Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Ava’ om en 13-årig piges kamp med livet er sådan en film, voksne bør se med deres børn

Franske ’Ava’ er lige dele dannelsesfortælling, frigørelseshistorie og eventyr om en teenagekriger
13-årige Ava (Noée Abita) kæmper så at sige for livet i franske Léa Mysius’ dannelsesfortælling, ’Ava’. 

13-årige Ava (Noée Abita) kæmper så at sige for livet i franske Léa Mysius’ dannelsesfortælling, ’Ava’. 

Solaris Films

Kultur
25. april 2019

13-årige Ava (Noée Abita) er en kriger. Og det er der brug for. Hun udkæmper mange slag på én gang. Hun er ved at miste sit syn, og det går hurtigere, end hun og lægerne havde forventet. Hun har allerede svært ved at se om aftenen, og det skræmmer hende. Hun kæmper mod sin mor, Maud (Laure Calamy), der er alene med Ava, og hendes ikke særligt gamle lillesøster, og som til gengæld har svært ved at finde ud af, hvordan hun skal tackle den stadig mere fjendtlige teenagepige.

Ava slås også med sin spirende seksualitet og en stærk følelse af, at hun er ved at blive voksen i en rasende fart. På den ene side kan hun ikke holde ud at høre på sin mors snak om sex – moren mistede selv sin mødom som 13-årig, men vil gerne have, at Ava venter, til hun er 17. På den anden side er Ava nysgerrig, ikke mindst da den mystiske og tilsyneladende hjemløse Juan (Juan Cano) dukker op med sin kulsorte hund og en del problemer i kølvandet i den franske badeby, hvor Ava og hendes mor og søster holder sommerferie.

Ava er ikke verdens mest omgængelige teenager – det er vel en grundtilstand for de fleste teenagere – og hun har heller ingen venner. I stedet lever hun nærmest i sin egen verden, hvor hun prøver at skærpe sine øvrige sanser og øve sig på at færdes, når hendes syn helt forsvinder.

Hun knytter sig til Juans hund – stjæler den faktisk – men tager siden på lidt af et joyride med den fire år ældre dreng.

Smuk og sanselig film

Léa Mysius’ Ava er både en dannelsesfortælling, en frigørelseshistorie og et slags eventyr, hvor den unge hovedperson skal lære at håndtere livets problemer. Der er stor poesi, loyalitet og både drama og humor i den måde, hvorpå den spillefilmdebuterende instruktør skildrer unge Ava.

Det er pigens synsvinkel, vi oplever tingene fra, og selv om hendes bekymrede mor ofte er til stede, er det ikke hende og sådan set heller ikke konflikten mellem de to, det handler om.

Fokus er på Ava og hendes kampe – for at blive voksen, for at forblive barn, for at opleve kærligheden for første gang, for ikke bare at lægge sig ned og acceptere sin skæbne. Det, at hun er ved at miste synet, skal ikke forhindre hende i at leve.

Har man selv børn, kan man ikke lade være med at ryste bekymret på hovedet ad Ava – og sympatisere med hendes stakkels mor – men man kan heller ikke lade være med at beundre pigebarnet og hendes kampgejst. Hun er i sandhed en kriger. Det får hun god brug for livet igennem.

Billedsiden i Ava er smuk og sanselig – ikke mindst den øde sandstrand og det brusende hav er fotogene størrelser – og det samme er musikken. Begge dele digter med på historien om det lille, store menneske, der spilles så overbevisende og indfølt af Noée Abita. Det ene øjeblik er hun et usikkert og sårbart barn, det næste et stærkt og uafhængigt ungt menneske, der ved præcis, hvad hun vil.

Det er især hendes præstation, der gør Ava værd at se – og det bør voksne mennesker gøre sammen med deres store børn. Der er meget at tale om bagefter.

Ava. Instruktion: Léa Mysius. Manuskript: Léa Mysius og Paul Guilhaume. Fransk. (Udvalgte biografer rundt om i landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Altid en fornøjelse at læse anmeldelser af CM