Al moderne komik har sit udspring fra Gøg og Gokke

Det er et ganske enkelt setup: Gokke sidder udenfor på en bænk på en togstation og venter på Gøg. Bag ham er to døre ind til en ventesal. Han kan ikke forstå, hvorfor Gøg ikke dukker op og går ind ad den ene dør. I selvsamme øjeblik går Gøg ud ad den anden dør, og de to ser ikke hinanden. Og sådan fortsætter scenen i nogle minutter: Gøg og Gokke går fejl af hinanden både i ventesalen og på perronen.

Det ligner en klassisk Gøg og Gokke-sketch. De to komikere siger ikke et ord, og timing, rytme og mimik og gestik betyder alt. Det var en stor del af deres geni. De voksede op med vaudeville og stumfilm, hvor man skal vise alting og ikke kan stole på ret meget andet end sine evner for at bevæge og udtrykke sig med kroppen og ansigtet — og så selvfølgelig sin makker, hvis man har en sådan.

Sketchen kan man opleve i Jon S. Bairds nye, meget morsomme og rørende film, Gøg & Gokke (Stan & Ollie på amerikansk), der fortæller historien om det berømte makkerpar og genskaber nogle af de største øjeblikke fra deres film- og scenekarriere.

Men det utrolige er, at sketchen faktisk ikke er skabt af Gøg og Gokke. Det har i stedet Baird selv, filmens manuskriptforfatter, Jeff Pope, og de to skuespillere, der spiller Gøg og Gokke, hhv. Steve Coogan og John C. Reilly. Det siger lidt om, hvor seriøst og grundigt de er gået til værks, da de skulle lave Gøg & Gokke, at sketchen lige så godt kunne stamme fra en af parrets mange film.

En sketch er et vidunderligt stykke komisk mekanik, som Gøg og Gokke mestrede til fuldkommenhed. Og i filmen er det selvfølgelig Gokke, der ender med at blive forskrækket, fordi Gøg pludselig dukker op bag ham og prikker ham på skulderen. Sådan var dynamikken mellem de to: Gøg var fjolset, der altid fik selvhøjtidelige Gokke til at tabe ansigt, og som selv slap uden de store men, mens Gokke havde det med at slå sig.

Turné i Storbritannien

Gøg & Gokke begynder i 1937, hvor de to komikere er under kontrakt hos filmproducenten Hal Roach og så populære som aldrig før. Gøg alias Stan Laurel (Steve Coogan) vil dog gerne have mere ud af alt det arbejde, de to gør på deres film.

Han udfordrer Roach (Danny Huston), men Gokke alias Oliver Hardy (John C. Reilly), der elsker kvinder og sportsvæddemål, er for økonomisk afhængig af filmproducenten til at turde følge Gøg, og det ender med et brud mellem de to, da Gokke vælger at lave en film sammen med en anden komiker.

16 år senere indleder det nu aldrende komikerpar en sceneturné i Storbritannien. Gøg har lavet en aftale med en britisk filmproducent om en ny film — Gøg og Gokke skal tackle Robin Hood, selvfølgelig med Gokke som Lille-John — og turneen skal indbringe dem nogle gode penge, indtil optagelserne går i gang.

Foto fra filmen

Desværre er der ikke ligefrem udsolgt til deres forestillinger, og den svært overvægtige Gokkes helbred er ikke for godt. Det hjælper ikke på sagen, at turneens promoter, teatermanden Bernard Delfont (Rufus Jones), tilsyneladende ikke har den store tiltro til Gøg og Gokke, men i stedet bruger sine kræfter på at promovere unge, britiske komikere i stedet.

Af nød siger Gøg og Gokke ja til at optræde i forskellige sammenhænge — åbne butikker, agere trafikvagter og dommere i skønhedskonkurrencer — for at skabe opmærksomhed om turneen. Det giver pote, og da deres koner, Lucille Hardy (Shirley Henderson) og Ida Laurel (Nina Arianda), ankommer til England, optræder Gøg og Gokke for fulde huse i et af de største og mest prominente teatre i London.

Det gamle brud lurer dog i baggrunden — også i forholdet mellem bestemte Lucille og temperamentsfulde Ida — de to kvinder er vældigt morsomme — og spørgsmålet er, om turneen kan fortsættes, Gokkes helbred klare det og venskabet mellem de to mænd holde.

To meget forskellige mænd

Mine børn ved godt, hvem Gøg og Gokke er. Jeg har vist dem parrets tidløse film, fordi jeg selv er vokset op med dem, og fordi, nok så vigtigt, de er en vigtig del af vores kulturelle bagage og forståelse af komikkens væsen. Det er herfra — og fra Chaplin, Lloyd, Keaton, Langdon — al moderne komik har sit udspring.

Det er på sin vis også det, Gøg & Gokke handler om: Hvordan to af filmkomikkens pionerer må kæmpe for ikke at blive glemt i en tid, hvor komediegenren har forandret sig og er blevet meget mere verbal og mindre fysisk, end da de begyndte at optræde.

Gøg, der blev født i 1890 som Arthur Stanley Jefferson, var ud af en anerkendt britisk teaterfamilie, men i stedet for at lede et teater som sin far ville han stå på scenen som en af den slags komikere, der krydrede vittigheder med pantomime og falden-på-halen-komik.

Det fik han lov til, men det gik op og ned for den unge Stan, der tidligt i karrieren arbejdede sammen med en anden ung, talentfuld englænder, som også skulle blive en stor komisk filmstjerne: Charles Chaplin. Hvor Chaplin tog den direkte rute til Hollywood, gik der dog en række år, hvor Stan Laurel optrådte på teater- og varietéscener i Europa og USA, inden han i slutningen af 1910’erne fik et mindre gennembrud på film og begyndte at arbejde både foran og bag kameraet som gag-mand og instruktør.

Gokke, der blev født som Oliver Norvell Hardy i Georgia i USA i 1892, var ikke ud af en teaterfamilie ligesom Laurel, snarere tværtimod. Men den høje, trinde mand havde fra barnsben været fascineret af vaudeville og varieté — han var selv en glimrende sanger — og nåede at optræde på mange forskellige scener, inden han selv begyndte at lave film, først i Florida og New York, siden i det endnu unge Hollywood.

I begyndelsen af sin karriere spillede Babe, som Oliver Hardy blev kaldt, ofte skurk, og selv om man ikke skulle tro det i dag, kunne han været ret så intimiderende, ikke mindst takket være sin højde og drøjde.

Kaos i kølvandet

Det var filmproducenten Hal Roach, der i midten af 1920’erne bragte Stan Laurel, som han nu kaldte sig, og Oliver Hardy sammen og således mere eller mindre tilfældigt opfandt Laurel og Hardy — Gøg og Gokke.

De to af udseende og temperament meget forskellige komikere var begge i 30’erne, og det stod hurtigt klart, at de passede godt sammen. Der var netop noget urkomisk i forskellene mellem de to som oftest jakkesæt- og bowlerhatklædte mænd: Tynde Gøg, der konstant er tykke Gokkes banemand, ikke fordi Gøg vil det — det vil han så også gerne indimellem — men fordi han er for dum til at gennemskue konsekvenserne af sine handlinger.

Og tykke Gokke, der bevæger sig overraskende let og elegant og er elskværdigheden selv. Han tror, at han er klog, men i virkeligheden er han lige så dum som Gøg. Han prøver desperat at holde på formerne og værdigheden, men bliver hele tiden undermineret af Gøg.

Det resulterer i utallige urkomiske scener, hvor de to mænd roder sig ud i den ene vanvittige og absurde situation efter den anden. Hvor Gøg enten smiler fåret, ser helt uforstående ud eller græder hjerteskærende, mens han roder rundt i sit hår; hvor Gokke ser opgivende ud på publikum, fordi Gøg igen har gjort noget åndssvagt, eller fumler med sit slips, fordi han er forlegen og ikke ved, hvad han ellers skal gøre.

Som når de spiller flyttemænd og skal have et klaver op på toppen af en meget lang og stejl trappe og ender med at få smadret klaveret fuldstændigt. Eller når Gokke bliver forsmået af en kvinde og insisterer på, at både han og Gøg begge skal begå selvmord ved at kaste sig i Seinen med store sten bundet fast til kroppen med reb. Det forstår Gøg ikke helt, og det gør ham ulykkelig. Men heldigvis beslutter de i stedet at melde sig til Fremmedlegionen, og Gøg smider lettet en af de store sten i Seinen — stenen er selvfølgelig stadig bundet fast til Gokke.

Aimee Spinks

Der er ikke det hustag eller den stige, som Gøg og især Gokke ikke er faldet ned fra. Der er ikke den bil eller den dagligstue, de to ikke har fået smadret. Der er ikke den kvinde eller mand, som de to ikke har haft held med at skubbe helt ud over kanten i ren og skær desperation, fordi de to efterlader kaos i deres kølvand.

Vi griner både ad og med dem og godter os over, at det ikke er os, der kommer så galt afsted.

To grænseløse børn

Der er dog også andet og mere på spil i Gøg og Gokkes film. Det kan godt være, at de to figurer ofte bliver uvenner, og Gokke skælder ud og slår på Gøg – der ikke sjældent slår igen. Men de har kun hinanden, og når det gælder, så hjælper de med at bekæmpe den omverden og de mennesker, som ikke vil dem det godt. De er hinandens bedste venner, og hvis man gør én af dem uret, er den anden parat til at hævne det.

Som når de i rollerne som juletræssælgere kommer i karambolage med en mand (spillet af James Finlayson, der så ofte var med i parrets film), som gradvist smadrer deres bil, mens de smadrer hans hus. Det ender som en smuk studie i destruktion, hvor intet stort set er tilbage, da de er færdige.

Gøg og Gokke er som to børn, der ikke forstår at stoppe, mens legen er god. De bliver trodsigt ved, også over for hinanden, og det er kun, når de virkelig er i undertal og bliver bange, at de tager flugten. Der er en sjælden uskyld over dem, og der er ingen seksuelle undertoner eller lummerhed i deres film.

Gøg og Gokke ville først og fremmest have publikum til at grine, men deres film er også en hyldest til fantasien, uskylden og barnet i os alle. De var ikke samfundskritiske på samme måde som f.eks. Chaplin, men de formåede alligevel at lade deres figurer spejle den omgivende verden i al sin storhedsvanvid og menneskelige dårskab. Der er poesi i deres måde at se verden på.

Begge begyndte de som stumfilmkomikere og formåede stort set uden problemer at overføre deres helt særlige form for slapstick til talefilmen og krydre deres visuelle og fysiske komik med gode replikker, lydeffekter og også lidt skønsang.

Men det var som sagt ikke ordene, der var vigtigst for dem, men i stedet de fysiske gags og timing og rytme. Det var i høj grad Gøg, der tog sig af den del af deres filmarbejde – han var en blændende dygtig gag-mand, og det var reelt ham, ikke instruktørerne, som bestemte, når de lavede film – mens Gokke, der elskede at spille golf, var det perfekte offer for alle sin makkers skøre påfund.

Coogan og Reilly er Gøg og Gokke

Derfor var det også Gøg, som pressede hårdest på over for Hal Roach, der tjente formuer på deres film. Gøg ville gerne eje parrets film, ligesom Chaplin ejede sine, og han var parat til at forlade Roach for at få den drøm til at gå i opfyldelse. I virkelighedens verden forlod Gøg og Gokke sammen Roach i 1940 og begyndte i stedet at lave film for først 20th Century Fox og siden MGM. I Gøg & Gokke vil Gokke ikke forlade Roach, hvilket fører til et brud mellem ham og Gøg, og det er filmens dramatiske motor.

Gøg & Gokke er en på alle måder smuk film. Man tvivler ikke et sekund på, at folkene bag holder umådeligt meget af komikerduoen, og at de gerne vil fortælle om Gøg og Gokkes enorme betydning for mennesker over hele verden – turneen i Storbritannien begynder måske sløvt, men slutter som et sandt triumftog – og om den platoniske kærlighed mellem to mænd, der i hinanden fandt den perfekte ven og kreative sparringspartner.

1950’ernes Storbritannien vækkes til live med sikker hånd, og Jon S. Baird og Jeff Pope – der meget løseligt har baseret sit manuskript på en bog af A.J. Marriott – ved præcis, hvilke øjeblikke fra parrets film de skal referere til for at genskabe den visuelle magi og det verbale spilfægteri, man forestiller sig må have været imellem Gøg og Gokke.

Den største del af æren for, at Gøg & Gokke er blevet så god, skal dog tilfalde Steve Coogan og John C. Reilly, en brite og en amerikaner, der ikke bare spiller, men simpelthen er Gøg og Gokke. De ligner på en prik, også mimikken og gestikken er helt på plads, og man føler, at man er i selskab med ikke bare to komiske ikoner, men tillige menneskene og individerne bag. 

Deres omgivelser forventer hele tiden noget af dem, og når de færdes på egen hånd, spørges der ustandseligt til, hvor makkeren mon er henne. Det må have været udmattende efter at have levet med de to figurer i 30 år. Omvendt har det sikkert også været livsbekræftende, at de to venners figurer og univers levede videre på den måde, og alt det får Bairds forrygende film illustreret med lige dele humor og varme.

Gøg & Gokke. Instruktion: Jon S. Baird. Manuskript: Jeff Pope. Britisk-canadisk-amerikansk (Biografer landet over)

Se traileren for ’Gøg & Gokke’