Læsetid: 5 min.

Bach og Sjostakovitj funkler i tyske hænder

Isabelle Faust er hovedpersonen på en ny udgivelse med først og fremmest violinkoncerter af Bach. Det er konversationskunst af en højere verden, formuleret med kontrollens stramhed og frihedens ubændighed. På en anden fængslende udgivelse giver Artemis Kvartetten skarptslebne tolkninger af Sjostakovitjs musik fra tiden i Stalins helvede
Den tyske violinist, Isabelle Faust, giver os mulighed for at opleve denne frodige praksis på en strålende ny udgivelse, der er lavet sammen med barokorkestret Akademie für Alte Musik Berlin.

Den tyske violinist, Isabelle Faust, giver os mulighed for at opleve denne frodige praksis på en strålende ny udgivelse, der er lavet sammen med barokorkestret Akademie für Alte Musik Berlin.

Finn Frandsen

2. april 2019

Johann Sebastian Bach arbejdede hårdt hele livet i sine otte ansættelser, især i slutstillingen som musikdirektør og kantor i Leipzig. En ting var den administration og undervisning, han var forpligtet til at tage sig af, noget andet kirkemusikken og den verdslige underholdningsmusik, han også skulle levere uge efter uge.

Men en af måderne, Bach kunne skaffe sig lidt luft, var ved simpelthen at genbruge sin musik, og det gjorde han tilmed en dyd ud af. For så havde han mulighed for at gøre det mangelfulde godt, det gode bedre og i nogle tilfælde det bedre fuldkomment.

Den tyske violinist, Isabelle Faust, giver os mulighed for at opleve denne frodige praksis på en strålende ny udgivelse, der er lavet sammen med barokorkestret Akademie für Alte Musik Berlin. Det gælder selvsagt først og fremmest violinkoncerter. Vi kender to originale koncerter for en solist, E-dur og a-mol, og en tredje i d-mol for to solister. Men Faust har hentet flere rekonstruktioner af cembalokoncerter frem, så udgivelsen, der kan høres på cd og Spotify, indeholder seks koncerter, der involverer violinen. Ikke nok med det, derudover spredes en række andre former for rekonstruktioner, og på den måde aflægger vi besøg i Bachs værksted – for håndværker var han jo også i den mest forfinede forstand, man kan forestille sig.

Himmelsk violinspil

Tag nu koncerten i d-mol, som Faust lægger ud med. Den har sin oprindelse i satser fra flere kantater og en cembalokoncert, og man forstår såre godt, hvorfor Bach genbrugte materialet, så fuldt af muligheder er det. Faktisk forekommer den virtuose koncert at være skræddersyet til violinens teknik, bl.a. med den såkaldte bariolage, hurtige figurationer der lader en løs streng klinge med.

Faust musicerer både med kontrollens stramhed og frihedens ubændighed. Klangen er let, lys og bøjelig, med subtilt henkastede farver i linjespillets toppe og dale, og hun opnår en dynamisk spændvidde, som et cembalo aldrig vil komme i nærheden af. Dette er efter mine begreber himmelsk violinspil, tæt integreret som det er i strygeorkestrets snart opildnende, snart hviskende stemmer. Vivaldi er formodentlig inspirationen, hans 12 koncerter opus 8 med De fire Årstider blev udgivet i Bachs første år i Leipzig, han kendte dem og må have følt sig draget af italienerens programerklæring på titelsiden: At fremstille kampen mellem den bundne harmoni og den løsslupne fantasi.

Man vil genkende koncerten i g-mol fra cembaloversionen i f-mol, og måske særligt largoen med den vægtløse melodi. Det er så anderledes at høre den for violin, for Faust iklæder den et spinkelt legato, altså gennemsynger melodien, hvad et cembalo har mere end svært ved. Xenia Löffler træder til som partner i koncerten for obo og violin, en rekonstruktion af en koncert for to cembaloer, og igen må genbruget siges at gøre det gode bedre. Det er konversationskunst af en højere verden, der kommer til live her, indfaldene vendes og drejes med forfinede spilletekniske indsigter, i den sidste sats med orkestret i en livsalig runddans på tåspidser.

Og de originale violinkoncerter funkler naturligvis: Den normalt lidt tunge a-mol, den lyse E-dur, den elskede dobbeltkoncert i d-mol (Faust med Bernhard Forck), alle er livfulde og overordentlig underholdende, og så er der meget mere genbrug, jeg ikke kan få plads til at prise.

Feberagtig Sjostakovitj

Alle veje fører til Bach. For Sjostakovitj skete det mest afgørende, da han deltog i markeringen af 200-året for Bachs død i Leipzig 1950. Det var som at blive midlertidigt lindret for eksistensens kroniske smerter. Da han vendte hjem til Stalins helvede, behøvede han kun fire måneder på at komponere 24 præludier og fugaer for klaver som et spirituelt kontrapunkt til Bachs Das Wohltemperierte Klavier.

Men Bach-inspirationen stoppede ikke ved dette monumentalværk, den vævede sig ind i kammermusikken, som man høre på en fortræffelig Sjostakovitj-udgivelse med den tyske Artemis Kvartet. En strygekvartet i Spitzenklasse som tidligere har udgivet en bemærkelsesværdig Beethoven-cyklus.

Strygekvartet nr. 5 er fra 1952, og allerede fra første takt bringer Sjostakovitj en hyldest til Bach, som ofte anvendte tonerne B–A–C–H som motiv i sine kontrapunktiske værker. For bratschens motiv indeholder initialerne i den tyske translitteration af komponistens navn (Dmitri Schostakowitch: D–S = Es–C–H). I samspil med et tema, der specifikt refererer til en ung kvinde, som Sjostakovitj nærede mere end varme følelser for, styrer dette korte motiv begivenhederne i åbningsatsen, som hører til de mest storslåede blandt hans 15 for besætningen.

Artemis Kvartetten er et moderne ensemble med skarptslebne værktøjer, musikerne går godt rustede ind i satsens feberagtige kollisioner, intensiteten er medrivende, alt står rent og nådesløst ærligt. Og ud af denne tour de force dukker uden ophold en ganske anden verden op i andanten, en trøstesløs ødemark med svagt syngende violiner over horisonten i dialog med celloens melankolske fraser.

Sjostakovitj citerer her fra egne værker, bl.a. den første violinkoncert som den sovjetiske censur havde nægtet offentlig opførelse. Det er en forunderligt indtrængende sats med Artemis-folkene. Man forestiller sig, at komponisten for sig selv holder en mindetale om sin døde musik og ikke mindst det forbandede liv, han er fanget i.

Djævelsk ironi

Tilbage i 1940 var Sjostakovitj imidlertid i Stalins kridthus, som et resultat af hans ‘tilpasning’ til at fremstå som en sand sovjetisk kunstner, hvilket er en længere og meget kompliceret historie. Hvor om alting er: Bolsjoj-teatret bad Sjostakovitj om at reorkestrere Musorgskijs opera Boris Godunov, og samtidig tog en klaverkvintet form i hans hoved.

Det sidste blev uundgåeligt påvirket af det første. »Jeg var grebet af Musorgskijs vished om, at modsætningerne mellem herskerne og det undertrykte folk var uløselige, og det betød, at folket skulle lide endeløst og grusomt. Foran os lå kaos og statens kollaps, som det faktisk bliver profeteret af idioten i operaens sidste scene. Jeg forventede, at det ville ske i 1939. Det var også klart, at krigen ville komme, før eller senere. Og den ville følge handlingen i Boris Godunov,« siger Sjostakovitj i Solomon Volkovs Vidnesbyrd.

Det var disse mørke tanker, der gennemløb skabelsen af klaverkvintetten. Og den står centralt på Artemis Kvartettens udgivelse, hvor la grande dame i russisk musikliv, pianisten Elisabeth Leonskaja, slutter sig til. Med disse fem ruller underteksterne med stærk konsekvens. De to første satser, præludium og fuga – også her en Bach-inspiration – kan meget vel høres som genklange af idiotens jeremiader og folkets sørgetog. Scherzoen som en kluntet dans med brutale undertoner. Intermezzoet som tragedie og satire. Og finalen som en tilsyneladende tilforladelig end of story. Åh jo, klaverkvintetten blev modtaget med begejstring af det officielle Sovjet, og Sjostakovitj blev efterfølgende tildelt Stalinprisen i 1941. Hvilken djævelsk ironi.

Bach: Violinkoncerter m.m. Isabelle Faust (violin) og Akademie für Alte Musik Berlin. To cd’er. Harmonia Mundi.
Sjostakovitj: Strygekvartet nr. 5 og 7. Klaverkvintet. Elisabeth Leonskaja (klaver) og Artemis Kvartetten. Erato/Warner.
Begge udgivelser findes på Spotify

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Christian Mondrup
Niels Duus Nielsen og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Mondrup

Fine overvejelser over genbrug hos J. S. Bach. Lønsted nævner Vivaldi som inspiration for Bach. Det kom bl.a. til udtryk i Bachs bearbejdelser af Vivaldis musik. Et lysende eksempel på genrug fra nyeste tid er Hans Abrahamsens bearbejdelse for symfoniorkestrer af Claude Debussys klaverstykker "Children's Corner".