Læsetid: 3 min.

’Danmarks Sønner’ er en Batman-agtigt banaliseret analyse af højrefløjens og islamismens radikalisering

Ulaa Salims ’Danmarks Sønner’ er overstimulerende dystopi om radikalisering i et måske-snart-Danmark, bagt op med dystopiske fremskrivninger og en så insisterende hamren på ubehagsknapperne, at man ikke rigtigt føler eller tænker noget bagefter
Danmarks sønner gør alt for at gøre os dybt ulykkelige, skræmte, overraskede og forfærdede.

Danmarks sønner gør alt for at gøre os dybt ulykkelige, skræmte, overraskede og forfærdede.

Hyæne Film

11. april 2019

Vi skriver 2025, en bombe fra en islamisk terrororganisation eksploderer på Nørreport Station, og folk dør — de er nogens døtre, kærester, brødre, mødre.

Med ét er Danmark blevet et land gennemvædet af angst for det fremmede og had mod de fremmede. Et kompromisløst højrenationalt parti, der har forbindelser til voldelige racister i foreningen Danmarks Sønner, lover at smide alle fremmede ud af landet og bliver snart landets mest populære parti med udsigt til at overtage regeringsmagten.

De brune danskere skæres over én kam, de chikaneres i ’ghettoerne’, man skriver trusler og eder på betonen med svineblod og efterlader overskårne grisehoveder som en slags islamofobisk variant af Godfathers overskårne hestehoved. Man hælder syre i hovedet på ikkehvide kvinder.

Sønnerne af de nu udsatte og truede, der alle sættes i bås med terroristerne, bliver selv radikaliserede og klar til at kæmpe antidemokratisk. Når de slår til, slår nationalisterne tilbage. Og så ruller bussen i fjendeland af sti-af sted mod afgrunden.

Man må sige, at det er en rimeligt ligetil diagnose og fremstilling af nationalistisk og islamisk radikalisering og terror i et måske-snart-Danmark, Ulaa Salim fremsætter i sin debutspillefilm, Danmarks sønner. 

Den vil gerne være en storladen thrillertragedie, men er belastet af sin karikerede fremskrivning til en tid, hvor alt er sort og hvidt, vold og vold, og hvor den eksistentielle og politiske mellemvej er smuldret. Måske vil Salim ikke være politisk kommentator, eller vælge side for den sags skyld, men så skal man ikke lave en film, hvor man både forstørrer og forsimpler et af tidens mest dominerende politiske emner.

Søn af Danmark

I centrum for dramaet følger vi 17-årige Zakaria (Mohammed Ismail Mohammed), der bag sin søde mors ryg ser det som sin pligt at kæmpe – voldeligt – imod både de voldelige og de politiske racister. Og siden følger vi også en anden ’søn af Danmark’, der skal beskytte et Danmark, der ikke beskytter ham og hans. Filmens plot i øvrigt er svært at gå ind i, hvis man vil have fuld valuta af de thrillergreb og tvists, som Salim benytter sig af. 

Rasmus Bjerg spiller den succesfulde partiformand Martin Nordahl, som Zakaria – under pres fra en barsk bagmand – har sat sig for at likvidere.

Bjerg kan godt spille en flink fyr, men når han føjer selv den mindste sleskhed og ubehag til sin karakter og får stukket replikker i munden, som vist er hentet fra virkelige politikercitater, men ikke desto mindre lyder som en flad parodi på en politiker, kommer han mest af alt til at virke som en parodi på en formand for et rigtigt ækelt højrenationalistisk parti. Hvilket plottet rimeligt skråskikkert underbygger.

Man kunne med rette argumentere for, at filmmediet skal have lov til at udspille sig i en forstørret verden, hvor sorgen er gigantisk, hvor nuancerne ikke ligger i de gode og onde kræfter, hvor ondt avler mere kæmpeondt, og at man inden for de skarpt optrukne kontraster kan dyrke filmmediets evne for svulstighed og vild stil og kæmpe følelser, der på sin egen måde sætter de store eksistentielle kræfter i svingninger. På en måde gjorde Fenar Ahmed netop det i sin stilsikre, voldsmættede og også Batman-agtige Underverden. 

Men det virker aldrig rigtigt for Danmarks sønner, som gør alt for at gøre os dybt ulykkelige, skræmte, overraskede og forfærdede.

Der er charmerende og fine momenter, hvor Salim får formuleret noget fint om familiebånd – omend udelukkende set fra de beskyttende mænds perspektiv. Men snart efter hamrer han løs på ubehags- og tudeknappen, som var filmen en enarmet tyveknægt. Og han svælger i tragikken og dramaet med pompøs lyssætning, slowmotionsekvenser og klassisk musik, der varsler tragedien.

Effekten af alle de effekter udebliver samlet set, fordi stimuleringen er for intens, og fordi det aldrig rigtigt bliver klart, hvad filmen for alvor vil gøre os klogere på og komplicere for os.

’Danmarks sønner’. Instruktion og manuskript: Ulaa Salim. Dansk. (Biografer over hele landet)

Ulaa Salim er født i København af irakiske forældre og opvokset i et hjem på Amager, hvor der blev talt arabisk. På sin højre overarm har han det danske ord ’Irak’ tatoveret – og ’Danmark’ skrevet med arabiske bogstaver
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu