Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

’Avengers: Endgame’ er ren og skær Shakespeare og Strindberg

Efter 11 år og 21 film afrunder Marvel den første store del af sin filmiske saga med ’Avengers: Endgame’. Det er blevet et brag af en film, som tillader sig at svælge i store følelser og store spørgsmål
De superhelte, der overlevede Thanos’ store knips, må i ’Avengers: Endgame’ arbejde sammen i et forsøg på at besejre Thanos og omgøre hans frygtelige ugerning. 

De superhelte, der overlevede Thanos’ store knips, må i ’Avengers: Endgame’ arbejde sammen i et forsøg på at besejre Thanos og omgøre hans frygtelige ugerning. 

Walt Disney Studios

Kultur
24. april 2019

Hvad gør en superhelt, hvis den verden, han eller hun har svoret at beskytte, bliver angrebet, og halvdelen af befolkningen udraderet? Har man så ikke svigtet både sig selv og dem, der troede på én, og bør man ikke lægge kappen og skjoldet på hylden og finde et sted at gemme sig eller i hvert fald noget andet at lave? Hvad betyder det for én, hvis man samtidig selv har mistet mennesker, man holdt af, familiemedlemmer og heltekolleger, som man troede var usårlige? Og hvorfor overlevede man selv, når andre måtte dø?

Det er nogle af de mange og store spørgsmål, som de overlevende efter det store knips i Avengers: Infinity War må kæmpe med i Avengers: Endgame.

Marvel er nået til vejs ende med sin monumentale superheltesaga – eller i hvert fald til en af de større skilleveje – og den historie, chefproducent Kevin Feige og hans mange manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere har brygget på nu igennem 11 år og 21 spillefilm, begyndende med Iron Man i 2008, skal afsluttes med manér.

Som sagt så gjort: Det filmiske Marvel-univers’ gulddrenge, Joe og Anthony Russo, har med de to seneste – sidste? – Avengers-film, Infinity War og Endgame, forvandlet populærkulturel underholdning til ren og skær Shakespeare og Strindberg.

Livet gør ondt, ikke kun på filmenes hovedpersoner, men også på publikum. Dette er ej blot til lyst, og har man som jeg investeret tid og følelser i de mange superheltefilm, garanterer jeg, at man bliver både oprømt og oprørt, glad og ked af det, mens man ser Avengers: Endgame.

Brav modstand

Endgame begynder stort set dér, hvor Infinity War slutter: Titanen Thanos (Josh Brolin) har lige udslettet halvdelen af alt liv i hele universet med et knips. Han har samlet de seks evighedsstene, som udgør selve universets grundstof, og det sætter ham i stand til at gøre, hvad han vil. Han er almægtig.

Men Thanos er ikke en hvilken som helst skurk; han er overbevist om, at universets forskellige civilisationer, inklusive den på Jorden, er ved at ødelægge sig selv på grund af overbefolkning. Han så det ske på sin egen planet, og han anser det for at være en barmhjertighedsgerning, hvis han begår intergalaktisk folkemord. Han er endda villig til at ofre sin egen datter, Gamora (Zoe Saldana), for at nå sit mål, og det giver ham en ekstremistisk, javist, men også tragisk og endda menneskelig dimension, som kun er få superskurke forundt.

Thanos har som sagt held med sit uhyggelige forehavende, selv om han får brav modstand af superheltegruppen Avengers, der består af blandt andre Captain America/Steve Rogers (Chris Evans), Iron Man/Tony Stark (Robert Downey Jr.), Black Widow (Scarlett Johansson), Spider-Man (Tom Holland), troldmanden Doctor Strange (Benedict Cumberbatch), tordenguden Thor (Chris Hemsworth), Scarlet Witch (Elizabeth Olsen), Black Panther (Chadwick Boseman), Hawkeye (Jeremy Renner) og Hulk (Mark Ruffalo).

Faktisk går flere af heltene til grunde – Doctor Strange, Spider-Man, Black Panther, Scarlet Witch – da Thanos knipser, mens andre – Iron-Man – strander i det ydre rum. Selv er Thanos gået på pension på en fredelig og frodig planet i en anden galakse, og i begyndelsen af Endgame samles de overlevende superhelte, inklusive Avengers’ nyeste medlem, Captain Marvel (Brie Larson), for at finde ham og evighedsstenene i et desperat forsøg på at skrue tiden tilbage og genoplive alle de døde.

Vægten af sorg

Uden at afsløre for meget kan jeg dog sige, at helt så nemt skal det ikke være – så belejligt er livet sjældent, heller ikke for en gruppe superhelte med hjertet på rette sted.

Endgame springer fem år frem i tiden, og hver for sig kæmper de overlevende med eftervirkningerne af det store knips. Steve Rogers har slået sig ned som sorgterapeut, mens Tony Stark har isoleret sig på landet sammen med sin kone, Pepper Potts (Gwyneth Paltrow), og deres lille datter. Mægtige Thor er blevet overvægtig, fordrukken og selvmedlidende, og en sorgramt Hawkeye bruger sine ikke ubetydelige evner som dræber på at opspore og likvidere grimme forbrydere i ind- og udland.

Men så sker der noget. Doctor Stranges ord i Infinity War om, at der ud af 14 millioner mulige løsninger på den umulige situation var én enkelt, som kunne redde dem alle sammen – ikke kun dem, der overlevede Thanos, men også alle dem, der døde – viser sig måske at være profetiske.

Det kræver dog, at Avengers arbejder sammen igen, og spørgsmålet er, om gruppens mange individualister er villige til at samles i et endnu forsøg på at råde bod på deres svigt – og om dem, der trods alt er nået videre med deres liv efter tragedien, tør sætte det på spil ved at forsøge at skrue tiden tilbage. Kan de overhovedet stole på sig selv og de andre igen?

Komiske indslag

Joe og Anthony Russo – og deres manuskriptforfattere – bruger den første store del af Endgame på at lade de næsten ubærlige konsekvenser af Thanos’ knips synke ind. Det er en førsteklasses studie i følelser og psykologi, og det giver filmen den tragiske tone og fornemmelse af sorg og tab, som er vigtig for at få så storladen og episk anlagt en historie til at fungere.

Man er med Steve Rogers i terapilokalet og hører hans patienter fortælle om, hvordan de forsøger at date nye mennesker, men at de både selv og dem, de dater, uundgåeligt begynder at græde på et tidspunkt undervejs i den første middag. De har alle mistet.

Det lyder måske meget tungt – og er det vel også til at begynde med. Men det er samtidig meget menneskeligt og elementært spændende, og det bliver endda også ganske morsomt, efterhånden som superheltene samles, og figurer som Ant-Man (Paul Rudd), vaskebjørnen Rocket (Bradley Cooper) og Thor får mulighed for at blande sig. Især de tre sørger for en del af de komiske indslag, som letter stemningen undervejs.

Værdig afslutning

Skal jeg være lidt kritisk, må jeg sige, at sidste fjerdedel af Endgame halter en smule. Ikke fordi den er dårlig, men fordi den benytter sig af nogle af de klicheer, som hører de mest traditionelle superheltefilm til.

Måske skyldes min utilfredshed mest, at filmen indtil da har været ganske uforudsigelig. Man tror ofte, at man ved, hvor den vil bevæge sig hen, og stort set hver gang lykkes det Russo-brødrene at vride handlingen i en anden, mere overraskende retning.

Det tjener dem til ære, og det siger noget om, hvor langt Marvel og Kevin Feige er nået i løbet af de 11 år, de har været i gang med at opbygge denne storslåede saga, som kun er blevet større og større med tiden. De tør tage nogle fortællemæssige chancer nu, som de ikke turde tage dengang – og de husker at binde sløjfe på de fleste af de tråde, som er blevet lagt ud undervejs.

Men Marvel og Feige har nu altid taget superheltefortællingen alvorligt – som vor tids myter og opbyggelige eventyr – og det er resulteret i 21 film, der selvfølgelig ikke alle er lige gode, men som overordnet har hævet barren for, hvad man kan tillade sig og opnå med noget så kulørt og tidligere ugleset som film baseret på tegneserier.

Avengers: Endgame er en mere end værdig afslutning på en æra. Den er flot, velspillet, actionfyldt og skamløst højstemt, og man skal være gjort af sten, hvis ikke man bliver lidt fugtig i øjenkrogen til sidst.

Avengers: Endgame. Instruktion: Anthony og Joe Russo. Manuskript: Christopher Markus og Stephen McFeely. Amerikansk (Utroligt mange biografer verden over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her