Læsetid: 4 min.

Ukrainske hanbier

I Andrej Kurkovs nyeste roman er situationen i Ukraine for alvorlig til at blive taget alvorligt
29. marts 2019

En forårsdag går det op for den 49-årige ukrainske invalidepensionist, Sergej, der bor i en menneskeforladt landsby i Donbass i det østlige Ukraine, at hans kære honningbier ikke længere kan være tjent med den nerveskadelige krigslarm fra den nærliggende kampzone. Hans bier trænger til luftforandring – et blidt landskab med blomster og fred.

Der hvor Sergej bor, er der ikke fred. Landsbyen ligger i den grå zone. Et ingenmandsland mellem Folkerepublikken Donetsk og Ukraine, hvor der bliver affyret artilleri fra begge sider.

Andrej Kurkovs roman Grå bier begynder i Sergejs landsby i nutidens Ukraine, der er præget af den militære konflikt, der opstod efter Maidan-revolutionen i 2013 og 2014, hvor folkelige protester førte til, at den russiskvenlige og korrupte præsident Viktor Janukovitj blev afsat, og Rusland reagerede ved at destabilisere dele af det østlige Ukraine og annektere halvøen Krim.

Romanens hovedperson, Sergej, er en kantet person med et ømt forhold til sine bier. Han beundrer deres ordnede samfundsforhold og pragmatiske flid. Et »kommunistisk lykkesamfund« kalder han det.

Når blot han giver dem lidt kærlig opmærksomhed, er bierne meget lettere for ham at omgås end mennesker. Herunder landsbyens eneste anden tilbageblevne beboer, Paskja, som han hader inderligt. Deres gensidige fjendskab danner et stærkt bånd imellem dem.

Ledsaget af veritable artilleritræfninger af gensidige beskyldninger ender de to mænd ofte med at dele deres beskedne måltider med hinanden. Og tit med en flaske sprut til. Hvilket betyder, at de lejlighedsvist får suppleret den ydre krigslarm med en indre: »fusellarmen«. Den særligt ondsindede form for tømmermænd, der kommer af at drikke hjemmedestilleret vodka.

Romanens første del følger Sergejs mørke vinterdage, der går med at spekulere, lytte efter granatnedslag og drikke rigeligt med vodka. Han savner sin datter og kone, som forlod ham for mange år siden på grund af hans vrantenhed. Han er generet af synet af en nedskudt soldat, der ligger efterladt på marken. Og han har skyldfølelse over, at en russisk snigskytte, der holdt til i landsbyen, er blevet sprængt i luften af en mine placeret af den ukrainske hær.

I armene på menneskeskæbner

Sådan kunne Sergejs liv i den forladte landsby have fortsat, hvis det ikke var for bierne. Som sagt skrider Sergej en forårsdag til handling: Han smækker sine seks bistader op på anhængeren, som han spænder fast på en gammel Lada, og så kører han af sted for at finde et passende sted til de kære insekter.

Andrej Kurkov: Grå bier.

Her begynder romanen for alvor at bevæge sig. Sergejs rejse er romanens historie. Et komisk, rørende og øjenåbnende roadtrip gennem det sydøstlige Ukraine. En dannelsesrejse, der sender Sergej i armene på menneskeskæbner, død, kærlighed og på ham selv.

Rejsen ender på halvøen Krim – et sandt paradis for honningproduktion, forstår man. Her forsøger han at finde en krimtatar, som han mødte for mange år siden til en biavlerkongres. Projektet lykkes delvist, men Sergejs tilstedeværelse får fatale konsekvenser for den muslimske tatariske familie, hvis liv i forvejen er blevet et helvede på grund af chikane fra de russiske myndigheder (mere skal ikke afsløres her).

I det hele taget tegner romanen et billede af et Ukraine, hvor Ruslands militære fremfærd har pustet til konflikter, der både er aktive og andre gange under overfladen: Russere over for ukrainere. Russisktalende ukrainere over for ukrainsktalende ukrainere. Kristne over for muslimer på Krim.

Man genkender Andrej Kurkovs skarpe analyser og ironi fra de andre bøger fra nutidens Ukraine, der er oversat til dansk, og som varmt kan anbefales: Døden og pingvinen, Gartneren for Otjakov, En ven af liget og Den ukrainske dagbog. Sidstnævnte giver et solidt indblik i de kræfter, der var på spil under Maidan-revolutionen, og af den dagligdag, som forfatteren kæmpede for at opretholde, mens situationen var mest kaotisk.

Andrej Kurkovs forfatterblik er muntert og til tider grotesk. Som da en traumatiseret Donetsk-krigsveteran i raseri over, hvad han opfatter som Sergejs manglende patriotisme, smadrer alle vinduer i Sergejs bil og derefter mister synet på det ene øje (det andet har han allerede mistet i krigen), fordi han bliver stukket i øjet af en af Sergejs bier. Blindheden gør hans aggressioner endnu større, og han ender med at tage livet af sig selv med en håndgranat i frustration over alle de lygtepæle, han nu støder ind i.

Romanen rummer også en påmindelse om en uheldig side af maskuliniteten. Romanen myldrer med mænd, der er fanget i deres egen opblæsthed og misforståede fædrelandskærlighed. Idealister fra begge sider af konflikten, der er ovebevidste om, at deres modstander er skyld i alle verdens ulykker og som på en giftig basis af fordomme og forurettethed føler sig berettiget til at fare frem med vold og magt.

Et forhold, der leder tankerne hen på de ynkelige droner, der om efteråret nægtes adgang til bisamfundet, fordi der ikke er brug for dem længere, når sommeren er forbi. Grå bier, der uden beskyttende fællesskab kun har vinterdøden at vente på. Sergej går ved slutningen af romanen også en vinter i møde. Han sætter kursen nordpå med sine bier på anhængeren. En hanbi, man som læser er kommet til at holde af og ønsker en blid og pollenfyldt skæbne.

Andrej Kurkov: Grå bier. Oversat fra russisk af Jan Hansen. Mr. East Forlag. 433 sider. 295,90 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu