Læsetid: 4 min.

Sympatisk selfienihilisme

Vidnesbyrd fra WhatsApp. Journalisten Dolly Alderton udgiver overraskende gode memoirer i en alder af blot tredive år
Dolly Alderton, populær engelsk klummeskribent og radiovært, har skrevet memoirer, Alt hvad jeg ved om kærlighed, i en alder af tredive år.

Dolly Alderton, populær engelsk klummeskribent og radiovært, har skrevet memoirer, Alt hvad jeg ved om kærlighed, i en alder af tredive år.

Louise Herrche Serup

8. marts 2019

»Du er slet ikke så interessant, Dolly.«

Bemærkningen falder under en terapeutisk konsultation, hvor Dolly Aldertons paranoia er stukket af: Hun har udviklet en fantasi om et bestyrelseslokale fyldt med  komplet ukendte mennesker, der fornøjer sig med at kritisere hendes faglige evner.

Terapeutens dom får dog afstemt syre og base, og det går op for Alderton, at verden slet ikke er så optaget af netop hende, som hun tror. Hverken i form af beundring eller heksejagt.

Dolly Alderton, populær engelsk klummeskribent og radiovært, har skrevet memoirer i en alder af tredive år.

Det virker umiddelbart overskruet, og jeg er stadig ikke sikker på, at projektet er helt vellykket i genremæssig forstand. Men udover en formidabel pen og stærke analytiske evner i forhold til menneskesindets krinkelkroge garnerer Alderton sin bog med total transparens, når hun lægger sit turbulente liv frem til offentlighedens horder. Resultatet er en overraskende stærk og sympatisk tekst.

Aldertons greb på sin egen livshistorie er udviklingen i hendes opfattelse af kærlighed. Hvordan hendes ungdommelige naivitet og klichéfyldte begær afløses af længsel og drømme for siden at ende i en nøgtern accept af sin situation som trediveårig single.

Kvaliteten ligger ikke i nøjagtigheden, men i livagtigheden

Når hun skuer tilbage over sine første tre årtier, konstaterer hun, at venindekærligheden er den primære, mest trofaste og stabile faktor i hendes stormomsuste liv.

»Næsten alt, hvad jeg ved om kærlighed, har jeg lært af mine langvarige venskaber med kvinder.«

Særligt det nære forhold til bedsteveninden Farly er ofte rørende beskrevet, og den symbiotiske pardans, de fører gennem deres tyvere, er svær ikke at misunde. Sprogligt er det dog her, skriften fortaber sig mest i klistrede formuleringer, men opsummeringen af refleksionen over venindekærligheden forbliver vedkommende:

»Kærlighed er en stille, betryggende, afslappende, puslende, pedantisk, harmonisk nynnen – noget, du nemt kan komme til at glemme, selv om den altid holder hænderne under dig, hvis nu du skulle falde.«

Alderton ordner sit liv i en række faser, der stort set er kronologisk beskrevet. Den forvirrede teenagetid, hvor længslen efter voksenlivets autonomi var den totale drivkraft. Det medførte et ekstremt forbrug af sociale medier og en tidlig tilbøjelighed til højt alkoholindtag.

Som hun eminent konciperer det, jagtede hun »alkoholens iboende voksenhed«, og dermed var skridtet mod at blive selverklæret drukmås taget. Det vilde festliv og den evige jagt på dates og flygtige knald var drivkraften i universitetstiden og de første år i London.

At Alderton igennem alle årene kan citere udførligt fra samtaler, selv fra de sene nattetimer i totalpløret tilstand, er naturligvis en umulighed, men det understreger blot, at bogen først og fremmest er et stykke litteratur, mere end det er en rapport. Kvaliteten findes ikke i nøjagtigheden, men i livagtigheden. I transformationen af oplevelser til erfaring og visdom.

Da den intense druk på sigt afslører sig som en flugt fra lavt selvværd, begynder næste fase som anorektiker. Med akademisk stamina oparbejder Alderton en faste, der i høj fart sender vægten nedad. Deprimerende nok er responsen fra de fleste drenge positiv, men veninderne er bekymrede.

Lidt overraskende løser sagen dog mere eller mindre sig selv, men vist primært fordi en anden besættelse kan tage over: Arbejdet.

At være workaholic har altid været en fin stopklods for kropslige ekstremiteter, men som varig dulmende faktor for nihilismens klo virker det ikke. Og netop livets grundlæggende tomhed er vel egentlig grundtonen i Aldertons orkester. Sådan udpeges det i hvert fald i det terapiforløb, der udgør bogens sidste del, og som virker til at forløse en række grundlæggende spændinger i Alderton.

Om hendes næste memoirer vil bekræfte, at noget essentielt rent faktisk er forandret, må vi så afvente i spænding.

At det lykkes at skrive en tekst, som vel reelt ligner et 300 siders blogindlæg om forfatterens identitetsjagt og følelsesmodulationer, uden at refleksionerne bliver himmelråbende banale og sproget noget slapt sjask, er en imponerende bedrift.

Nogle essayister skriver, som var deres pen dyppet i vitriol og deres sætninger bidske hunde. Alderton har også masser af strøm i sin tekst, men den er anderledes rund og overrumplende på grund af de kreative metaforer, som ofte både er sjove og bemærkelsesværdigt dybe. Aldertons stil er at tænke gennem metaforer, og det giver bogen sit lette touch, men samtidig også en åbenhed, som læseren ubesværet træder ind i og gør til sit eget.

Under læsningen var jeg i tvivl, om teksten egentlig havde et resonansrum, jeg kunne træde ind i. Jeg mener, hvordan skal en trediveårig, ægteviet sofakartoffel med pseudotrillinger på bagsædet af en slidt Berlingo egentlig læse og forstå denne London-feminine stream of consciousness? Som litteratur, naturligvis. Og som sådan fungerer Alt hvad jeg ved om kærlighed vældig godt.

Alt hvad jeg ved om kærlighed. Dolly Alderton. Oversat af Siri Hjelm Jacobsen. Hr. Ferdinand. 336 sider. 250 kroner

Romandebutant Amalie Langballe er journalist og har skrevet klummer i blandt andet Information og BT. Om sex og kønssygdomme, om overgreb, om at være steriliseret og om at leve med kræft tæt inde på livet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu