Dans om menneskerettigheder løftede Dansk Danseteater fra europæisk til internationalt topniveau

Da Dansk Danseteater i weekenden dansede Tim Rushtons nye helaftensværk Carrying a Dream, var der noget, der forandrede sig. Det så ud, som om kompagniet på magisk vis satte af til et umuligt spring, blot for at lande endnu højere — som om de løftede sig fra europæisk til internationalt topniveau.

For Carrying a Dream er et storladent og voldsomt værk. Det er alvorligt og politisk – med stærke holdninger om medmenneskelighed og respekt. Det er samtidig et frygteligt deprimerende værk, der ryster sjælen og sætter kroppen i undtagelsestilstand. For på scenen skildres det ene overgreb efter det andet og mærkes i tilskuersæderne. Hån, udelukkelse, mobning, chikane, undertrykkelse, overgreb, voldtægt — eller vold, der bliver til drab eller selvmord.

Dansernes arme gestikulerer præcist og synkront, mens benene tvinges i knæ, og nakkerne tvinges bagover, så kroppene til sidst bare ligger på ryggen som slagteklare ofre uden skyld. Gruopvækkende.

Ord som projektiler

Hen over dette rædselsunivers drøner en altoverdøvende lydkulisse.

»Alle mennesker er født lige og frie,« lyder de første ord.

Og så kommer der ellers udpluk fra berømte menneskerettighedstaler — i håndplukket udvalgt fra Harvey Milk og mindetalen over den dræbte Martin Luther King til den anskudte teenagepige Malalas offerprotesttale.

Ordene virker som projektiler mod tilskueren. Samtidig overdøves talerne af desperate musikstrejf og mennesker, der råber — i Mikkel Larsens kvalmende lyddesign, der velsagtens lyder som en demonstration, der løber løbsk. Så når Nikolaj Hess’ klaver af og til stjæler sig til et øjeblik med rolige tryghedstoner, bliver man oprigtigt taknemmelig og nærmest tryg.

Scenografen Rikke Juellund har ramt en æstetisk beskedenhed i sine klædelige, lysegrå kostumer, der emmer af arbejdernøjsomhed — og dette tidløse hverdagstøj skaber en effektfuld kontrast til Mikael Sylvests lysdesign, der som i en nådesløs industrimaskine lader lamperne sænke sig ned over kroppene og presse drømmene ud af dem. Mens talerne brøler.

Af med kasketten

Person efter person chikaneres. Grufuldt er det, når den unge Lukas Hartvig-Møller bliver kanøflet og får slået sin kasket af. For inde under kasketten har han skjult det smukkeste, lange røde hår – feminint og delikat. Men i denne ondskabsverden kan mænd ikke være andet end kortklippede heteroer, så derfor starter hetzen mod manden, der får trukket sine bukser ned om hælene, så han kun kan vakle omkring.

Stefanos Bizas og Lucas Threefoot finder hinanden i et stjålent øjeblik til en hæsblæsende queertango, der ikke handler om køn, men om musikalske sind, der fletter knæhaser. Det er så inderligt, at det er til at tude over.

Alligevel går historien sin gang, når danserne på en tilsyneladende endeløs række vandrer hen over bagscenen, forhutlede og nedbrudte. Selv et enligt kampflag slasker slapt mod jorden. Opgivelsen indtræffer lige om lidt, mærker man. Hvis altså ikke, at sorgen over at se så meget smerte samlet på én gang pludselig skaber trangen til at råbe op og sige fra. Endnu en gang. Med drømmen om denne gang at blive hørt.

Mavepuster

Carrying a Dream er åbenbart Tim Rushtons sidste planlagte værk fra hans 17 år lange periode som kunstnerisk leder af Dansk Danseteater.

Det er blevet en mavepuster af et mesterværk – takket være danserne, som aldrig har danset bedre end her. Denne koreografi er så tydeligt skabt direkte til netop dem, så de hver især fremstår som individer med hver deres personlighed i deres udtryksfulde kroppe.

Trinene virker som en sidste gave. Som når den lyshårede Milou Nuyens endnu en gang bøjer sin krop forover som offer, mens hendes arme flakser som et sidste oprørstegn. Som når Jessica Lyall insisterer på retten til at sparke opad i sine overalls, inden hun lægger tøjet og håbet i en bylt – og forsvinder. Som når Alessandro Sousa Pereira tilser ondskaben med et sidste myndighedsblik, inden han løber væk. Eller som når den ukuelige Maxim-Jo Beck McGosh spæner forrest, som om hun tror, at hun stadig kan nå at redde de andre.

Så meget som muligt

Netop takket være sin aggressivitet rummer Carrying a Dream potentialet til at blive en ny klassiker. Derfor skal den forhåbentlig danses og danses, både herhjemme og i udlandet. Så længe kompagniets fremragende dansere kan holde til det.

Gamle Scene var proppet med mennesker, der alle sammen spontant rejste sig op, smittet af dansernes symbiotiske energi på scenen. Jeg stod og svajede opad mit røde plyssæde. Jeg ville gerne råbe bravo. Men jeg gjorde det ikke. Det kan man ikke, når man græder.

Carrying a Dream. Oplevet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. International turné: 5. maj Unterföhring ved München, 7. maj Leverkusen ved Köln - samt 9. - 10. november i Schweinfurt og 12. november 2019 i Worms m.fl.

Koreografi: Tim Rushton. Musik: Nikolaj Hess, Sara Mouritzen, Anna Østerby, og Line Felding samt Elton John, Biosphere, Nina Simone, Thelonious Monk, Fabio Hager Sexteto. Tangokoreografi: Inspireret af Fernando Gracia. Tangoinstruktør: Martin Nymann Pedersen. Kostumedesign: Rikke Juellund. Lys: Mikael Sylvest. Lyd: Mikkel Larsen. Dramaturgi og stemmer: Charlotte Munck. Skuespillerstemme: Peter Plaugborg. Dansk Danseteater.