Bendahman er beat og måske endda sluppet af med sin forfatterforfængelighed

Ti ud af tyve kapitler i Jamal Bendahmans debutroman begynder med et gavmildt fortællende jegs opvågnen på en sofa:

»Det var mandag og jeg vågnede på sofaen igen.«

»Jeg vågnede på sofaen og prøvede at tage mig sammen til at komme op og tage på arbejde […]«

Eller undtagelsesvist i sengen:

»Oh God! Jeg vågnede i sengen med tømmermænd […]«

Eller tilbage på sofaen, hvor det begynder at blive sjovt med den sofa:

»Det var lørdag og jeg vågnede på sofaen igen og tænkte, hvorfor vågner jeg på sofaen igen, jeg har en seng.«

Det er lidt kikset og banalt, så hvorfor er det alligevel så fedt at opholde sig i denne skrift og bruge tid på den? For det synes jeg, det er. Især den første halvdel af romanen er stærk. (Den sidste halvdel er på en anden måde vigtig, for det er her, hovedpersonen efter flere åbenbaringer bliver til den arabiske titels Ash-Shaheed, der betyder Vidnet.)

Mit enkle svar på mit eget spørgsmål er, at det er let at mærke et levende menneske i skriften. Bendahman kalder sin hovedperson Younes, og både han og forfatteren er født i Marokko og opvokset i Danmark, men det er ikke en eventuel autofiktion, en 1:1-læsning, der optager mig, men Bendahmans æstetik og frie skrift.

Han skriver skramlet og ligefremt. Han er fri til at flippe ud i sære syn med grønne larver og ørkenberbere, fri til at springe fra DK til Marokko. Det er endda, som om Bendahman har gjort sig fri af almindeligt udbredte forestillinger om, hvad god og skøn litteratur er – den der er gennemarbejdet og varieret f.eks., Bendahman er måske ligefrem sluppet af med sin forfatterforfængelighed.

Når man så ramler ind i en af hans dybt originale sammenligninger, f.eks. her hvor folk til en koncert med The Master Musicians of Jajouka bliver sammenlignet med »bøjer i havet med deres små subtile bevægelser til musikken«. Ja, så opleves de sammenligninger som ægte guld og giver ægte glæde, fordi de pludselig er der som Ginsbergsk spontanpoesi.

The Master Musicians of Jajouka er i øvrigt et orkester, hvor musikken er gået i arv fra generation til generation. Jeg hører dem nu, og da beatdigteren Burroughs hørte dem i 1950’erne, kaldte han dem ifølge romanen her »et 4.000 år gammelt rock and roll-band«.

Bendahman kan selv være rock and roll, men allermest er han beat. Det handler om måden, han skriver på – og den utilpassethed, han skriver om.

Som viser sig i tjah … en ung mand i en stor by, der drikker for meget, ryger for meget tjald, har forfatterdrømme og i det hele taget roder rundt.

Hvor kommer du fra?

Younes og hans venner er tit på værtshus, og de er bange for at kede sig, på samme måde som personerne i Jan Sonnergaards Radiator-noveller er bange for at kede sig. Men ung mand-rodløsheden i storbyen har en ekstra dimension, der handler om at høre til, og ikke høre til, i to kulturer.

Den erfaring og følelse findes der sigende nok et ord og en forening for i Sverige: Mellanförskapet – og helt kort handler det om at have fået spørgsmålet, hvor kommer du egentlig fra, så mange gange, at det har sat sig på tværs inden i én.

Det interessante ved Ash-Shaheed [Vidnet] er ikke at udpege et tema (selv om vi godt nok har manglet bøger om multietnisk identitet her ift. Sverige). Det er derimod den måde, Bendahman skriver om erfaringen på.

Her mødes Younes med en ven og to mulige scoringer på værtshus en søndag eftermiddag (efter at være vågnet på sofaen selvfølgelig). Det bliver lidt langt, men hæng på:

»Anna sad hensunket over bordet, hun var både fuld og skæv på den dårlige måde. Jeg sad ved siden af Daud og kvinderne sad overfor. Bordet imellem os var mørkt som 80 procents chokolade. Et overdimensioneret askebæger i røget glas stod på midten af bordet og mindede os om alle de livsstilsvalg vi nogensinde havde truffet der indirekte havde ført os til denne situation. Jeg var glad. Daud udnyttede den styrkemæssige fordel han havde over mig og tog sin vældige arm rundt om mig og hev mig ind til sig på en meget vi-er-gode-venner-agtig måde. Jeg så ikke Daud så tit, men jeg skrev om ham. Vi voksede begge op i religiøse hjem i et gudsforladt socialt boligbyggeri. Af den ene årsag vil jeg så længe jeg lever altid svare tilbage på hans sms’er, ligegyldigt hvor meget vi er vokset fra hinanden. Jeg skyldte ham det, på samme måde som soldaterkammerater skylder hinanden at holde kontakten efter krigen eller mødes regelmæssigt til fed mad og hård druk.«

Navnet Ash-Shaheed [Vidnet] får Younes, da han træder ind i et progressivt muslimsk fællesskab. Navnet forbinder ham med det spirituelle og med Koranen, og ordet fungerer som en form for genrebetegnelse for romanen. Den er et vidnesbyrd om at vokse op med følelsen af »aldrig at føle sig hjemme nogen steder«, men også med en stolthed over sine forældres kultur.

Det berbiske sprog er den stolthed. Younes taler det med sin far over frokosten, og romanens kapitler er markeret med det berbiske alfabet. Bendahman skriver på sufismen og den psykedeliske rock.

 William S. Burroughs vs. The Qur’an af Michael Muhammad Knight er desuden en vigtig reference. At bruge Burroughs rå cut up-metode på Koranen er egentlig et meget godt billede på Bendahmans skrift, der ikke vil være orientalisme-fetich og sentimental. Soldaterkammerater, Tinderdates, spirituelle væsener og den marokkanske familie holdes ud i strakt arm og helt ind til kroppen.

Jamal Bendahman: ’Ash-Shaheed [Vidnet]’. Gladiator, 284 sider, 300 kroner