Læsetid: 4 min.

Virkeligheden sætter sig fagsprogsfetichistisk i Juul Christiansens ’Aftenstjerne’

’Aftenstjerne’ er en borebissepoetisk, mytisk, kritisk og – ja, hvad ikke – undersøgelse af olieindustrien
29. marts 2019

Aske Juul Christiansens oliebog ligner ikke noget andet, jeg har set, og mens jeg lidt famlende har læst det vidtrækkende og ambitiøse værk og spekuleret på, hvordan jeg skulle anmelde det, har jeg med en nyvakt interesse samtidig søgt information om olie. På BP’s hjemmeside har jeg læst om både den første og den sidste.

Om den første – der ikke er den allerførste, for mennesket har kendt til olie siden oldtiden, men den første i BP’s historie – står om George Reynolds’ opdagelse af olie vest for Teheran i begyndelsen af 1900-tallet, at »lugten ikke var til at tage fejl af. Det var en lugt, man kunne se. Dampene steg tydeligt op i sollyset og lugtede af rådne æg.«

Om den sidste olie kan man i en mindre poetisk stil i en BP-rapport fra 2014 læse, at hvis verden fortsætter med samme olieforbrug de næste fem årtier, slipper olien op i 2067.

Denne bevidsthed om olien som en forsvindende ressource er hele grundlaget for debutant Aske Juul Christiansens værk, der på bagsiden erklærer sig som »en intens poetisk undersøgelse af olieindustriens sidste dage«.

Værket lever helt klart af selve den lange oliehistorie, af oliens potentiale som mytestof, af dens betydning som handelsvare med svingende priser samt af olieindustriens behov for arbejdskraft og udvikling af teknologi rundt om i verden.

Aske Juul Christiansen: 'Aftenstjerne'.

En bog om olie er naturligvis sort. Aftenstjerne hedder den ovenikøbet. Bogens første (og sidste) sider er også sorte – med hvide bogstaver. Det begynder med etymologien, olieordets oprindelse. På spansk siger man 'petróleo', hvilket viser forbindelsen mellem ’olie’ på hollandsk og dansk og ’pétrole’ på fransk. At vise hvordan hele verden er forbundet af olien er vel det, Aftenstjerne gør. Men ikke krampagtigt. På indonesisk hedder olie ’minyak’. Så kan man tænke over det.

Eller bladr videre og se, hvordan den leksikalske tone og collageformen fortsætter hvidt på sort med Marx, Emily Dickinson, filmen There will be Blood, romanen Moby Dick og et både brugbart og æstetisk verdenskort med markering af de steder i verden, man udvinder olie: Manaus og Salvador i Brasilien, Bresibi og Warri i Nigeria, Ramfjordsmoen i Norge og Senkaku i Det Sydkinesiske Hav f.eks.

Herfra er Aftenstjerne en logbog fra 10. november 2015 i Galveston Bay til 24. november 2016 på rumstationen ISS, der nu sort på hvidt og med stemmer fra de udpegede steder i verden poetisk, observerende og med blik for de mindste detaljer rapporterer om arbejdet med at bore olie:

»Vi kender overfladen, vi kan se bølgerne, der slår mod skibet og mod kysten, og vi kan se vandet, der spreder sig glimtende ud imellem. Vi kan dykke ned og se vandet, som vi ikke ser luften, og så kan vi røre overfladen. Vi stopper der. Derunder er alt gæt, derunder borer vi os til svar.«

Der er noget helt særligt ved at bo på sin arbejdsplads:

»Min kahyt er mit lille hjem …«, borebisserne og de øvrige oliearbejdende er isolerede, kollegerne er det eneste selskab, der er. De ser på solen, månen og stjernerne, de ser regnbuens farver i olien. Alt nedfældes stærkt poetisk i logbogen. De ansattes navne er et verdenskort i sig selv: Trygve, Hussain, Dixon og Guang.

Er det fremtiden?

Den poetiske logbog med de månesyge og hyperopmærksomme borebisser kan måske lyde som noget af en konstruktion, men Aftenstjerne er ikke realisme. Sproget skal ikke være mimetisk, men med sit stof forpligter værket sig på virkelighedens oliemarked og olieindustriens ansatte. Virkeligheden sætter sig helt fagsprogsfetichistisk i værket. F.eks. her fra Shaybah, 5/6/16:

»Forskellen på en kelly og et topdrev er mange, og jeg kan forstå nu, hvorfor Ali mener de har valgt at bruge topdrevet for vores skyld. Begge dele er boretårnets hjerte, motoren der skaber selve rotationen, så boretråden og i sidste ende rullemejslen kan grave sig stadig dybere ned.«

Det fortsætter med »akselmodul«, en »heksagonal stang« og »koniske tandhjul«.

Logbogen rummer også Zarathustrisme og rubâipoesi. Og så er der Salvadorsporet, hvor supercomputeren og gudinden Yemoja optræder. Som andre gode gudinder er hun en stærk beskytter, som også kan blive rasende og destruktiv.

Yemoja forbinder Afrika med Sydamerika, olien findes både lige der på Sydamerikas østkyst og der på Afrikas vestkyst, hvor de to kontinenter passer sammen som puslespilsbrikker. Yemoja er gamle sagn og fremtiden, olien er snart kun gammel, Yemoja får det sidste ord, hvidt på sort og på det nigerianske sprog igbo. Er det fremtiden?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at her er en bog, der har sendt mig i spændende nye retninger og fyldt mit hoved med nye tanker og forbindelser, som jeg helst ikke vil vente for længe med at tale med andre om. Med andre ord: Meget mere end man kan drømme om. Fra Norskehavet til Ross-iskappen.

Aske Juul Christiansen: 'Aftenstjerne'. Arena. 236 sider, 180 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu