Læsetid: 3 min.

I Tim Burtons ’Dumbo’ begynder problemerne først for alvor, da Dumbo lærer at flyve

Tim Burton fortæller med sin version af den klassiske Disneyfilm ’Dumbo’ en grundlæggende anden historie end originalen. Pointen om at den anderledeshed, der holder en nede, også kan løfte en op, glider i baggrunden til fordel for konflikten mellem sammenholdet i et lille cirkus og et moderne underholdningsimperiums kynisme
Tim Burton fortæller med sin version af den klassiske Disneyfilm ’Dumbo’ en grundlæggende anden historie end originalen. Pointen om at den anderledeshed, der holder en nede, også kan løfte en op, glider i baggrunden til fordel for konflikten mellem sammenholdet i et lille cirkus og et moderne underholdningsimperiums kynisme

Disney Enterprises Inc.

29. marts 2019

Den originale tegnefilmversion af Disney-klassikeren Dumbo fra 1941 slutter umiddelbart efter, at en ufrivillig hallucinatorisk champagnebrandert har åbenbaret, at cirkuselefantungen med de exceptionelt store ører faktisk kan bruge sine ører til at flyve med. Som hans bedste ven og lille hjælper, musen Timothy, siger: »Det, der holder dig nede, kan også løfte dig op!«

Pludselig er det slet ikke en forbandelse at være anderledes, men en velsignelse, og cirkusset tøffer videre gennem USA i sit cirkustog. Fra deres vogn kigger de elefanter, som kort forinden havde udstødt Dumbo, fordi han bragte skam over elefantstanden ved at falde over sine egne ører, anerkendende op på deres ekstraordinære artsfælle, der basker afsted med flyveørerne oven over vogntoget. Dumbos mor, der før var buret inde og blev regnet for gal, fordi hun gik amok på nogle stride drillepinde, troner på dækket af en ekstrafornem strømlinet togvogn, vinkende til sin flyvende søn. Sådan slutter den ret enkle fabel, som tegnefilmen er. 

Den nye live action-version, som Tim Burton har instrueret, er en anderledes plotmæssigt turbulent fantasyfilm.

Her er det med opdagelsen af Dumbos ekstraordinære evner, problemerne for alvor begynder. Godt nok begynder den computeranimerede Dumbos liv også med latterliggørelse og udstødelse, men størstedelen af den knap to timer lange film går med, at menneskene omkring ham prøver at finde ud af, hvordan de bedst muligt kan udnytte Dumbos særlige evner. 

Dumbo selv vil bare gerne være der, hvor hans mor er. Han er lige så umælende som i tegnefilmen, hvor han bare udtrykker sig med sit nuttede elefantungekropssprog og sine overdimensionerede øjne, mens Timothy fører ordet. 

Den computeranimerede elefantunge har den samme bedårende hjælpeløshed over sig, men Burtons Dumbo virker mere som en levende rekvisit, der sætter gang i nogle menneskers personlige udvikling, end som en hovedperson. 

Væk fra originalen

Burton har taget et valg om at fjerne sig et godt stykke fra originalen, mest markant ved at tilføje en masse menneskelige karakterer og et dertilhørende handlingsspor, der drejer sig om det lille, trængte Bdr. Medicis Cirkus, som Dumbo bliver født ind i.

I stedet for bare at lade cirkusset danne bagtæppe for den unge elefants udvikling udfolder Burton en historie om det traditionelle cirkus, der fungerer som én stor familie kontra et mere moderne og absolut hensynsløst underholdningsimperium. 

Det er nok et ret klogt valg (i betragtning af, hvor stærk følelsen af fantasiforladt pengemaskine var, når man så live action-versionen af Skønheden og Udyret (fra 2017). Også fordi Burton er så dygtig til at fremmane et detaljerigt, nostalgisk univers og et persongalleri af cirkuspersonager anno 1918, der er umiddelbart genkendelige som slangetæmmere, stærke mænd og tryllekunstnere, men også alle sammen har et par facetter at byde på ud over klicheen. 

Det ærgerlige ved menneskesporet i Dumbo er bare, at man filmen igennem følger et meget kedeligt og renskuret søskendepars synsvinkel. Milly (Nico Parker) og hendes lillebror Joe (Finley Hobbins) er børn af et hestedressørpar, men ved filmens begyndelse er deres mor for nylig død, og deres far, Holt (Colin Farrell), vender hjem fra Første Verdenskrig en arm fattigere.

Hestene har den (hidsige, men på bunden gode nok) cirkusdirektør Max Medici (Danny DeVito) solgt, og Holt får i stedet en tjans som elefantpasser. Joe spilles med den samme troskyldighed i hver eneste scene, ligesom Millys topseriøse ansigtsudtryk knap nok ændrer sig gennem filmen. Hun går op i videnskab og vil ikke være cirkusartist, men derimod »anerkendes for sit intellekt«.

Det er Milly og Joe, der opdager, at Dumbo kan flyve, og de ved fra sig selv, hvordan det er at være uden sin mor, så de beslutter sig for at træne ham op til at optræde med det, så Cirkus Medici kan få råd til at købe Dumbos mor tilbage. Hun er nemlig blevet solgt, fordi hun gik amok.

Den ikoniske scene, hvor hun gennem tremmerne i sit bur vugger den lille Dumbo, mens man hører vuggevisen Baby of Mine har Burton sørget for at genskabe i en version, hvor det bare er snablerne, der lige akkurat kan røre hinanden.

Andre uforglemmelige scener fra originalen (såsom klovnenes brandmandsnummer og paraden af foranderlige lyserøde elefanter) er også kommet med i filmen. Dog mere som reference end som bærende elementer, for det er grundlæggende en anden historie, Tim Burton fortæller med sin version af Dumbo.

’Dumbo’. Instruktion: Tim Burton. Manuskript: Ehren Kruger baseret på Harold Pearl og Helen Abersons bog. Amerikansk. I biografer over hele landet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu