Læsetid: 5 min.

Den 17-årige fremragende popstjerne Billie Eilish bruger sin krop og sjæl som kunstnerisk modellervoks

Den kun 17-årige popstjerne Billie Eilish søger at synge sig fri af psykens fangenskab med sin opfindsomme og benmagre pop. Hendes stemme og krop er en modellervoks, der bruges til at fortælle om ungdommens kvababbelser. Og resultatet er en unik og psykosomatisk poplyd, der insisterer lige så meget på ubehag som på hitappel
Billie Eilish kan ikke afskrives som en effektjagende popudgave af Marilyn Manson. Det er hun for overbevisende en skuespiller til, som hun stirrer dig tungt i øjnene, mens en fugleedderkop kravler ud af hendes mund. Og det er hun en alt for overbevisende sanger, sangskriver og producer til, skriver Ralf Christensen.

Billie Eilish kan ikke afskrives som en effektjagende popudgave af Marilyn Manson. Det er hun for overbevisende en skuespiller til, som hun stirrer dig tungt i øjnene, mens en fugleedderkop kravler ud af hendes mund. Og det er hun en alt for overbevisende sanger, sangskriver og producer til, skriver Ralf Christensen.

Kenneth Cappello

3. april 2019

Ungdommen er sort og fuld af nåle i Billie Eilish’ verden.

Musikvideoerne er det sidste års tid blevet urovækkende. I én drikker hun en mørkeblå væske og græder den ud i floder fra øjnene. I en anden bærer hun en krone og har fugleedderkopper i ansigtet. I en tredje er hun en slags djævlebesat mentalpatient – Eksorcisten med koreografi.

I teksterne på det spritnye debutalbum When We Fall Asleep, Where Do We Go?, som er hjerteknuste og stolte, morbide og selvlysende, selvudslettende og selvbeskyttende.

»Am I satisfactory?
Today, I’m thinkin’ about the things that are deadly
The way I'm drinkin’ you down
Like I wanna drown, like I wanna end me

Og:

»Watch me make ’em bow
Blood on a marble wall
I like the way they all scream

I musikken, der er præget af gysereffekter. Flimrende stemmer eller mumlende genfærd bag forsangeren. Stemmen klippet op, så den rasler som en klapperslange. Strygere som kragetæer trukket over tavle.

Det er en unik og psykosomatisk poplyd, der insisterer lige så meget på ubehag som på hitappel.

Godartet panikanfald

Men det er ikke bare teatralske effekter, det er også musikalske ingredienser. Bassen pumper i dine vener, og stemmerne sitrer så hårdt mod trommehinderne, at de bliver til rytmik. Bas, stortromme, fingerknips er så fucking groovy, når hun synger om hudafskrabninger på knæene. Og bassens dubsteppede hjertemuskulatur føles som et godartet panikanfald, mens hun rabler magtfantasi af sig.

Billie Eilish kan ikke afskrives som en effektjagende popudgave af Marilyn Manson. Det er hun for overbevisende en skuespiller til, som hun stirrer dig tungt i øjnene, mens en fugleedderkop kravler ud af hendes mund. Og det er hun en alt for overbevisende sanger, sangskriver og producer til. Og det er When We Fall Asleep, Where Do We Go? for begavet og raffineret til.

Stoppet med uvejrsskyer

Billie Eilish Pirate Baird O’Connell er kun 17 år. Hun voksede op i Los Angeles og har irske og skotske aner. When We Fall Asleep, Where Do We Go? er et søskendearbejde, ja, allerede da hun var 14, uploadede hun og broren Finneas O’Connell deres første samarbejde, »Ocean Eyes«, som snart fik millioner af visninger. Broren er også medsangskriver og medproducer her på debuten – gotisk betonet popplade, benmager, men alligevel altid stoppet med uvejrsskyer.

»Bury a Friend« er mumlende glamrock, hvor lydene sniger sig sultent rundt om protagonisten. »Xanny« er en ballade, der får sig lidt jazzet rouge fra whiskers på trommeskindene, før den løfter sig i et voldforvrænget omkvæd. »You Should See Me In A Crown« er en basboblende magtfantasi, der skiftevis går på kattepoter og slår dig i ansigtet. Og »Ilomilo« er en sørgmodig klaustrofobi, der er lige så uskyldig, som den er desillusioneret.

Intim og alligevel i armslængde

Stemmen kommer ikke altid blot fra en krop, men fra hele rummet omkring lytteren. Nogle gange mangedoblet og i angrebsposition væbnet med blodige omkvæd. Andre gange ligger hun blot i narcissistisk ske med sine stemmekloner. Men hun kan også godt pludselig synge dig direkte i øret som en elsket, der bekender.

Og hun kan forvrænges til kælen varulv. Og det er en af Eilish’ store styrker, at der er en uklar grænse mellem kærtegnet og truslen. At der er mange nuancer og humor. At det her er både døds-, heartbreak-, angst- og hormonpop. Vildt intimt og så alligevel i armslængde. Som om hun betragter, hvilken effekt hun har på lytteren.

Et psykosomatisk eksperimentarium

Billie Eilish og brormands produktion af hendes sangstemme er i sig selv et fornemt psykosomatisk fiktionsredskab. Løsrevet fra kroppens fysiske begrænsninger, men stadig med klar forbindelse til dens klangrum, formuleres der sindstilstande med elektroniske manipulationer. Hør forvrængningen på »Xany«, hvor hun føler sig fremmedgjort over for den stofmisbrugende ungdom. Eller hvordan løsrevne James Blake-klingende stumper af stemme cirkler omkring hende, mens hun samler stumperne af sit hjerte op på »When The Party’s Over«.

Søskendeparret bruger kroppen som en modellervoks, et materiale man kan bruge til at formulere psykiske eller psykosomatiske tilstande. Og den bevidsthed strækker sig også ud i musikvideoerne, hvor Eilish græder blæk, eller hendes krop smides rundt i lokalet af en usynlig djævel.

Det er denne bevidsthed om hendes krop som et kunstnerisk materiale, der allerede nu har gjort hende til et særligt dyr i den popmusikalske åbenbaring. Den er ikke kun et instrument til at demonstrere magt eller udsende erotisk strålekraft med. Den er selve fortællingen. Om afmagt, selvudslettelse, selvhad, vanvid, sorg, fornedrelse, magt, selvopholdelsesdrift, fornuft, overlevelse.

Vanity Fair undersøgte Eilish’ psykiske habitus, da de den 18. oktober 2017 og præcis et år senere stillede hende det samme sæt spørgsmål – og i 2018 først lod hende vide, hvad hun havde sagt året før.

I 2018 siger hun, at Eilish anno 2017 er »nuttet«, men også at hun er jaloux på, at hun kunne gå frit på gaden. Og så er der sørgmodigheden, som den yngre Eilish siger er spild af tid. Mens den ældre erkender, at hun ikke kan ryste den af sig.

»Alle kunstnere, jeg kender … Vi er sørgmodige motherfuckere. Det er sådan, det er.«

Afgrundene og skyerne

Det er en virkelig fremragende debut fra en teenager, vi har på hænderne hér, folkens. Og man slår sig på Billie Eilish. Et ustabilt sind – i hvert fald her i popfiktionen – og stolt af det. Se bare coveret til albummet, hvor hun ligner en mentalpatient, klædt i hvidt, helt hvide øjne, dødningegrin.

Siger det noget om ungdommen nu til dags? Sandsynligvis. Men jeg genkender også min egen ungdom. Afgrundene og skyerne. Hyperfølsomheden og fornemmelsen af, at verden gik under, når en berøring blev afvist, eller en basketballstøvle var den forkerte.

Eilish er ikke en magtretorisk entertainerdronning som Beyoncé eller en nuttet perfektion som Ariana Grande; hun er en hudløshedspoet og celebkritiker i familie med den unge, newzealandske popstjerne Lorde. Og som hende virker også Billie Eilish emotionelt kompromisløs. Ikke interesseret i at blive elsket for en eventuelt iscenesat sødme, men i at blive anerkendt for sin granskning af følelser.

Billie Eilish: ’When We Fall Asleep, Where Do We Go?’ (Interscope/Universal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu