Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Auschwitz-bogen ’Dødens bolig’ en af de vigtigste danske faghistoriske bøger i mange år

Ondskaben findes. Er man i tvivl, behøver man bare læse Peter Langwithz Smiths mesterværk om koncentrationslejren over dem alle, Auschwitz
Ungarske jøder venter foran Krematorium V. Pigen i den lyse frakke er Gertie Mermelstein. Sammen med hende er hendes søster, mor, bedstemor og tre andre slægtninge. De vil alle blive myrdet i gaskammeret få timer senere.

Ungarske jøder venter foran Krematorium V. Pigen i den lyse frakke er Gertie Mermelstein. Sammen med hende er hendes søster, mor, bedstemor og tre andre slægtninge. De vil alle blive myrdet i gaskammeret få timer senere.

Foto fra bogen

Kultur
12. april 2019

Medens historiens forskellige forsøg på at etablere det jordiske paradis har givet nogle tvivlsomme resultater, har man haft større succes med at realisere helvede. Auschwitz er et sådant sted. Måske er det ligefrem så enkelt, at himlen simpelthen findes lige præcis dér, hvor helvede ikke er? For Auschwitz’ få hundrede overlevende må det have føltes sådan, da de modtog Den Røde Hærs fortropper den 27. januar 1945.

Auschwitz hørte ikke til den lille håndfuld tyske koncentrationslejre, der var etableret efter nazisternes magtovertagelse, og som stadig i 1940 ikke rummede mere end nogle få tusinde fanger, hovedsagelig politiske fjender og såkaldt ’asociale’. Lejren var heller ikke en del af de ’rene’ udryddelseslejre, der blev oprettet i 1942 som led i Operation Reinhard i forsøget på at udrydde hele Polens jødiske befolkning. Auschwitz var det hele på én gang, og lejren skulle blive den største af dem alle.

Sonderkommandoets opgave var at tømme gaskamrene for lig og brænde dem i krematorier og åbne gruber. Hemmelig optagelse.

Foto fra bogen
Lejren var indrettet som karantænestation i et tidligere polsk kasernekompleks i Øvre Schlesien, et område, der var indlemmet i det tyske rigsområde efter nedkæmpelsen af Polen i 1939, og den lå praktisk ved jernbaneknudepunktet, der forbandt det polske generalguvernement med resten af Europa. Herfra var det meningen, at SS skulle lede polske krigsfanger ind i Tyskland som billig arbejdskraft. I foråret 1940 ankom lejrens første kommandant, Rudolf Höss, og 30 kriminelle fra kz-lejren Sachsenhausen, som skulle være barakkernes opsynsmænd, kapoer.

Lejren var i funktion fra juni 1940 og blev hurtigt fyldt op med nogle tusinde polske krigsfanger, officerer, katolske gejstlige og medlemmer af jødiske menigheder. I foråret 1941 begyndte man få kilometer borte at anlægge den gigantiske krigsfangelejr Birkenau (’Auschwitz II’), som skulle rumme op imod 125.000 krigsfanger, efter juni 1941 i stigende grad russiske. Af de første 10.000 russiske krigsfanger, der ankom til lejren i efteråret 1941, var 2.000 i live i februar 1942, og i maj var der 186 tilbage. Mange flere skulle komme hertil for at dø.

I Birkenau byggedes også de store gaskamre, som skulle komme til at spille en hovedrolle i massemordet på Europas jøder. I foråret 1942 blev Auschwitz-Birkenau inddraget i nazisternes »endelige løsning af det jødiske problem«, og godstog begyndte at ankomme med titusinder af jøder, romaer og sintier fra Tyskland, Frankrig, Nederlandene, Belgien, Italien, Grækenland, Norge osv., organiseret af det vidtforgrenede SS og Gestapo. Inden SS i hast måtte forlade lejren i januar 1945, havde gaskamre, henrettelser, vilkårlige drab, sult, kulde og sygdom taget livet af anslået 1,1 millioner mennesker. I en sidste, gigantisk operation havde man i 1944 dræbt 400.000 ungarske jøder.

Det nazistiske lejrsystem var ikke bare en økonomisk udgift for regimet. SS Wirtschafts- und Verwaltungshauptamt (SS’ afdeling for økonomi og forvaltning) – der blandt andet sorterede jøder i arbejdsduelige og ikkearbejdsdygtige – formåede relativt hurtigt at vende lejrsystemet til en indtægtskilde. Koncentrations- og udryddelseslejrene udgjorde med deres netværk af underlejre – Auschwitz havde 47 – et kolossalt reservoir af menneskelige ressourcer, som under krigen var med til at forsyne de umættelige tyske industrivirksomheder med billig arbejdskraft, og det hastigt voksende SS-apparat tjente gode penge på udlejningen af krigsfanger, jøder, romaer, sintier, modstandsfolk fra de besatte lande osv. til krigsindustrien.

SS-Helferinnen fra Auschwitz på udflugt til rekreationsstedet Solahütte i nærheden af lejren.

SS-Helferinnen fra Auschwitz på udflugt til rekreationsstedet Solahütte i nærheden af lejren.

Foto fra bogen

De lave omkostninger tiltrak efterhånden også virksomheder: Få kilometer fra Auschwitz opbyggede kemikoncernen I.G. Farben fra 1940 det kæmpemæssige produktionsanlæg Monowitz (’Auschwitz III’), hvor man fremstillede syntetisk gummi og brændstof, mens man som en anden snyltehveps sugede den sidste livskraft ud af de tusindvis af Auschwitz-fanger, SS-lægerne havde bedømt arbejdsduelige, og som derfor havde undgået gaskammeret.

Dødens bolig er et mikrohistorisk studie i ondskab, menneskelig fornedrelse og sadistisk vold. Bogen bygger på den omfattende forskningslitteratur om lejren, selvstændige kildestudier samt erindringslitteraturen, ikke mindst fra holocaustoverlever Primo Levis bøger.

Alle tænkelige forhold og begivenheder afdækkes: Lejrens fysiske opbygning og formelle struktur, ledende SS-skikkelser fra vagtmandskabet, fangernes forhold, afstraffelses- og torturmetoder, pseudomedicinske forsøg, den ekstreme sammenstuvning af levende og halvdøde menneskekroppe på alt for lidt plads, tøjet, der hang i laser, de usandsynligt uhumske forhold, kulden, sulten, tyfusepidemier og dysenteri, ydmygelserne, angsten, desperationen, den forekommende kannibalisme, den vilkårlige vold og de seksuelle overgreb, den allestedsnærværende død.

Kapitlerne følger en skarp systematik og skildrer omhyggeligt togtransporterne gennem Europa til endestation Auschwitz, ankomsten med den øjeblikkelige ’selektion’: Adskillelsen af arbejdsduelige og ikkearbejdsdygtige, de uarbejdsdygtiges afgang til gaskamrene, hverdagen i modbydeligt ulækre og overfyldte barakker og den 11-12 timers arbejdsdag i lejrens værksteder på en kost af mellem 1.300 og 1.700 kalorier om dagen, mest bestående af roesuppe. Man arbejdede, til man segnede, hvorpå man blev slået ihjel. Helt efter den officielle opskrift Vernichtung durch Arbeit – tilintetgørelse gennem arbejde.

Der er uddybende afsnit om SS-vagtpersonalet og tre grundige biografier af lejrens tre kommandanter, Rudolf Höss, Arthur Liebehenschel og Richard Baer. Der er næsten en sødmefyldt overraskelse i at læse om de få, men dog forekommende tilfælde af modstand, som da det lykkedes den polske danserinde Franceska Mann på vej til gaskammeret at gribe sin fangevogters pistol og dræbe ham – inden hun selv og resten af gruppen blev mejet ned af SS’ernes maskinpistoler eller Sonderkommandoens opstand i oktober 1944, som selvfølgelig blev slået ned. Den kostede tre SS’ere og 452 fanger livet. Også flugtforsøg lykkedes indimellem, i alt har man registreret 802 flygtede fanger, af hvilke 144 med sikkerhed slap bort.

Undslupne fanger og kommunikation med omverdenen gennem den polske undergrundshær betød, at oplysninger om lejren efterhånden nåede de allierede og helt til USA (hvor man i øvrigt havde taget livet af medborgere i gaskamre siden 1920’erne). Det førte dog ikke til bombeangreb, hverken på Auschwitz-Birkenau eller på de jernbanelinjer, der førte dertil, idet den amerikanske bombekommando ikke ville afsætte de nødvendige antal bombemaskiner og vurderede, at et angreb ville have ringe effekt ud over at dræbe et stort antal indsatte. Begrundelserne virker ikke overbevisende i lyset af, at Monowitz faktisk blev bombet adskillige gange i 1943-44 for at ødelægge brændstofproduktionen på stedet. Militære behov blev prioriteret.

Bogen giver med andre ord en minutiøs skildring af, hvad der gik for sig inden for Auschwitz’ mure og dobbelte rækker strømførende pigtråd fra den første planlægning til befrielsen knap fire år senere. Selv patetiske Auschwitz- og holocaustbenægtere, der har spredt fake news om sagen i årtier, bliver taget under behandling. Særlige kapitler behandler efterkrigstidens etablering af Auschwitz som mindesmærke og museum samt retsopgøret helt frem til sagerne mod Gröning, Hanning og Zafke i 2015-16.

Der er ikke digtet så meget som et komma til det, kilderne selv fortæller, men der er også rigeligt med vidneudsagn at øse af. Vidnerne gentager sig selv og hinanden i deres beretninger, for de har jo gennemlevet nogenlunde de samme rædsler, men alligevel bliver det aldrig redundant. Det er, som om hvert eneste udsagn har sin egen umistelige ret til at blive hørt, og hvert personlige vidnesbyrd gør det en anelse mere begribeligt, hvad der faktisk har fundet sted. I forskningen kalder man det ’thick description’, en metode, der simpelthen kommer særligt til sin ret her, hvor det kan være vanskeligt at fatte, hvilket helvede Auschwitz har været.

I den uhyre detaljerede skildring af Auschwitz’ historie og indre udvikling ligger bogens store styrke. Men der er også givet plads til omstændighederne og årsagsforløbet frem til det civilisatoriske sammenbrud, Auschwitz udgør – nemlig hvad der drev den nazistiske jødepolitik, hvad der lå bag det system af lejre, som udgjorde en hovedkomponent i det nazistiske undertrykkelsesapparat, hvad der drev de gerningsmænd, der sikrede lejrenes funktion osv.

Auschwitz, som om nogen er kommet til at symbolisere Holocaust, var hverken mere eller mindre forfærdelige end de andre udryddelseslejre som Majdanek, Chelmno eller kz-lejre som Dachau, Sachsenhausen, Ravensbrück, Buchenwald, Neuengamme, Bergen-Belsen, Flossenbürg, Mauthausen, Stutthof og alle de andre. At Auschwitz f.eks. opviser de største drabstal, skyldes f.eks. kun, at lejren var i funktion i noget længere tid end Operation Reinhards tilintetgørelseslejre Treblinka, Sobibor og Belzec. Men Auschwitz var anderledes. At Vest-, Syd- og Nordeuropas jødiske befolkninger blev myrdet netop dér, har ganske sikkert haft betydning for lejrens eftermæle.

Det er svært i en anmeldelse at yde denne massive præstation af en bog fuld retfærdighed. ’Pragtværk’ ville det være upassende at kalde den, og en coffee table book bliver den næppe. Dertil kommer, at dens volumen nok gør Dødens bolig uegnet som klassesæt i gymnasierne. Det sidste er en skam. Til gengæld står format, udstyr og det righoldige billedmateriale mål med teksten. Bogen er en af de vigtigste faghistoriske bøger i mange år på dansk. Må den vinde den udbredelse, den i den grad fortjener. Og en eller anden pris.

Ondskaben findes skam. Ikke blot som metafysisk begreb, men som meget, meget konkret menneskelig handling og erfaring. Er man i tvivl, og vil man have vished, behøver man kun læse Peter Langwithz Smiths mesterværk om koncentrationslejren over dem alle.

Peter Langwithz Smith: ’Dødens bolig – Auschwitz-Birkenau’. People’s Press, 765 sider, 449,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her