Læsetid: 4 min.

Bendahman er beat og måske endda sluppet af med sin forfatterforfængelighed

Jamal Bendahman beskriver følelsen af aldrig at føle sig hjemme nogen steder og er alt andet end orientalisme-fetich og sentimental
Jamal Bendahman beskriver følelsen af aldrig at føle sig hjemme nogen steder og er alt andet end orientalisme-fetich og sentimental

Lasse Uttrup/Forlaget Gladiator

26. april 2019

Ti ud af tyve kapitler i Jamal Bendahmans debutroman begynder med et gavmildt fortællende jegs opvågnen på en sofa:

»Det var mandag og jeg vågnede på sofaen igen.«

»Jeg vågnede på sofaen og prøvede at tage mig sammen til at komme op og tage på arbejde […]«

Eller undtagelsesvist i sengen:

»Oh God! Jeg vågnede i sengen med tømmermænd […]«

Eller tilbage på sofaen, hvor det begynder at blive sjovt med den sofa:

»Det var lørdag og jeg vågnede på sofaen igen og tænkte, hvorfor vågner jeg på sofaen igen, jeg har en seng.«

Det er lidt kikset og banalt, så hvorfor er det alligevel så fedt at opholde sig i denne skrift og bruge tid på den? For det synes jeg, det er. Især den første halvdel af romanen er stærk. (Den sidste halvdel er på en anden måde vigtig, for det er her, hovedpersonen efter flere åbenbaringer bliver til den arabiske titels Ash-Shaheed, der betyder Vidnet.)

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu