Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En aften forsvandt byens børn. Nu kan de voksne høre dem bag kældermurene og under gulvbrædderne

Argentinske Samanta Schweblin skriver gotiske historier med en tyk morale og ekkoer af alle mulige andre tekster. Men de er gode alligevel
Samanta Schweblin.

Samanta Schweblin.

Alejandra López

Kultur
12. april 2019

Argentinske Samanta Schweblins første roman på dansk hed Redningsafstand, en lille fortættet gyser eller gotisk roman snarere, som var nomineret til den Internationale Man Booker-pris. ’Redningsafstand’ er den afstand til dit barn, du ikke må overskride, hvis du i forskellige potentielt livstruende situationer vil gøre dig håb om at redde det.

Sådan et ord siger noget om ordets opfinder. Ængstelig, neurotisk. Men det siger selvfølgelig også noget om verdens beskaffenhed, hvis man accepterer den ængsteliges præmis: Verden er porøs, konstant i fare for at slå revner og sprækker, hvorigennem noget vil pible frem og lukke sig om os i kvælende favntag.

Det er her, det gotiske begynder hos Schweblin (født 1978 i Buenos Aires, oprindeligt filmuddannet, i en årrække bosat i Berlin). Der er verden, som vi ser den, og så er der dens uhyggelige fordobling befolket af skyggevæsener af alle slags, hvad enten de nu kommer fra deres egne ormehuller eller er bagsiden af vores præsentable overfladejeger. Nok mest det sidste, fordi den moderne litterære gotik tit får en hældning mod det psykologiske og det opbyggelige.

Det sker også nogle steder i Schweblins Fugle i munden, tyve noveller, tydeligst (værst og snublende tæt på at sentimentalisere naturen), hvor dyr på forskellige måder bliver den menneskelige dumheds antipode (i skikkelse af godhed og retfærdighed). En anden og beslægtet fare, der lurer på gotikken, er allegorien eller parablen, dvs. den snorlige pointe mærkværdiggjort af den gotiske fortællings standardgreb. Også det er der lidt af hos Schweblin.

En tredje indvending mod Schweblins ubetvivleligt gode tekster og måske mere en omstændighed ved genren end ved hendes måde at bruge den på: Jeg sad, mens jeg læste bogen, flere gange med en fornemmelse af at have læst noget lignende et andet sted.

Og jeg skriver ’en fornemmelse af’, for det er snarere nogle mønstre i handlingen, teksternes stærkt markerede gådefuldhed og deres pointerede slutninger, end det er hele historier, der indimellem kan give en følelse af gensyn. Det er Edgar Allan Poe, Kafka, Hoffmann og klassiske eventyr, der klinger med, men også Per Højholt, Peter Seeberg og ikke mindst Villy Sørensens sære historier.

Ængsteligheden

Samanta Schweblin: ’Fugle i munden’.

Det er sært, apropos. Både lighederne, den gotiske (og den fantastiske og den absurde) litteraturs evne til at lyde ens, og den omstændighed, at de samme tekster afgjort har noget særligt schweblinsk.

Der er noget genkommende i teksternes opbygning, i den henkastede realistiske sprogtone og i det pludselige – gotiske – omslag i handlingen, der som et lyn fra den upåfaldende stils blå himmel vender det hele på hovedet.

Sært er det måske også, at når jeg beslutter mig for godt at kunne lide de fleste af teksterne i bogen, så kan jeg godt se bort fra de fleste af mine indvendinger.

Den klaustrofobiske »Mod en glad civilisation« handler om en gruppe mennesker, der er strandet på en fjerntliggende togstation, fordi stationsbestyreren nægter at sælge dem en billet. I stedet må de strandede arbejde på noget, der ligner et lykkeligt landbrugskollektiv, i rollen som velfornøjede landbrugsarbejdere, imens de lægger planer for et oprør, der skal skaffe dem togbilletten videre til deres drømmes mål, titlens ’glade civilisation’.

Teksten ligger nok tættere på det absurd-groteske end det gotiske. At den ender med at understrege den glade civilisations højst tvivlsomme virkeliggørelse, er også klart.

Historien om den aggressive – dysfunktionelle, sandsynligvis karakterforstyrrede – dreng, der forvandler sin tilbøjelighed til at slå menneskers ansigter mod asfalten til et yderst succesrigt kunstnerisk koncept, har trods sin overtydelighed også en stærk og underholdende appel. Ikke mindst takket være jegfortælleren og tekstens gennemført tilforladelige stil.

Endnu en historie har en original idé og en stærk vilje til at føre den til ende: En familie følger intenst og på grænsen til det overspændte deres datters og hustrus graviditet, frem til det punkt hvor kvinden beslutter, at et barn er for voldsomt et indgreb i hendes og mandens liv, og med en læges hjælp indleder en modgående proces. Den proces afsluttes, da hun i fødselslignende anstrengelser kan spytte sin datter – eller resterne af hende – ud i et glas.

Endelig er der en af samlingens gotiske tekster. Den er moralsk som de fleste af teksterne i bogen, men den er også – som mange af dem – et stærkt billede: I en lille mineby forsvinder en dag alle børnene, mens de er i færd med at grave en mystisk forhøjning ud på en tomt i byen. Siden forvandles stedet til en galeanstalt af forældre på jagt efter børnene, hvis lyde de synes at kunne høre bag kældermurene, under gulvbrædderne og fra kirkegårdens grave.

Så sluttede vi, hvor vi begyndte, og hvor også Samanta Schweblin hele tiden begynder og slutter. Med ængsteligheden og den porøse verden.

Samanta Schweblin: ’Fugle i munden’. Oversat af Peter Adolphsen. Gyldendal, 251 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her