fuldt erfaringsspektrum.

’The Umbrella Academy’. Skabt af Jeremy Slater. Kan ses på Netflix.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu