Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Barbara Hannigans skærtorsdagskoncert havde mange løse ender

Barbara Hannigan er en sjælden sangbegavelse og en stor musiker, men som dirigent overbeviste hun ikke foran DR SymfoniOrkestret. Især Alban Bergs mangefacetterede violinkoncert, med en ellers fin solist, manglede episk sammenhæng og spirituel dybde
Kultur
23. april 2019

Skærtorsdagskoncerten i Koncerthuset blev ledet af den canadiske sopran Barbara Hannigan, som med sin karisma og spektakulære sangteknik er blevet et internationalt fænomen. Programmet var velkomponeret til den første helligdag i den stille uge. Først et kort stykke kun for solosopranen af den italienske modernist Luigi Nono, til en tekst om at befinde sig fornedret og mishandlet i mørket med en tro på, at lyset en dag vil komme.

Det intense minidrama med Hannigan selv gik lige over i Alban Bergs Violinkoncert – med den fine tyske solist Veronika Eberle – der er et tolvtoneværk, som behandler tab, sorg, angst, smerte og håbet om det evige lys, og som man med god ret kunne kalde et requiem for komponisten selv.

Og efter pausen kom så Mozarts Requiem, en udsættelse af den katolske dødsmesse som med sine bønner anråber de himmelske magter om nåde og frelse fra de evige pinsler i helvedes flammer. Også dette værk munder ud i håbet om at se det himmelske lys, og som for Berg blev det et rekviem for Mozart, som ikke nåede at fuldende det.

Barbara Hannigan er uomtvisteligt en sjælden sangbegavelse og en stor musiker, men som dirigent overbeviste hun ikke ved denne lejlighed. Det gik nogenlunde med Mozart, men Berg manglede episk sammenhæng og spirituel dybde.

Håndfast efter noder

Alban Bergs violinkoncert fra hans sidste leveår 1935 bærer på en fascinerende historie. Den var bestilt af en amerikansk violinist og blev efterhånden et dybt personligt anliggende. Berg forgudede Gustav Mahler, dennes hustru, Alma, havde efter Mahlers død fået en datter, Manon, med sin næste ægtemand, arkitekten Walter Gropius, og den 17-årige pige døde i foråret 1935 som følge af polio.

Berg tilegnede den endnu ikke færdige violinkoncert til Manon – »til minde om en engel« – men værket indeholder også skjulte erklæringer til elskerinder i Bergs fortid, den ene en tjenestepige i familiens sommerbolig i Kärnten. Og også den omsværmede Alma, nu gift med forfatteren Franz Werfel, svæver over værket. Med andre ord: Violinkoncerten tager i høj grad udgangspunkt i komponistens egne amourøse erindringer, længsler og dødsangst.

Jeg vil nok mene, at man burde høre et mere subtilt afvejet orkesterspil og samspil med solisten end det, Hannigan lagde for dagen. Den første del af violinkoncerten lever i kraft af især blæserkorpsets nuanceringsformåen. Med en gennemgående sarthed i klangen, forsigtige bølgebevægelser, umærkelige overgange, en opdukkende folkemelodi fra Kärnten, drømmeagtige tilbageblik og altid given plads til solisten. Sådan er det ikke her.

Veronika Eberle havde sikkert interessante ting at byde ind med, men det var svært at opfange med den ivrigt dirigerende Hannigan ved roret. Orkestret befandt sig for ofte i forgrunden, hvor det ikke skulle, og der blev spillet for håndfast efter noder.

Billedet var det samme i anden sats – den begyndte med katastrofemusik, som tilmed kan beskrives som en gigantisk solokadence. I den høje søgang savnede jeg gedigen desperation fra Eberles side, derimod var hun udsøgt reflekterende og hjertegribende i kadencens ensomme hvilepunkt.

Orkestrets jakobskamp med solisten, dets bratte tordenkiler, dets stønnen, dets råb om hjælp gengivet i en gentagen aggressiv rytme, hele denne menneskelige tilintetgørelse havde svært ved at indfinde sig under dirigenten. Og derfor kom heller ikke den sidste dels mageløst komponerede variationer over salmen Es ist genug! So nimm, Herr, meinen Geist i Bachs harmonisering som en opløftende lindring. Blæserne agerer små orgelværker i fremførelsen af salmens verslinjer, mens solisten gradvis stiger til vejrs i en vidtspunden klagesang. Jeg kan faktisk ikke forestille mig, at Hannigan havde læst salmeteksten, for så ville alt muligvis have lydt anderledes mystisk, religiøst, fjernt og forklaret.

Fortræffelig korsang

Det er muligvis en mere taknemmelig udfordring at dirigere Mozarts Requiem, især når man står foran det fortræffelige DR KoncertKoret, vældig godt indstuderet af tyske Jörn Andresen. Og Hannigan havde meget på hjerte. Det var netop korpartierne, der stod stærkest med raske tempi og spændstig artikulation, når det var påkrævet, til andre tider i smukke lyriske betragtninger. Orkestret var reduceret til kammerstørrelse, og forholdet mellem instrumenter og korstemmer balancerede tilfredsstillende.

Hvad der var mindre godt, gjaldt de fire sangsolister, som Hannigan havde medbragt. Forhistorien går ud på, at hun har igangsat et sympatisk mentorforløb med unge musikere under navnet Equilibrium Young Artists. Disse protegeer bringer hun rundt i verden til de orkestre, hun samarbejder med, og de fire sangere, vi hørte, medvirker i München og København i Mozarts Requiem. Jeg skal ikke fremhæve nogen, man kunne godt høre, at der er noget at bygge på, men samlet set – det er jo det, der tæller – førte de sig ikke frem med samme professionalisme som koret. Og dermed haltede opførelsen ganske alvorligt.

Det er ejendommeligt at måtte konstatere, at det mest mindeværdige ved aftenen var de første fem minutter, da Hannigan sang Nono solo. Stykkets titel er Djamila Boupacha. Som ung var hun aktiv i Algeriets Nationale Befrielsesfront i kampen mod koloniherren Frankrig, hun blev arresteret og anklaget for en terrorhandling og tilstod efter at have gennemgået systematisk tortur og voldtægt. Under fangenskabet anlagde Boupacha sag mod den franske stat, og den kom til at vække voldsom opsigt i Frankrig. Efter løsladelsen i 1962 skrev Luigi Nono og den spanske digter Jesús López Pacheco denne bevægende hyldest til Djamila Boupacha.

En dybt foruroligende musik, lyden af undertrykt smerte og afmægtig forpinthed, og alligevel med en ukuelig vilje til overlevelse, og her viste Barbara Hannigan sig som en sand mester.

Luigi Nono: Djamila Boupacha. Alban Berg: Violinkoncert. Mozart: Requiem.

Veronika Eberle (violin), Ylva Stenberg (sopran), Tuuri Dede (mezzosopran), Elgan Llŷr Thomas (tenor), Antoin Herrera Lopez Kessel (bas). DR KoncertKoret og DR SymfoniOrkestret under Barbara Hannigan. Koncerthuset 18. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her