Læsetid: 4 min.

Både den virkelige og den fiktive instruktør i ’Audition’ på Aarhus Teater opfører sig som dumme svin

Sargun Oshanas sidste forestilling som husinstruktør på Aarhus Teater er et interessant, men ubehageligt formeksperiment, hvor grænser udviskes og overskrides – og hvor publikum spiller en aktiv rolle
De mange metalag ændrer ikke på, at såvel Sargun Oshana som Anders Baggesen er overbevisende som ubehagelige instruktører i ’Audition’ på Aarhus Teater.

De mange metalag ændrer ikke på, at såvel Sargun Oshana som Anders Baggesen er overbevisende som ubehagelige instruktører i ’Audition’ på Aarhus Teater.

Anna Marín Schram

17. april 2019

Tynd og skrøbelig står Anne Plaugborg som Alice midt på scenegulvet. Med bedende øjne og opløst ansigt tigger hun om at få sin rolle tilbage. Den sidste rest af hendes værdighed smuldrer for øjnene af publikum.

Den fiktive filminstruktør Henry Kant (Anders Baggesen) er objektet for hendes plageri. Han er indbegrebet af et magtliderligt, dumt svin, der sætter overfladiske mærkater som »klam«, »anorektisk« eller »white trash« på de håbefulde skuespillerinder. Og Baggesen er skræmmende overbevisende i rollen.

Audition er en forestilling med så mange lag, at publikum farer vild og mister overblikket over, hvor virkeligheden slutter og fiktionen begynder.

I det fysiske scenerum byder instruktør Sargun Oshana os velkommen. Han præsenterer de fem skuespillere, som først er sig selv og så træder ind i deres respektive roller. Dernæst møder vi Alice (Anne Plaugborg), der går til casting på en filmrolle. Og så følger vi produktionen af selvsamme film, der fremstår temmelig usmagelig.

Baggesens fiktive instruktør retter på sine filmskuespillere og får dem til at tage scener om og om igen. På samme måde bryder Sargun Oshana ind og beder skuespillerne (herunder også Baggesen) gentage deres scener igen på nye måder, alt imens han med et kamera optager nærbilleder, som vises på storskærme bag skuespillerne.

De to instruktører indtager på sin vis samme rolle i hvert sit lag i forestillingen. Lag, der blandes og flyder sammen. Publikum hives ind på scenen og agerer statister, kameramand eller producer. Vi er på samme tid observatører og passive medskyldige i de overgreb – fysiske som psykiske – der udspiller sig foran os.

Ubehageligt formeksperiment

Med Audition har tekstforfatter Jenny Lund Madsen sammen med Sargun Oshana skabt et formmæssigt eksperiment, der lander lidt mellem film og teater, og udvisker grænserne mellem virkelighed og fiktion.

Oshana forklarer publikum, at han afbryder scener og liveinstruerer — og at hver aften derfor vil være forskellig fra den forrige. Men er det rent faktisk improvisation? Eller har han en række på forhånd aftalte steder, han kan bryde ind og ændre på scenerne? Det interessante ved Audition er især den tvivl om dette, vi som publikum efterlades med.

Et eksempel på en sådan scene er, da Anne Plaugborgs Alice opsøger Baggensens Henry Kant i hans hjem. Hun forsøger sig med smiger og pæne ord om hans film og karriereforløb for at forbedre deres forhold. Det er som at betragte kattens leg med musen, da Alice langsomt fanges ind i Kants kløer.

Baggesen står med bar overkrop iført en slåbrok. Han lader sine hænder glider over sin egen nøgne hud, mens han beder den unge kvinde om at holde om sig. Allerede på dette punkt er scenen ubehagelig for publikum at være vidne til. Den unge kvindes grænser overskrides. Og så bryder Oshana ind og beder dem gennemspille scenen igen.

Han hvisker noget i øret på Baggesen, som dernæst i gentagelsen af scenen i endnu højere grad intimiderer sin unge kollega. Publikum ser til med en dårlig smag i munden. For er det karakteren Alices eller skuespilleren Anne Plaugborgs grænser, der netop er blevet overtrådt? Er det virkelig liveinstruktion eller er det aftalt spil? 

Plaugborg forstærker oplevelsen ved at trække ud i hjørnet for at diskutere med Oshana. Vi kommer i tvivl om, hvor det planlagte ophører, og hvor improvisationen (om nogen) begynder. Vi efterlades med et indtryk af, at film- og teaterbranchen er nådesløs – og at instruktører grundlæggende er nogle dumme svin.

Instruktøren Henry Kant minder på mange måder om den rolle, Baggesen spillede i Sargun Oshanas vandreforestilling Premiere på Aarhus Teater i 2017. Baggesen er – dengang som nu – ubehagelig i rollen som supernarcissistisk instruktør, der med et djævelsk glimt i øjet ler hånligt ad de unge skuespillere, mens han skiftevis indgyder dem håb om en strålende karriere og forkaster dem.

Han hungrer efter anerkendelse og piller andre ned på sin vej.

»Vil du have sex med mig, mens du siger titlerne på alle mine film?«, spørger han Plaugborgs Alice.

Et spørgsmål, som understreger både desperationen og magtbegæret i hans karakter.

Og netop det med at træde på andre på sin vej op bliver en væsentlig del af Alices rejse. Hun går fra usikker novice til fighter, der vil gøre hvad som helst for at opnå resultater. Også selv om hun må (mis-)bruge andre på sin vej.

Anne Plaugborg spiller sin usikkerhed og udvikling formidabelt, men det er alligevel de to instruktører, der efterlader det største – og mest ubehagelige – indtryk. 

Audition er bestemt ikke en hyggelig teateroplevelse, men det er rent formmæssigt et virkelig interessant eksperiment, der roder godt og grundigt rundt i publikums opfattelse af grænserne mellem virkelighed og fiktion.

Audition.’ Tekst: Jenny Lund Madsen. Instruktør: Sargun Oshana. Scenograf: David Gehrt. Lys: Kim Glud. Med: Anne Plaugborg, Luise Skov, Anders Baggesen, Mette Døssing og Mathias Skov Rahbæk. Spiller på Aarhus Teater til 11. maj.

Den største oplevelse ved Aarhus Teaters ’Parasitterne’ er scenografien
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Steffen Gliese
ingemaje lange og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det lyder virkelig interessant - og et dejligt eksempel på, at et tema, der cirkulerer på teatret internationalt i denne sæson, får et originalt dansk værk på scenen, fremfor en import af teaterudgaven af den klassiske film 'All About Eve', der spiller i London nu.