Læsetid: 6 min.

ARoS sætter fokus på FN’s verdensmål ved at udstille de samme (mandlige) kunstnere, man har set siden 1990’erne

FN’s 17 verdensmål er afsættet for ARoS’ nye storstilede særudstilling ’Tomorrow is the Question’, der byder på international topkunst. Men den konservative kuratering med vægt på kunstens tunge drenge tager ikke afsættet alvorligt
Rirkrit Tiravanija har opstillet fem bordtennisborde med ARoS-udstillingens titel ’Tomorrow is the Question’ skrevet på bordene.

Rirkrit Tiravanija har opstillet fem bordtennisborde med ARoS-udstillingens titel ’Tomorrow is the Question’ skrevet på bordene.

Blaine Campbell

9. april 2019

Man går direkte ind i en rødgloende jordklode på ARoS’ nye store særudstilling Tomorrow is the Question.

Værket Hot Spot (2009) er skabt af Mona Hatoum og er et godt billede på, hvad udstillingen kredser om: Vores overophedede klode og den akutte krise, vi har ført os selv ud i ved at drive hæmningsløs rovdrift på klodens ressourcer.

Værket indleder samtidig den kobling til teknologi, som er helt central i udstillingen. Over indgangspartiet og kloden hænger et andet neonskilt i rød og gul af Alfredo Jaar, hvor der med versaler står:

»BE AFRAID OF/ THE ENORMITY OF/ THE POSSIBLE

Værket Hot Spot (2009) er skabt af Mona Hatoum.

Agostino Oslo & John Berens

Så er vi ligesom i gang. Men faktisk begynder udstillingen allerede før, man går ind.

Ude i den lidt svære forhal er fem bordtennisborde stillet op, hvor titlen på udstillingen står på forskellige sprog direkte på bordpladerne. En frisk invitation til en gang leg og alvorlig debat over et slag bordtennis fra Rirkrit Tiravanija – ét af topnavnene fra 1990’ernes ’relationelle æstetik’.

Her hænger også to nye svævende kloder af Tomás Saraceno, der er en af de centrale kunstnere udi klimakunsten, hvis værker afsøger nye beboelsesformer, når vores klode snart bliver for hed og overbefolket. Et lysende skilt af gruppen Raqs Media Collectives blinker i baggrunden med ordene REVOLTAGE.

Nummer 13 på listen

Har man været på en seriøs international biennale inden for de seneste 10-15 år, er man helt sikkert stødt på de fleste af de navne, der er med på udstillingen.

Det er et line up af nogle af de allerstørste spillere, og det er jo imponerende og vægtigt i sig selv, at man på et dansk museum kan opleve stor international kunst. Alligevel er det meget mærkeligt, at så få kvinder er inviteret med i en udstilling, der vil have os til at tænke nyt.

Udstillingen er kurateret i samarbejde med Luise Faurschou, der står i spidsen for det ambitiøse Art 2030, der har til formål at binde kunsten sammen med FN’s 17 verdensmål.

Punkt 1 i verdensmålene er at udrydde fattigdommen, nede omkring nummer 13 kommer klimaindsatsen, mens nummer 5 handler om ligestilling mellem kønnene. Og selv om al materiale om udstillingen fremstiller det, som om udstillingen handler om alle FN’s mål, så er det klimakrisen, der står helt centralt i udstillingen.

Mismodig Motorola-mand

Den teknologiske udvikling ligger som en underliggende strøm i hele udstillingen. Et helt nyt værk af Doug Aitken hedder New Era (2018) og er en cirkulær, helt mørklagt filminstallation med tre widescreenlærreder og spejle.

Her reflekterer Martin Cooper, der opfandt mobiltelefonen og foretog det første opkald fra en Motorola-mobiltelefon i en lejlighed i New York i 1973, med seriøs, nærmest dystopisk mine over teknologiens revolutionerende udvikling siden dengang.

Filmen er vildt smuk og sætter samtidig den accelererende udvikling i et sært relief: Når manden, der startede det hele, virker så mismodig, burde vi andre måske også være det.

Doug Aitken har produceret en smuk og nærmest dystopisk film om teknologiens revolutionerende udvikling.

Agostino Oslo & John Berens

Når man forlader filmen, kommer man ud til Edward Burtenskys landskabsfotografier taget fra oven. De ser så smukke ud på afstand med mønstre og formationer, men hurtigt forstår man, at luftfotografierne forestiller menneskeskabte aftryk på naturen – fra rismarker til udvinding af råstoffer for teknologiens skyld.

Et af fotografierne er fra en losseplads, hvor tre sorte unge drenge holder en pause fra sorteringen midt i bunker af plast, mens en tarvelig udsultet hund står på toppen af en affaldsbunke.

Dette poetiske øjeblik – at tage en pause midt i skraldet – fanger flere problemer på én gang: fattigdommen, overforbruget, heden, og at verdens fattigste er de største tabere i de kriser, vi alle er medskabere af.

Kitschet og instagram-inviterende

Jeg havde set enormt frem til at opleve de nye værker af newzealandske Simon Denny, som imponerede vildt på Venedig Biennalen 2015 med en overvågningspræget udstilling i et smukt gammelt bibliotek på San Marco.

De nye værker handler om bitcoins og blockchains. Og er man ikke helt inde i de nye teknologiske økonomier og delingsmuligheder, bliver det lidt svært at koble sig på her. Værkerne, der står spredt i rummet og ligner flippermaskiner fra 1980’erne, er skabt ud af lige dele gamle brætspil og teknologiske dingenoter.

I en treminutters video om blockchain – den nye generation af internettet, hvor viden, penge og informationer kan deles tilsyneladende demokratisk og beskyttet – får man en del viden, men koblingen mellem blockchain og de nye flipperværker fangede jeg ganske enkelt ikke.

Til gengæld fangede jeg alt for godt japanske TeamLabs teknologiske interaktive installation, der foregår i et mørkt rum, hvor et lysende vandfald strømmer ned over publikum i den ene ende, og et blomsterflor gror frem på væggen i den anden.

Værket former sig efter de besøgende i rummet, så man ser vandet strømme forbi på gulvet, som var man en sten i vandet. Pointen er, at din væren skaber resonans i dine omgivelser. Såmænd en fin, om end noget didaktisk pointe, men stilen er så kitschet og instagram-inviterende, at det bliver umuligt at hengive sig til.

Det, som kuratorerne kaldte »et mentalt renselsesrum«, oplevede jeg helt omvendt, som overdøvende visuel kitsch.

TeamLabs har lavet en teknologisk og interaktiv installation til udstillingen på ARoS.

Agostino Oslo & John Berens

Papegøjer, der taler til og om mennesket

Der er tyske Hito Steyerl langt mere rå og lige på i sin teknologiske stil. Man sætter sig i en lækker, tilbagelænet læderstol og omgives af et slags computerspil, hvor et opulent, transparent babelstårn er ved at blive bygget i Dubai, og hvor det voksende tårn bliver en opadskrydende fallos, der næsten penetrerer himmellegemet.

Steyerls værker er fængende, fordi de viser noget, man kender – en blanding af nyheder og teknologi og computerspil – mens afkodningen er essentiel. Hvilke symboler sættes i spil? I nyhederne? I hendes værker? Vi må alle oppe os i at være mentalt til stede, så vi ikke blindt labber al information i os.

Udstillingen Tomorrow is the Question kommer kun sådan lidt halvvejs ind på det posthumane, som ellers er ét af de aktuelle felter i både filosofi og kunst, der tilbyder mest kritisk relevant gods og tænkning til de akutte problemer på kloden.

Kunstnergruppen Allora & Calzadilla kommer nærmest med et videoværk med papegøjer, der taler til og om mennesket fra papegøjeperspektiv. Det er fjollet, flot og filosofisk på samme tid, selv om perspektivet om den store masseuddød af dyrearter, der aktuelt er på færde, er dybt beskæmmende.

Udstillingen rundes af med et fotoværk af Olafur Eliasson – sådan lige klemt ind på falderebet – med en sten på en klump arktisk is. Så hvor vi begynder med en glohed klode, slutter vi med isen, der snart er smeltet væk.

Museale muskler

Udstillingen byder kort sagt på international kunst i topklasse. Skønne, smukke, stride værker – og også et par totalt kitschede – der omhandler nogle af vores allermest presserende emner og kriser.

Alligevel er der nogle grundlæggende problemer på færde. Det er ikke værkerne, den er gal med, men orkestreringen af dem. Udstillingen bliver mest af alt en slags museal muskelopvisning med en liste af topnavne, der tilfældigvis kan kobles på vores aktuelle klimaproblemer.

Det er et kuratorisk spor, som man har set siden 1990’erne, hvor de samme (mandlige) navne cirkulerer på alle verdens store biennaler og udstillinger, og som derfor i forhold til udstillingens agenda er både uddateret og konservativt. Men det er et greb, der effektivt cementerer museets brand og status.

Hvis vi skal komme bare i nærheden af at imødekomme nogen af de alvorlige problemer, vi står over for, og som udstillingen så gerne vil italesætte, må vi alle – også museet selv – gentænke vores position, handlinger og intentioner.

Hvis vi derimod bare bevidstløst repeterer de mønstre og vaner, der på mange måder har ført til nogle af de alvorlige kriser, vi har i dag – som f.eks. at lægge vægt på kendte mænd, prestige og magt – så har man totalt forpasset muligheden for kritisk refleksion, som ellers er Tomorrow is the Questions opdrag til både kunstnere og publikum.

’Tomorrow is the Question’. ARoS. Indtil 4. august 2019

Illustreret katalog med tekster af Erlend Høyersten, Luise Faurschou, Anette Vandsø, Nanna Bonde Thylstrup & Ulrik Ekman og Tor Nørretranders.

Herlev Hospital udsmykket af kunstneren Poul Gernes.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Ejvind Larsen
  • Bjarne Toft Sørensen
ingemaje lange, Ejvind Larsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Men det er et greb, der effektivt cementerer museets brand og status. ---- Hvis vi skal komme bare i nærheden af at imødekomme nogen af de alvorlige problemer, vi står over for, og som udstillingen så gerne vil italesætte, må vi alle – også museet selv – gentænke vores position, handlinger og intentioner".

Jeg er enig i kritikken, men forstår også de store udfordringer, som institutioner som Aros, Louisiana og Arken står over for i en sådan sammenhæng, med den placering de aktuelt har fået i hele det kunstinstitutionelle system, både som virksomheder og som institutioner for samtidskunst. Med et billede fra skibenes verden er de som de store svære sådan lige at ændre sejlretning for.

Det udelukker dog ikke et krav om, at også de bliver nødt til at gentænke deres position, handlinger og intentioner.