Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Bret Easton Ellis har skrevet et kampskrift imod Generation Tøsedreng

Den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis er ikke længere cool, han er rasende – på de unge
Den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis er ikke længere cool, han er rasende – på de unge

Mathias Christensen

Kultur
26. april 2019

Engang var den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis cool. De unge mennesker, han skrev om, var interessante, fordi de ikke var bange for det, vi andre var bange for, eller bekymrede sig om alt det i verden, som de gamle regnede for frygteligt bekymrende.

De tog stoffer uden frygt for at blive narkomaner, de gik på college uden nogen planer om en uddannelse eller en karriere, og de gik i seng med hinanden uden illusioner om, at det skulle blive til kærlighed. Alle havde de en afklaret afstand til verden, som gjorde dem skræmmende, fordi de var ligeglade, men også dragende, fordi de var så cool.

»Rock’n’roll. Deal with it,« som en hovedperson i hans anden roman, Spillets regler, siger, uanset hvad der sker omkring ham. Og meningen var det modsatte: Rock’n’roll, lad os ikke tage os af det.

Der var ikke meget handling i Ellis’ første romaner, der var stemninger og scener, replikker og stoffer, slogans på T-shirts og ironi som verdenssyn.

Ellis var kun 21 år gammel, da han i 1981 debuterede med ungdomsromanen Under Nul, som blev en generationsfortælling og gjorde Ellis til en af firsernes definerende forfattere.

Ti år senere udgav han American Psycho om Patrick Bateman, der både var massemorder og en bankmand med succes. Ligegyldigheden og ironien fra ungdomsromanerne er radikaliseret til destruktion og menneskemishandling i romanen, der blev læst som en afdækning af en uhyggeligt afstumpet finanskapitalisme og et signalement af yuppiekulturens tegn og skønhed.

Ellis’ forlag nægtede oprindeligt at udgive den på grund af voldsorgierne, og da den endelig blev udgivet på et andet forlag, blev forfatteren truet på livet og lagt for had.

Men han blev også en mondæn bestsellerforfatter i New York og en del af den storbyscene, hvor man tog stoffer med samme lethed, som forældrene have drukket rødvin, og dyrkede berømtheder og rigdom med samme naturlighed, som tidligere generationer havde fremhævet frigørelse og fællesskab.

Bret Easton Ellis var altid også en del af den samtid, som han udstillede køligt og elegant; han delte dens drømme og længsler med den ironiske bevidsthed om, at det var samfundsødelæggende og fællesskabsnedbrydende.

Han har siden forklaret, at psykopaten i American Psycho var en slags selvportræt, hvor han skrev sig igennem sine egne mest perverse tilbøjeligheder for at nå frem til et signalement af den kultur, som fremkalder det hos sin samtids borgere.

»Rock’n’roll. Deal with it« var på sin vis også hans eget motto.

Den hykleriske, kapitalistike enklave

Ellis har ikke skrevet mange bøger. Økonomisk har han ikke haft brug for det, fordi hans bøger er blevet filmatiseret og har solgt så godt, og æstetisk har han allerede demonstreret, hvad han kan.

Og han er en virkelig god forfatter.

Men efter valget af Donald Trump er Ellis ikke længere cool, han er rasende. Og han har nu som 55-årig for første gang udgivet en bog, som ikke er fiktion. Det er polemiske essays, erindringer fra barndommen, læsninger af film og litteratur og opråb til samtiden samlet i den spektakulære nye bog, White.

Det er, som om Ellis hæver stemmen og træder ud af fiktionen, fordi han er anfægtet af sin samtid. I modsætning til de fleste andre forfattere og kulturpersonligheder, er det ikke Trump, som gør ham rasende. Det er Hollywood og det progressive Amerikas reaktion på Trump, han ikke kan holde ud:

Bret Easton Ellis: ’White’.

»Hollywood har lige siden valget på utallige måder afsløret sig selv som den mest hykleriske, kapitalistiske enklave i verden,« skriver Ellis:

»De blærer sig på overfladen med at være progressive, gå ind for lighed, hylde inklusion og mangfoldighed – bortset fra, når det kommer til inklusion og mangfoldighed af politiske tanker og meninger og sprog.«

Det, der engang var en kulturel venstrefløj, som gik ind for frigørelse og kæmpede for frihedsrettigheder, er ifølge Ellis blevet til en »autoritær moralsk overlegenhedsbevægelse.« 

De rettigheder, som venstrefløjen og de progressive i kulturlivet over generationer har kæmpet for, er de begyndt at vende sig imod.

De vil have bandlyst værker, som kan være anstødelige, de vil fjerne de ord, der kan opfattes som diskriminerende, og kritiske spørgsmål til, om kvinder favoriseres ved prisuddelinger, eller om offerfortællinger er blevet gjort til Hollywoods heltehistorier, bliver ifølge Ellis udskammet og marginaliseret.

Han minder om, hvor alarmerede mange blev over, at Kanye West kunne finde på at mødes med Trump, og hvordan Roseanne Barrs tv-show blev aflyst, efter hun havde begået et racistisk tweet. Ellis fortæller om folk i kulturbranchen, som er bange for at miste deres job, hvis det kommer frem, at de har stemt på den amerikanske præsident, Donald Trump.

Det er en branche domineret af millionærer, liberale kapitalister og mondæne forbilleder, der ifølge Ellis opfører sig som magtesløse ofre for en almægtig præsident og en allestedsnærværende højrefløjskonspiration:

»Barbra Streisand sagde til medierne, at hun tog på i vægt på grund af Trump, Lena Dunham sagde til medierne, at hun tabte sig på grund af Trump,« skriver Ellis:

»Over det hele gav folk præsidenten skylden for deres egne problemer og neuroser.«

Ellis’ anliggende er ikke at forsvare Donald Trump og den amerikanske højrefløj. Han stemte ikke selv på Trump i 2016, men han kunne heller ikke få sig til at stemme på Hillary Clinton, fordi hun repræsenterede den superkapitalistiske moralske overlegenhedsbevægelse, som Ellis kalder for »The Corporation«.

Hans anliggende er at hævde æstetik over moral og friheden til at mene og sige vanvittige ting over behovet for at blive beskyttet mod farlige holdninger og udtalelser, der kan opfattes som diskriminerende.

Han indleder bogen med at beskrive, hvordan han selv begynder at overveje, om han begår en ’fejl’, når han er ved at formulere en holdning, eller om han skader sig selv, når han stiller kritiske spørgsmål til magtforholdene i kulturindustrien:

»Jeg kan huske engang, hvor man kunne være vildt uenig og åbent stille alle spørgsmål uden at blive kaldt en trold og en hader, som skulle bandlyses fra den civiliserede verden,« som han skriver.

Generation tøsedrenge

Kritikken af de Hollywoodliberale er i White knyttet til et opgør med det, Ellis kalder for »generation wuss«, generation tøsedreng. Ellis fortæller om konflikter og skænderier med sin tredive år yngre kæreste.

De beskylder begge hinanden for »fascisme«, Ellis mener, at kæresten er »liberal fascist«, når han vil udrense ubehagelige holdninger og dele meninger op i »rigtige og forkerte«, mens kæresten omvendt anklager Ellis for fascisme, fordi han ikke vil deltage i modstandsbevægelsen mod Trump.

Ellis, der som ung var skandaløst ligeglad, er nu indigneret over de venstreorienterede unges forståelse af frihed som forsvar mod andres overgreb og verbale ubehageligheder.

De kæmper for tryghed og sikkerhed i verden, hævder han. Men derved underkender de, at »livet i sit væsen er hårdt«, og at humor, selvmodsigelser og vrede ifølge Ellis er de mest »ærlige veje gennem verden«.

Hvis de vil have en offentlighed uden vrede, farlig humor, selvmodsigelser og kritiske spørgsmål til deres egne præmisser, ender de med i mangfoldighedens navn at kræve ensretning og fordre kulturel selvcensur, hævder Ellis.

White er ikke en systematisk analyse eller en gennemreflekteret kritik. Det er en blanding af idiosynkratiske programerklæringer, vidunderlige stemningsbeskrivelser, personlige bekendelser og læsninger af populærkultur. 

Intellektuelt er bogen en skuffelse, fordi han ikke på noget tidspunkt undersøger, hvorfor de unge, som er vokset op med forældrene fra Under Nul og American Psycho, forholder sig skeptisk til forestillingen om vild frihed.

Han har selv demonstreret, hvordan friheden kan blive til brutalitet og kynisme, men han har ingen forståelse for, at næste generation kan have behov for at rekonstruere en fælles etik og fælles normer, som beskytter de små mod de store. Han råber op om, hvordan de andre råber op på sociale medier, og han beder de andre om at tie stille på samme måde, som de beder ham om at tie stille.

Men bogen er interessant som generationsopgør, og den er kulturkritisk opsigtsvækkende, fordi Ellis afdækker konsekvenserne af en radikal forandring, som har fundet sted over de seneste tredive år. Og så er det sjovt, at den engang så cool forfatter er blevet til den bekymrede og anfægtede forsvarer for den gamle verden, som han engang blev verdensberømt for at være ligeglad med. 

Bret Easton Ellis: ’White’. Knopf, 272 sider, 26 dollar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ungdommen udskifter fordomme med nysgerrighed.

Nogen klæder det bedre end andre at blive ældre.
For fanden da Ellis.

(Migselv klæder det selvfølgelig uendeligt godt ;) )

Thomas Tanghus, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg har egentlig altid opfattet Ellis' forfatterskab som en advarsel mod den form for coolness, der kommer af at være ligeglad. Det gennemgående budskab er, at den vej fører til afstumpethed, illustreret ved vampyrisme (de tidlige værker), massemord (American Psycho), terror (Glamorama) etc.

Han har beskrevet smerten, der følger med, ja, men aldrig promoveret den.

Lisbeth Larsen, Steffen Gliese, Niels østergård og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

Jeg har nok også altid opfattet det samfundssatiriske element i Bret Easton Ellis's forfatterskab, som det interessante. Altså - helt basalt:
Cool = ikke cool, men kritik af overfladedyrkelsen i USA.
American Psyco = radikal kritik af et samfund uden værdier.
Osv.

Steffen Gliese

ja, Rasmus Knus, nogle gange bliver man chokeret over, at det, man troede var satire, var dybfølt ment. Det var lidt det samme med Coupland, fandt jeg ud af - omend han jo er langt mere kritisk.

Steffen Gliese, det kan meget vel være mig og mine aldrende svigtende åndsevner, men jeg forstår ikke helt, hvad du mener?

Steffen Gliese

At det, vi andre mener, ikke kan være alvorligt ment, til vores bestyrtelse viser sig at være det, Katrine Damm.

Tydeligvis er jeg fatsvag i dag, og jeg håber virkelig, det er forbigående, men jeg kan stadig ikke forstå det, Steffen Gliese, ' det vi andre mener'...?
Hjælp mig lige her, for nu bliver jeg bekymret for, at jeg om et bette øjeblik begynder at harcelere over 'ungdommen' og rager mig en 30 år yngre kæreste til mig og så kan vi stå der og råbe 'fascist' efter hinanden...

Niels Duus Nielsen

Hvor gammel er Ellis? 55? Hvad ved en ældre, succesrig forfatter om ungdommens problemer? Faktisk virker det lidt som om hans unge kæreste på 25, der faktisk forsøger at gøre noget ved USAs problemer, har bedre styr på sin samtid end Ellis.

Han har helt sikkert ret i mange af sine kritikpunkter, men at gøre det til et generationsspørgsmål vidner om en begyndende forstokning - eller hedder det forstokkelse? Skal der endelig peges fingre, skal det være mod hans egen generation, der ikke tog bolden op efter at min generation, og generationen før min, forlod ungdommen for selv at blive forældre.

Det er ikke en kvalifikation at være ung, ligesom det ikke er en kvalifikation at være gammel. Men med de problemer, som USA - og resten af verden - står over for, fører det ingen vegne at gøre det til et generationsproblem. Hvis de unge opfører sig tåbeligt, falder det altid tilbage på os selv, for det er os, der har opdraget dem.

Trond Meiring, Gustav Alexander, Flemming Berger, Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Thomas Tanghus, Dennis Jørgensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Enig, Niels Duus Nielsen, vi har jo for filan selv været med til at skabe den ungdom, der er så grænser for, hvor meget ansvar, jeg vil påtage mig for 'miseren', jeg er for dælen da ikke en verdenskendt meget læst forfatter helt siden 80'erne, det er Ellis så, og nu er han pissed på ungdommen, det gør faktisk mig lidt pissed, - øh du der gamle...?

Steffen Gliese

Katrine, jeg henviser blot til, at Ellis i mindre grad synes at have satiriseret over en bestemt, ansvarsløs livsstil, end at have beskrevet sit eget liv, som han fandt - og finder - attråværdigt.

Randi Christiansen

Selvretfærdighed er noget så kedelig - men det er meget relevant at hævde frihedsrettighederne. Som er under stadig større pres.

Gustav Alexander

Det er altid misvisende, hvis man pålægger skylden for politikens tilstand en bestemt generations gøren og laden. Der er trods det noget om, at yngre generationer i dag har en særegn kultur, der præges af 'safe spaces' snak om had kontra tolerance, inklusion kontra eksklusion, opløsningen af nationalstatens modsætnnger i borger og ikke-borger.

90'er og i højere grad 00'er generationerne er kultiveret i et borgerligt værdisæt, der ønsker ligheden uden konflikten hvorved vi skal opnå den, samt den totale moralske overlegenhed uden selv at få beskidte fingre. Det gør dem kun mere dobbeltmoralske, da de ikke kan undgå - i deres kamp - at anvende de strategier, som de selv påstår at foragte (had, eksklusion osv). Strategier som tidligere tiders venstreradikale anvendte med oprejst pande (altså kommunisterne, de revolutionære socialister osv).

Den moderne utopi hos ungdommen er ikke et samfund uden fattigdom men uden etnisk og seksuel forskellighed. Alt skal være ens; eller i det mindste anerkendes som så - det vidner, som jeg ser det, om en internalisering af det liberale system som endegyldigt sejrende. Man er indgået på præmissen om, at politisk-social kamp blev gjort irrelevant ved det borgerlige demokratis fødsel. Den eneste arena vi har tilbage er i deres perspektiv anerkendelsen af 'den anden'. Det er en reduktion af vores politiske felt for fælles agens, der i realiteten gør os impotente og magtesløse overfor global kapitalisme og dens konsekvenser.

Er alt det de yngre generationers skyld? Ja og nej. De er opfostret i et skolesystem og en kultur, der har taget Fukuyamas 'End of History' som selvfølge. Vi er blevet positioneret og fået at vide, hvad vi kan gøre for at danne modkultur; racisme, kolonitid og 'ignorance' undervises i over alt med enorm bekymring, mens systemets fundamentale magtstruktur tages for givet som selve årsagen til vores frihed. Det er systemets skyld for at indoktrinere flere generationer i det borgerlige demokratis ideologiske løgne om sig selv. Det er dog også de nuværende generationers skyld, at de ikke har reageret på indoktrineringen med vrede og oprør.

Søren Kristensen

Jeg kan følge din kommentar langt hen ad vejen, Gustav Alexander, men hvad er det for borgerlige ideologiske løgne ud taler om og hvad er sandheden bag dem?