Læsetid: 6 min.

Bret Easton Ellis har skrevet et kampskrift imod Generation Tøsedreng

Den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis er ikke længere cool, han er rasende – på de unge
Den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis er ikke længere cool, han er rasende – på de unge

Mathias Christensen

26. april 2019

Engang var den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis cool. De unge mennesker, han skrev om, var interessante, fordi de ikke var bange for det, vi andre var bange for, eller bekymrede sig om alt det i verden, som de gamle regnede for frygteligt bekymrende.

De tog stoffer uden frygt for at blive narkomaner, de gik på college uden nogen planer om en uddannelse eller en karriere, og de gik i seng med hinanden uden illusioner om, at det skulle blive til kærlighed. Alle havde de en afklaret afstand til verden, som gjorde dem skræmmende, fordi de var ligeglade, men også dragende, fordi de var så cool.

»Rock’n’roll. Deal with it,« som en hovedperson i hans anden roman, Spillets regler, siger, uanset hvad der sker omkring ham. Og meningen var det modsatte: Rock’n’roll, lad os ikke tage os af det.

Der var ikke meget handling i Ellis’ første romaner, der var stemninger og scener, replikker og stoffer, slogans på T-shirts og ironi som verdenssyn.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
  • Steffen Gliese
  • Ejvind Larsen
Thomas Tanghus, Katrine Damm, Steffen Gliese og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nogen klæder det bedre end andre at blive ældre.
For fanden da Ellis.

(Migselv klæder det selvfølgelig uendeligt godt ;) )

Thomas Tanghus, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg har egentlig altid opfattet Ellis' forfatterskab som en advarsel mod den form for coolness, der kommer af at være ligeglad. Det gennemgående budskab er, at den vej fører til afstumpethed, illustreret ved vampyrisme (de tidlige værker), massemord (American Psycho), terror (Glamorama) etc.

Han har beskrevet smerten, der følger med, ja, men aldrig promoveret den.

Lisbeth Larsen, Steffen Gliese, Niels Østergård og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

Jeg har nok også altid opfattet det samfundssatiriske element i Bret Easton Ellis's forfatterskab, som det interessante. Altså - helt basalt:
Cool = ikke cool, men kritik af overfladedyrkelsen i USA.
American Psyco = radikal kritik af et samfund uden værdier.
Osv.

Steffen Gliese

ja, Rasmus Knus, nogle gange bliver man chokeret over, at det, man troede var satire, var dybfølt ment. Det var lidt det samme med Coupland, fandt jeg ud af - omend han jo er langt mere kritisk.

Steffen Gliese, det kan meget vel være mig og mine aldrende svigtende åndsevner, men jeg forstår ikke helt, hvad du mener?

Steffen Gliese

At det, vi andre mener, ikke kan være alvorligt ment, til vores bestyrtelse viser sig at være det, Katrine Damm.

Tydeligvis er jeg fatsvag i dag, og jeg håber virkelig, det er forbigående, men jeg kan stadig ikke forstå det, Steffen Gliese, ' det vi andre mener'...?
Hjælp mig lige her, for nu bliver jeg bekymret for, at jeg om et bette øjeblik begynder at harcelere over 'ungdommen' og rager mig en 30 år yngre kæreste til mig og så kan vi stå der og råbe 'fascist' efter hinanden...

Niels Duus Nielsen

Hvor gammel er Ellis? 55? Hvad ved en ældre, succesrig forfatter om ungdommens problemer? Faktisk virker det lidt som om hans unge kæreste på 25, der faktisk forsøger at gøre noget ved USAs problemer, har bedre styr på sin samtid end Ellis.

Han har helt sikkert ret i mange af sine kritikpunkter, men at gøre det til et generationsspørgsmål vidner om en begyndende forstokning - eller hedder det forstokkelse? Skal der endelig peges fingre, skal det være mod hans egen generation, der ikke tog bolden op efter at min generation, og generationen før min, forlod ungdommen for selv at blive forældre.

Det er ikke en kvalifikation at være ung, ligesom det ikke er en kvalifikation at være gammel. Men med de problemer, som USA - og resten af verden - står over for, fører det ingen vegne at gøre det til et generationsproblem. Hvis de unge opfører sig tåbeligt, falder det altid tilbage på os selv, for det er os, der har opdraget dem.

Trond Meiring, Gustav Alexander, Flemming Berger, Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Thomas Tanghus, Dennis Jørgensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Enig, Niels Duus Nielsen, vi har jo for filan selv været med til at skabe den ungdom, der er så grænser for, hvor meget ansvar, jeg vil påtage mig for 'miseren', jeg er for dælen da ikke en verdenskendt meget læst forfatter helt siden 80'erne, det er Ellis så, og nu er han pissed på ungdommen, det gør faktisk mig lidt pissed, - øh du der gamle...?

Steffen Gliese

Katrine, jeg henviser blot til, at Ellis i mindre grad synes at have satiriseret over en bestemt, ansvarsløs livsstil, end at have beskrevet sit eget liv, som han fandt - og finder - attråværdigt.

Randi Christiansen

Selvretfærdighed er noget så kedelig - men det er meget relevant at hævde frihedsrettighederne. Som er under stadig større pres.

Gustav Alexander

Det er altid misvisende, hvis man pålægger skylden for politikens tilstand en bestemt generations gøren og laden. Der er trods det noget om, at yngre generationer i dag har en særegn kultur, der præges af 'safe spaces' snak om had kontra tolerance, inklusion kontra eksklusion, opløsningen af nationalstatens modsætnnger i borger og ikke-borger.

90'er og i højere grad 00'er generationerne er kultiveret i et borgerligt værdisæt, der ønsker ligheden uden konflikten hvorved vi skal opnå den, samt den totale moralske overlegenhed uden selv at få beskidte fingre. Det gør dem kun mere dobbeltmoralske, da de ikke kan undgå - i deres kamp - at anvende de strategier, som de selv påstår at foragte (had, eksklusion osv). Strategier som tidligere tiders venstreradikale anvendte med oprejst pande (altså kommunisterne, de revolutionære socialister osv).

Den moderne utopi hos ungdommen er ikke et samfund uden fattigdom men uden etnisk og seksuel forskellighed. Alt skal være ens; eller i det mindste anerkendes som så - det vidner, som jeg ser det, om en internalisering af det liberale system som endegyldigt sejrende. Man er indgået på præmissen om, at politisk-social kamp blev gjort irrelevant ved det borgerlige demokratis fødsel. Den eneste arena vi har tilbage er i deres perspektiv anerkendelsen af 'den anden'. Det er en reduktion af vores politiske felt for fælles agens, der i realiteten gør os impotente og magtesløse overfor global kapitalisme og dens konsekvenser.

Er alt det de yngre generationers skyld? Ja og nej. De er opfostret i et skolesystem og en kultur, der har taget Fukuyamas 'End of History' som selvfølge. Vi er blevet positioneret og fået at vide, hvad vi kan gøre for at danne modkultur; racisme, kolonitid og 'ignorance' undervises i over alt med enorm bekymring, mens systemets fundamentale magtstruktur tages for givet som selve årsagen til vores frihed. Det er systemets skyld for at indoktrinere flere generationer i det borgerlige demokratis ideologiske løgne om sig selv. Det er dog også de nuværende generationers skyld, at de ikke har reageret på indoktrineringen med vrede og oprør.

Søren Kristensen

Jeg kan følge din kommentar langt hen ad vejen, Gustav Alexander, men hvad er det for borgerlige ideologiske løgne ud taler om og hvad er sandheden bag dem?