Læsetid: 6 min.

Tomas Espedal har skrevet sin måske smukkeste roman. Den er ikke uproblematisk

Det er godt romanstof, stærke, tabuiserede følelser, men også svært at læse, når man ved, at Tomas Espedals forfatterskab lægger sig tæt op ad virkeligheden
Elsken er en kortroman på 90 sider. Den skiller sig ud fra Espedals øvrige forfatterskab på flere måder. For det første, fordi romanen har en næsten konceptuel ramme: En mand har bestemt sig for at dø for et år siden, og nu er dagen kommet, skriver Kristin Vego.

Elsken er en kortroman på 90 sider. Den skiller sig ud fra Espedals øvrige forfatterskab på flere måder. For det første, fordi romanen har en næsten konceptuel ramme: En mand har bestemt sig for at dø for et år siden, og nu er dagen kommet, skriver Kristin Vego.

Joachim Adrian

15. marts 2019

Den første sætning i Tomas Espedals roman Elsken minder mig om noget. Der er et ekko her af et eller andet, men hvad? Det må være Helle Helles roman Ned til hundene (2008), som begynder sådan her: »Jeg leder efter et godt sted at græde.« Hos Espedal er tonen lidt mere dyster. Første sætning lyder: »Jeg leder efter et sted at dø.«

Elsken er en kortroman på 90 sider. Den skiller sig ud fra Espedals øvrige forfatterskab på flere måder. For det første, fordi romanen har en næsten konceptuel ramme: En mand har bestemt sig for at dø for et år siden, og nu er dagen kommet. Vi følger ham fra morgen til aften, og undervejs hører vi om det, der skulle blive det sidste år i hans liv: det sidste forår, den sidste sommer, den sidste nat tilbragt med en elsket; de sidste intense, strålende dage, som han lever og mærker så meget mere, fordi han ved, han skal dø. For det andet skiller romanen sig ud, fordi den er fortalt i tredjeperson. Og så føles Elsken som noget glitrende nyt i forfatterskabet, fordi man her finder Espedals måske bedste prosa.

Tomas Espedal skriver med udgangspunkt i sit eget liv, han skriver bøger med titler som Biografi Dagbog Breve (2006) og Mit privatliv (2014). Faste læsere af forfatterskabet kender allerede komponenterne: alkoholen, ensomheden, vandreturene og huset i Bergen. Konen, som døde, den yngre kæreste, som blev den store kærlighed, og som forlod ham. I sin nye roman bruger Espedal et lidt overraskende trick for at iscenesætte dette forhold imellem virkelighed og litteratur: Hovedpersonen i Elsken hedder »Jeg«. Eksempel: »Bare nogle dage efter beslutningen var taget, blev Jeg inviteret til et ophold i Frankrig. Nogle af hans venner havde lejet et hus i Loir, den lille landsby Candé-Sur-Beuvron.« Det giver et sæt i læseren hver gang.

Paradoksalt nok skaber dette greb en afstand til romanpersonen, en anonymitet, som er en styrke i teksten. »Jeg« bliver en allegorisk figur, han kunne lige så godt have heddet »Manden«. Måske derfor minder Elsken mig om en anden roman, Peter Handkes Det store fald (2011), som også strækker sig over en enkelt dag og handler om en navnløs person. Handkes mand vågner i et hus i skoven og går igennem forstæderne ind mod byen; Espedals mand går den modsatte vej, ud af byen, for at dø.

De andre navne i romanen er lige så mystiske. Personerne hedder Arie, Karel, Dun og Dreas, som karakterer fra en anden planet i en science fiction-roman. Men når personer som Enning og Alfdan dukker op, bliver det tydeligt, at der nok også her er tale om virkelige mennesker, præsenteret under let fordækte navne. Denne gang hedder den unge kæreste, som forlod ham, Vali. Men det er en anden kærlighedshistorie, der danner rammen for fortællingen. Når »Jeg« ved årets begyndelse rejser til Frankrig med sine venner – de skal »fejre det gode liv« – møder han Aka, som han siden indleder et forhold til. Hun bliver gravid med hans barn, og terminsdatoen, hvis hun vælger at beholde barnet, ligger tæt på den dag, han har bestemt sig for at dø.

At dø fra det bedste i livet

Espedals hovedperson vil dø med værdighed. Han har set, hvad sygdom kan gøre ved de stærke. Han har mærket, hvordan alkoholen kan være et langsomt selvmord. Det er, når tilværelsen giver allermest mening, at han vil forlade den: »Han syntes, det var en smuk tanke: at dø fra det bedste i livet.« På den måde bliver Elsken underligt nok en roman om lykke og livsglæde.

Man ser det i naturbeskrivelserne i romanens åbningsscene, opmærksomheden og præcisionen i sætningerne her, når »Jeg« ser alting på ny for sidste gang. Man ser det i de chokerende, smukke billeder: »Han har brugt sit liv på at drømme. Også stående. Og gående. Og der, midt i drømmen, som en flue i et edderkoppespind, var der liv. Blankt, blødt, skinnende liv. Hårdt liv, gennemsigtigt, som en fluevinge, baskende, fæstet til en pulserende fluekrop snart fortæret af et lille sort dyr.« Andre gange er der noget legende ved Espedals sprog, alvoren viger for noget boblende, næsten fjollet.

Men så er der også denne ubehagelige sag, som man ikke kan komme udenom. Mod slutningen af romanen kulminerer teksten i syv små sider, som indledes med en let omskrevet sætning fra Franz Kafkas Processen (1925): »Og nogen må have ført falskt vidnesbyrd mod Jeg, for en morgen blev han ringet op af politiet uden at have gjort noget galt.« »Jeg« kender ikke anklagen, men føler sig med det samme skyldig. Det viser sig, at han er anklaget for en voldtægt, som skulle have fundet sted syv år forinden.

Han reagerer umiddelbart med to mulige forklaringer: Enten lyver kvinden, eller også er hun gal. Det har man ligesom hørt før. Problematikken er interessant, den er blandt andet blevet undersøgt i Kjell Askildsens knivskarpe noveller: Hvad sker der med en person, som bliver falsk anklaget? »Der skal ikke mere til end en anklage mod et normalt menneske, og han vil forandre måden, han lever på, han vil opføre sig unormalt og mistænkeligt,« står der i Elsken.

Smukt og ikke uproblematisk

Når scenen har vakt harme og debat i Norge, er det, fordi den tilsyneladende bygger på en faktisk voldtægtsanklage, som er blevet afgivet mod forfatteren for et år siden. Kvinden har efterfølgende reageret på romanen, hvor hun føler sig udleveret, og Espedal har på sin side sagt i interviews, at han har skrevet for at beskytte sig imod rygter. På den måde bliver romanen et partsindlæg i et dybt ubehageligt tilfælde af ord mod ord.

Men tror læseren nødvendigvis på »Jeg«? Espedals hovedperson opfatter sig selv som en elsker med stort E, anklagen kuldsejler med hele hans selvforståelse. Ingen vil selvfølgelig se sig selv som overgriber. Men i modsætning til resten af romanen forekommer dette tekststykke mindre åbent. Der er ingen tilløb til refleksioner over, hvordan anklagen kunne være opstået, om han kunne have misforstået noget, om han kunne have glemt noget. Det siger måske mest om romankarakteren selv. Et par linjer forinden anklagen står der: »I lang tid levede han i to verdener. Det var ikke altid, at han kunne adskille dem, han mistede evnen til at adskille drøm fra virkelighed.«

Voldtægtsanklagen og den kortfattede affejning af kvinden er ikke det eneste ubehagelige i Elsken. »Han havde glædet sig over, at hans kone døde. Han skammede sig ikke over det,« står der. Det er godt romanstof, det er stærke, tabuiserede følelser, men det er også svært at læse, når man ved, at forfatterskabet ofte har lagt sig tæt op ad virkeligheden. Tidligere i romanen går Espedals hovedperson i spejlsalene i Versailles-paladset sammen med Aka. »Han betragtede hende næsten som man betragter et kunstværk, noget man ikke kan eje. Noget du begærer, men aldrig kan få. Noget du elsker og ikke kan besidde; det var nærmest, som om Aka blev forvandlet af de rum, hun gik i, af tingene, hun så på; hun tilhørte ikke ham, men disse forgyldte spejle, de farverige stoffer, de kostbare senge.«

Det er smukt, og det er ikke uproblematisk. Det er gammeldags. Romanen er et spejlkabinet, hvor alting falder tilbage på hovedpersonen selv. Som når der står, overraskende og mærkeligt om Akas graviditet: »Det her fremtidsbarn. Som skulle føde en far. Ville hun det? Hun var ikke sikker.«

Espedals »Jeg« er optaget af det »naturlige«; ikke af det ordnede, men af det, som er ægte. Tidligt i romanen finder man et billede på det skønne i den vildtvoksende have. Den patosfyldte romantik er en præmis for Espedal. Og på et tidspunkt vågner hovedpersonen af, at den højgravide Aka råber i søvne: »Det er fiktivt! Fiktivt!« Elsken er en smuk og brutal kortroman, velkomponeret i en cirkelbevægelse. Romanen er ikke uproblematisk, men er samtidig noget af det bedste, Espedal har skrevet.

'Elsken': Tomas Espedal. 96 sider, 200 kr. Batzer & CO.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Mortensen
Ivan Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu