Læsetid: 4 min.

Træthedens verdensbilleder

Det essayistiske forsøg hos den østrigske forfatter Peter Handke er en rummelig genre
Det essayistiske forsøg hos den østrigske forfatter Peter Handke er en rummelig genre

Ritzau

22. marts 2019

Østrigske Peter Handke (f. 1942) er bredt anerkendt som en af de bedste tysksprogede forfattere og dramatikere i dag og er samtidig en af de mest omdiskuterede forfattere, når det kommer til forholdet mellem kunst og biografi.

Det kom blandt andet til udtryk, da han i 2014 blev tildelt den prestigefulde Ibsen-pris i Norge. Kontroversen skyldes Handkes politiske sympatier under og efter krigene i Eksjugoslavien: I 2006 gik han så langt som til at holde tale til Slobodan Miloševićs begravelse.

Handke har et omfattende forfatterskab bag sig.

I foråret 1989 skrev han det første af indtil videre fem ’forsøg’: en række essayistiske undersøgelser af forskellige fænomener, hvoraf han altså begyndte ved trætheden. Det er en sær lille tekst, opbygget som en samtale mellem én, der spørger, og én, der fortæller.

I essayet nærmer han sig to typer af trætheder: nogle gode, andre dårlige. De dårlige former for træthed er dem, der ekskluderer den trætte fra fællesskabet. De gode er dem, der forbinder til fællesskabet og lader den trætte se på verden med et åbent og forundret blik.

Svær læsning, stor belønning

Handke er svær at læse. Sætningerne kræver en særlig koncentration og tempo, det er tungt – trættende, kunne man sige – men belønningen er så meget desto større, hvis man tager sig tiden til det.

Vi starter i landsbykirken, hvor det lille barn sidder blandt sine familiemedlemmer og mærker trætheden tynge. Med ét bliver rummet omkring ham forandret, og han omsluttes af trætheden »som af jernjomfruen selv«, det her torturinstrument, som består af en kiste med indvendige pigge.

Trætheden medfører en følelse af skam, fordi barnets impuls er at løbe ud af kirken og dermed forstyrre en af de »stadig sjældnere fællesskabsstunder med egnens andre beboere.«

’Forsøg over trætheden’: Peter Handke.

Senere slår trætheden ind på universitetet, i auditorierne, og gør den unge studerende oprørsk imod forelæserne, der er »ligesom udstoppet med savsmuld«. Eller han rammes af »alenetrætheden« på det lejede værelse, eller den træthed, som kan følge af samværet med en kvinde: heller ikke denne gang en fælles udmattelse, men »min her og din der«.

I modsætning hertil findes de gode trætheder, som han også husker fra barndommen: Den slags træthed kunne ramme fortælleren, da han som barn sammen med resten af landsbyens børn hjalp til, når kornet skulle tærskes. Den fælles udmattelse efter det fælles arbejde gav ham følelsen af at høre til.

Forsøg over trætheden er skrevet i Andalusien, og stedet bliver en del af teksten, når morgenlyset eller vinden, der hvor fortælleren sidder i skrivende stund, dukker op på siderne.

Selve skrivearbejdet medfører også en træthed – i ungdommen stolt og nedladende, siden hen mere åben og modtagelig. Netop sådan en sansende og åben modtagelighed dukker op til sidst i essayet, når Handke skriver om trætheden efter en lang flyvetur til New York.

Han sidder på en fortovscafé på Manhattan og føler sig pludselig til stede i verden.

»Ingen demonstrative, spektakulære åndedrætsøvelser eller yoga-stillinger: Du sidder bare her i træthedens lys og trækker tilfældigvis vejret rigtigt.«

Selvfølgelig er alle kvinder, som går forbi, umådeligt smukke; det er, som om de bliver til i den trættes blik.

»Hulter til bulter«

Som man kan fornemme, er Forsøg over trætheden et springende, til tider ret indforstået essay – »hulter til bulter,« som der står et sted. Også sproget gør krumspring, Handkes besynderlige sætninger bevæger sig frit imellem associative rum. Sådan her skriver han for eksempel, når han observerer noget helt tæt på:

»For et par dage siden, lige så højtideligt langsomt som de lidelses- og sørgestatuer der i påskeugen bliver båret på træstilladser gennem gaderne her i Andalusien, bevægede ådslet af en muldvarp sig gennem støvet på denne andalusiske markvej, og under det, da jeg vendte det om, et optog af guldskinnende ådselbiller.«

Den form for træthed, som Handke vil frem til, er den, hvor man bliver fri af sit ’jeg’ (simpelthen for træt til at være i sig selv?) og ser verden, som den er. Forsøget handler ikke kun om at undersøge det specifikke emne, men lige så meget om, hvilke blik på verden dette emne kan afstedkomme:

»I det trætte blik viser det relative sig absolut, og delen som det hele.«

Jeg kan ikke sige, at jeg forstår alt i Handkes essay. Mod slutningen af den lille bog bliver teksten mere filosofisk og på én gang mere abrupt og fortættet, kort sagt svær at følge. Den tager nogle steder næsten form af sentenser eller fyndord – som man så kan tage til sig, tænke på eller undre sig over:

»Inspirationen fra trætheden siger mindre om, hvad der skal gøres, end om hvad der kan undlades.«

’Forsøg over trætheden’: Peter Handke. Oversat af Hanne Lund. Batzer & CO. 60 sider, 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu