Læsetid: 6 min.

Årets afgangskunstnere fra Akademiet giver befriende nok pokker i internationale tendenser og moder 

Kunstnerne render ikke efter internationale moder eller tendenser, men stikker i alle mulige personlige retninger på årets Afgang. Det kunstneriske eksperiment dyrkes og trives. Det er befriende
Kunstnerne render ikke efter internationale moder eller tendenser, men stikker i alle mulige personlige retninger på årets Afgang. Det kunstneriske eksperiment dyrkes og trives. Det er befriende

Pressefoto, David Stjernholm

16. april 2019

Det er altid med en vis forventningsfuldhed, at man tager ind til den årlige Afgang på Charlottenborg, hvor årets dimittender afslutter fem års skolegang i billedkunst med hvert deres projekt. Tidligere var Afgang præget af en lystig og liflig sommerferiestemning, fordi den lå i maj eller juni. Nu er den rykket helt frem til starten af april og opfattes derfor instinktivt mindre som afslutningen på en skolegang for de i år 28 dimittender og mere som en samlet udstilling.

Og det er vist også meningen. I hvert fald har Kunsthal Charlottenborg og Det Kgl. Danske Kunstakademi i år skruet en tand op for ambitionen ved at hyre den internationale kurator María Berríos, der blandt andet er medkurator på den kommende Berlin-biennale, til at kuratere Afgang sammen med Katharina Stenbeck.

På trods af dette kuratoriske powerteam er det dog ikke lykkedes at skabe en oplevelse af noget som helst ensartet udtryk. Og det er faktisk totalt frisættende — som om de studerende for en gangs skyld giver pokker i internationale tendenser og moder og i stedet dyrker sig selv og deres egne stemmer og historier. Autobiografien er kommet til kunstverdenen.

En sorgfuld have og en festlig pink scene

Det starter allerede med første værk i den store indledende sal på Charlottenborg, hvor Harry Anderson tager imod med en storblomstrende have, der ikke går i forfald — for den er skabt i keramik. Haven er skabt som en erindring om Andersons mor, og den emmer af følelser, savn og sorg.

David Stjernholm

Her er plantekasser med bøger som Heart of Darkness af Joseph Conrad og The Big Sleep af Raymond Chandler. Det er tunge, sørgmodige sager. På bøgerne kravler snegle og mider rundt, og på én af bøgerne gror svampe frem, mens en fugl står med et stykke bog i næbet – alt sammen i keramik.

I en anden plantekasse ligger bier på rad og række, mens cigaretskod danner ordene ’Come Back’. Det er altså en dybt melankolsk have, Anderson har skabt, som emmer mere af død og længsel end af skønhed og frihed. Dette værk indleder den sektion af Afgang, som har fået titlen Paradis/Rumskib, der ifølge kuratorerne handler om både gamle verdener og Sci-Fi.

Titlen stammer fra den danske digter Ursula Andkjær Olsens digtsamling Third Millenium Heart, der også har lagt navn til de to andre sekvenser af Afgang, henholdsvis Alle gennemtrængt af alle og Mit fjerne indre. Det er nogle smukke titler og sekvenser, og jeg forstår de to kuratorers forsøg med at inddele og poetisere over nogle gennemgående tematikker.

Grebet forstyrrer ikke – dertil er det for poetisk og stilfærdigt grebet an – men det fænger heller ikke. For som nævnt samler der sig ingen overordnede tendenser i de 28 værker, der derimod stikker af i alle mulige frigørende retninger.

I resten af det paradisiske rumskib er der eksempelvis også en kæmpe oval murkonstruktion, der både opdeler og selv skaber rum (af Jacob O. Henry). Der er nogle store fugle skabt i gips (af Mia Line), to gigantiske, nærmest sorte malerier (af Rasmus Emil Styrmer) og en pink scene med en plasticpalme, en overdimensioneret gul banan, diskokugle, fladskærm, dele af en græsk søjle og et billede af en dråbe på vej mod vandoverfladen.

David Stjernholm

Billedet ligner en plakat eller et print, men er i virkeligheden olie på lærred, og sådan er alt ikke, hvad øjet først tror på den pink scene skabt af Adam Fenton. Den er i øvrigt et vældigt festligt indspark, hvor en danser på udvalgte tidspunkter kommer og fyrer den af med en danseperformance.

En fanget amøbe

Når man bevæger sig ind i mørket til Lotte Linds amøbeprojekt, forlader man ’rumskibet’ og træder ind i næste afsnit om Alle gennemtrængt af alle, og lige med Linds værk giver Andkjær-titlen mening. Linds værk handler om snyltere og amøber – fysiske og mentale — og er skabt som et mørkt kammer, hvor der i midten hænger gennemsigtige lærreder ned i forskellige størrelser, som en række dias projiceres på.

Det er ikke så ofte, at man hører lyden af et diasapparat i svingninger — det er så analogt og gammeldags, at det bliver helt hyggeligt. Det lidt klamme tema til trods. For amøber er små snyltere, der gemmer sig i tarmsystemet og lukrerer på værtens organisme til selv at vokse.

Dias-billederne forestiller en krop (kunstnerens egen) i skulpturelle formationer med en amøbeform og bliver en slags performativ interaktion med ’galskaben’ eller ’det andet’, der forsøger at trænge ind. I hjørnet er en stor sten i amøbeform blevet taget til fange i et net spændt ud fra loftet. Som et fysisk symbol på, at amøben er lokaliseret og holdt tilbage – til fange.

Skærmtid

Hvor Afgang i flere år har været domineret af en meget materiel vending med fokus på stofligheder og naturens materialer, så er mediekunsten alligevel ikke på retur, selvom vi alle nok lider af skærmtræthed. I år er der ganske enkelt meget video, og mediet bruges enten som en del af mere omfattende installationer, som hos Adam Fenton og Johanne Cathrine Haugen Østervang, der begge har performances knyttet til deres ’scener’, eller som hos Linda Karin Larsen eller Ellis Achong Karker, hvor videomediet er en del af en mere skulpturel funderet installation — som et medie på linje med andre.

Der er også decideret film i selvstændige rum af Jeppe Lange om hukommelsens korridorer og i et slags absurd morsomt generationsportræt, centreret omkring et surrealistisk måltid, af Iselin Toubro. Videoværker af Kim Richard Adler Mejdahl og Tore Hallas handler om køn, seksualitet, hunde som mennesker og homoseksuel fetichisme af tykke mænd.

David Stjernholm

De bruger begge tableauet, den iscenesatte tradition, til at vise os noget andet end den sædvanlige nøgne kvinde. Mejdahl har klædt hunde ud med hatte og giver den selv som hund i en performance, mens Hallas viser tykke nøgne mænd, der begæres af andre unge mænd. Lystfulde subversive værker, der forskyder vores kulturs vante fetichismeobjekter og bruger ganske andre modeller, end vi er vant til.

Den mest omfattende filminstallation er skabt af Gilbert Gorden: en trækonstruktion tårner sig hele vejen op til de meget høje lofter og inviterer ind i et blødt, sanseligt lilla rum, hvor væggene er beklædt med lilla glinsende stof, som også hænger for døren som et tungt tæppe. Filmen er en slags futuristisk performance, der inkluderer kvinder, biler og en teknisk professionalitet, der sammen med installationen nærmest er uhørt omfattende og ambitiøst som et afgangsværk.

Morkroppen og betændte sår

Hvor man trådte direkte ind i en lidt dyster botanisk keramikhave til minde om en mor, så slutter udstillingen med reelle afstøbninger af en morkrop. Det er også en måde at fæstne kroppen på.

Maja Fjord Fjord har taget direkte afstøbninger af både sin og datterens krop, som nu ligger på et grimt-gulligt linoleumsgulv og væsker. Under hver af de amorfe afstøbninger ligger en lille pøl af gul eller mørk væske, der viser sig at være d-dråber og olier, der på den ene eller anden måde indtages for at understøtte en sund krop.

Fjord Fjord har også en lille afstikker i boghandlen i stueetagen, hvor hun har placeret nogle kunstnerbøger: fem bøger med billeder af sår – hun har skabt én for hvert år på Akademiet. To af bøgerne er såkaldt special editions, der indeholder lidt kropshår. Her er vi helt inde i kunstnerens fysiske materie og derfor igen tilbage ved dette års særlige tendens omkring det personlige udgangspunkt.

David Stjernholm

Det er autobiografi via krop og personlig historie, som man også ser det i litteraturen aktuelt. Hvor der har været store diskussioner om det navlepillende aspekt ved autobiografien, radikaliserer Fjord Fjord dette greb ved at blive sårpillende. Måske er det lidt klamt, men det er også ret sjovt.

Hvis det selvdyrkende lukker sig om sig selv og bliver selvhøjtideligt, kan det være lidt svært at bære, men de personligt ankrede projekter på denne Afgang formår alle at være så tilpas æstetisk mærkelige, at man oplever, at det kunstneriske eksperiment heldigvis både dyrkes og trives på det gamle stolte Kunstakademi.

’Afgang 2019’, Kunsthal Charlottenborg i København. Indtil 19. maj.

Joakim Almroth, Harry Anderson, Lea Anic, Emilie Bausager, Hans F. Beck, Mathilde Bjerre, Camilla Fagerli, Adam Fenton, Maja Fjord Fjord, Gilbert Gordon, Tore Hallas, Ellis Achong Karker, Jeppe Lange, Linda Karin Larsen, Lotte Lind, Mia Line, Isabella Martin, Kim Richard Adler Mejdahl, Lou Mouw, Karen Nhea Nielsen, Jacob O. Henry, Maria Nørholm Ramouk, Benjamin Savi, Rasmus Emil Styrmer, Gianna Surangkanjanajai, Iselin Toubro, Aia Sofia Coverley Turan, Johanne Cathrine Haugen Østervang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Trond Meiring
Bjarne Toft Sørensen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Danny Hedegaard

Det er på sin vis i et vist omfang befriende at unge mennesker, vælger at uddanne sig indenfor kunst og Humaniora, for selvfølgelig har vi som samfund brug for det, men med måde!

Hvis man gør det velvidende at ens uddannelse, udgør en af de brødløse fag, med udsigt til tårnhøj arbejdsløshed, og evige bijobs mens man livslangt drømmer om det store kunstneriske gennembrud.

Så håber jeg at man enten har en priviligeret baggrund i en ressource familie, som er villige til at understøtte sit afkom, mere end de fleste kan og vil, eller at man kan affinde sig med alt det bijobberi år ud og år ind, mens man holder liv i ens drøm om det store gennembrud.

Udsigten er desværre for flertallet, et liv med livslang lav indkomst:-(

Det er meget få kunstnere der kan leve, og leve godt alene af at lave kunst, og det ved de unge mennesker inden at de starter på en 5 år lang uddannelse på Charlottenborg.

På en og samme tid, tager jeg hatten af for deres valg, men samtidig forstår jeg simpelthen ikke at de gør det, når deres virkelighed er som den er.

Men herfra skal der lyde et tillykke til dimittenderne, og et håb om at de hverisær formår at trodse statistikken i deres kommende karriere som kunstnere.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Niels Duus Nielsen

Det hedder kærlighed, Danny Hedegaard. Hvis man er ramt, er man ramt, og så spiller rationelle overvejelser ingen rolle. Sagt af en musikproletar, som meget tidligt i karrieren indså, at jeg nok aldrig ville blive rig af af spille op til dans.

Rig blev jeg aldrig, men jeg har virkelig haft det sjovt. Så selv fra et rationelt synspunkt var det ikke spild af tid, tværtimod. Det er efter min mening meget vigtigere og meget mere tilfredsstillende, og derfor meget mere fornuftigt, at have det sjovt ved at foretage sig noget meningsfuldt, end det er at kede sig gudsjammerligt for at opnå en økonomisk tryghed, der alligevel kun er forbigående.

Men jeg er selvfølgelig bare en gammel musikjunkie, der ikke kan lade være med at opfordre ungdommen til at tage et fix.

Det er selvfølgelig trist, at det er så brødløst at være kunstner, men vi kunne jo indføre en eller anden form for borgerløn? Sande kunstnere er jo ikke "in it for the money", og de mennesker, som ikke gider leve på smalkost, kan jo bare lade være med at blive kunstnere.

PS: Jeg er ret fascineret af den lille hund med præstekraven. Er den udstoppet?

Anders Sørensen

Hvorfor er det befriende at give pokker i "internationale tendenser"? Eller tendenser som sådan.

De fleste, der giver pokker, giver ikke en skid.

Bjarne Toft Sørensen

Jeg har endnu kun et enkelt besøg på udstillingen bag mig og har ikke brugt særlig meget tid på de enkelte værker. Som sådan må en afgangudstilling siges at kræve noget af sit publikum. Dog har også jeg bemærket nogle tendenser.

Det er rigtigt, at det kunstneriske eksperiment dyrkes og trives, og at kunstnerne stikker i alle mulige retninger, men det er noget, der har kendetegnet de senere års afgangsudstillinger, så det er for mig at se ikke nyt.

At de i flere år har været præget af en materiel vending, med fokus på stoflighed og naturens materialer, kan jeg være enig i, ofte konceptuelt præget på en måde, der skabte vel rigeligt med afstand mellem materiale og koncept. I nogle situationer har beskrivelser af værkernes intentioner for mig været en hjælp, og undertiden virkede værkerne "søgte".

Også jeg har som noget særligt bemærket, at der i år er meget video, hvor jeg undervejs i nogle situationer fik "retro - fornemmelser", og at der er tendenser i retning af det personligt forankrede. Det er noget, jeg ved kommende besøg mere detaljeret vil undersøge karakteren af.