Læsetid: 5 min.

David Attenborough springer ud som klimabekymret (men giver en lyst til straks at hoppe på et fly)

Netflix’ ’Our Planet’ forener den verdensklassestandard, man kender fra BBC’s naturdokumentarer, med advarsler om, hvad klimaforandringerne vil betyde, og anvisninger til, hvad der må gøres. Men programmerne vækker også en trang til at rejse ud og se hele verden, som vi ikke længere bør udleve, hvis vi skal mindske klimaforandringerne
Our Planet er produceret af de samme folk, som lavede de legendariske BBC-programmer Planet Earth, Frozen Planet og The Blue Planet, og igen tilhører fortællerstemmen (i den engelsksprogede version) den nu 92-årige sir David Attenborough.

Our Planet er produceret af de samme folk, som lavede de legendariske BBC-programmer Planet Earth, Frozen Planet og The Blue Planet, og igen tilhører fortællerstemmen (i den engelsksprogede version) den nu 92-årige sir David Attenborough.

Netflix

29. april 2019

Summen af storartet fjernsyn blev lige forøget med knap otte timers naturdokumentar, da Netflix tidligere på måneden kom med Our Planet.

De otte vanvittigt flot filmede afsnit viser, hvor spektakulært liv der findes i havene, skovene, ørknerne og de polare områder. Hvem vil ikke gerne se, hvordan et haneksemplar af junglefuglen sort seglnæb fra New Guineas højland danser en parringsdans, som fejer al avantgardescenekunst, mennesket nogensinde har præsteret, af banen?

Eller hvordan det ser ud ovenfra, nedenfra og fra siden, når pukkelhvalerne laver en slags gardiner af luftbobler, som de bruger til at inddæmme de fisk, de spiser.

Ingen naturformidling uden klimakrise

Det er ikke bare titlen, der minder om BBC’s legendariske naturprogrammer Planet Earth, Frozen Planet og The Blue Planet. Our Planet er produceret af de samme folk, som lavede BBC-programmerne, og igen tilhører fortællerstemmen (i den engelsksprogede version) den nu 92-årige sir David Attenborough.

Der er rigeligt med seje scener fra samme skuffe som tidligere, men det mest iøjnefaldende nye ved Our Planet er, at det bliver sagt direkte og uden omsvøb, at kloden har et alvorligt problem, som er skabt af mennesker.

Selvfølgelig er det ikke nyt for den brede offentlighed, men den sørgelige sandhed om klodens tilstand har før fyldt meget tæt på ingenting, når sir David Attenborough med sin rolige og myndige røst har formidlet naturens storhed.

Klimaforandringerne blev lige akkurat antydet i den allersidste speak i sidste afsnit af Planet Earth II, men derudover har Attenboroughs naturprogrammer altid styret uden om enhver form for politisering og bevidst underspillet de menneskeskabte klimaforandringer for ikke at lade bekymring og skyldfølelse overskygge fascinationen af naturen.

Selv om hensigten er at lade kærligheden til naturen i al dens mangfoldighed flyde frit og ubesmittet af angst, er det (som tidligere nævnt her i avisen) ifølge den engelske journalist George Monbiot hverken sagligt eller i naturens interesse at gå let hen over de temperaturstigninger, mennesket har forårsaget, og som meget vel kan afstedkomme irreversible processer, der forandrer livet på planeten radikalt.

Når man kun bliver præsenteret for økosystemer, der er i stand til at opretholde balancen, tager det brodden af den bekymring, som er en nødvendig forudsætning for handlekraft. 

Det gør Our Planet – som er lavet i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden – ikke. Det er en del af historien om planeten, at den har undergået enorme forandringer inden for de sidste 100 år.

Stort set alle segmenter ender med en beskrivelse af, hvad der truer eksistensen af det, vi lige har set, og hvad der kan gøres for at redde det. Advarsler går hånd i hånd med anvisninger, som der i øvrigt findes flere af på programmets hjemmeside. 

Til trods for de dystre prognoser er skønheden i langt de fleste tilfælde ikke til at komme uden om. Alting virker stort og ærefrygtindgydende. Og når der så dukker et enkelt segment totalt fuld af håbløshed op (det handler om trængsel blandt hvalrosser), er det ikke til at bære.

Sådan skal det være, hvis pointen om, at det er nødvendigt at regulere vores slid på naturen meget mere, skal trænge igennem. Måske skulle de endda have skruet lidt mere op for håbløsheden.

Ligesom i Planet Earth II fra 2016 gennemgår Netflixprogrammerne en naturtype ad gangen og forklarer de sindrige måder, økosystemerne fungerer på.

Der er nye dyrearter, nye parringsdanse og jagtmetoder, nye tilspidsede situationer og imponerende måder at indrette sig i forhold til omgivelserne. Og så er der enkelte scener, der går igen fra tidligere planetfejrende tv-programmer. Det er okay.

Historien om, hvordan dræbersvampe tager bo i Amazonjunglens insektarter, når de er ved at blive for dominerende og dermed en trussel for deres økosystem, og giver dem en ubændig trang til at kravle opad og opad og opad mod lyset, indtil deres krop bliver dækket af en hvid pels og en orkidélignende gevækst vokser ud af deres hoveder, er for god til at lade ligge.

Det gjorde stort indtryk på mig at se, hvordan et økosystem på den måde regulerer sig selv, da jeg så det i den første omgang Planet Earth-programmer engang i nullerne.

I Our Planet er ordlyden næsten den samme, mens farverne er klarere, billedet skarpere og budskabet om, at alle taber, hvis én dyreart indretter hele planeten på sine egne præmisser, endnu mere presserende.

Det vækker desværre safarilysten

Sådan er det bare ikke særlig meget af tiden. Our Planet er mest af alt en opløftende tv-oplevelse, fordi der bare er så meget forskelligartet skønhed, så mange smarte løsninger og så meget ømhed og saglighed i Attenboroughs røst.

Den virker i sig selv beroligende, hvilket er lidt af et paradoks for en mand, der i en alder af 92 springer ud som overbringer af ekstremt dårligt nyt. Det er ikke til at sige, om den enorme mængde ro i hans stemme styrker eller svækker budskabet. 

Netflix

Det er ikke det eneste paradoks ved Our Planet. Ligesom zoologiske haver har naturdokumentaren den eksistensberettigelse, at man ved at vise dyrelivet frem i al dets vilde mangfoldighed og farverigdom gør det klart for mennesker, hvor bevaringsværdigt det er. Man under sine efterkommere, at de også får lov at se pukkelhvaler springe, ørne svæve majestætisk og den slags.

Men en velproduceret og vidunderlig dokumentar som Our Planet stiller ikke nødvendigvis appetitten på at se på dyr. Den vækker den snarere.

Det er kun fast arbejde og privatøkonomiske begrænsninger (tilsat en smule klimamæssige skrupler, jeg ikke lige selv kan lodde dybden af), der forhindrer mig i at hoppe på det første og det bedste fly hen til et sted med pukkelhvaler eller elefanter. 

Our Planet vækker altså ens safarilyst og taler til en impuls, som indtil for nylig havde status som fin og ædel: Trangen til at komme ud og se verden. Det er desværre bare virkelig dårligt for verden, hvis alle følger den impuls helt uhæmmet.

Et håb kunne være, at Attenboroughs pædagogiske forklaringer på naturens virkemåder skærper vores blik og gør det nemmere at se det særlige i den mindre spektakulære natur, vi har i nærheden.

Hvis man vil øve sig i den disciplin, kan man se svenske SVT’s live transmittering i døgndrift af nogle elge, der går gennem en skov. Primært filmet med stationære kameraer og uden garanti for gevinst; elgene bestemmer jo selv, om de går på den ene eller den anden side af kameraet. Den stora älgvandringen er Our Planets diametrale modsætning, men faktisk også ret vidunderligt tv.

’Our Planet’ kan ses på Netflix. 

Du kan høre podcasten Radio Information der, hvor du normalt lytter til podcasts – eller lige her på information.dk.
Hør mere i podcasten
David Attenborough vil vise den smukke og vilde natur i al dens skønhed, fremfor dens menneskabte forfald.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
Alvin Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har altid oplevet BBC eller andre kanalers fantastiske naturprogrammer som et økonomisk og klimabeskyttende alternativ til at rejse.
Jeg kanholde vinter i Norge, sommer i Tisvilde eller Frankrig, og med hjælp fra naturprogrammerne stadig få oplevelser og viden, om den naturlige verden på den anden side af kloden.

Lillian Larsen

Jeg har ikke Netflix, men tilsvarende programmer på DR giver mig ikke lyst til at opsøge de fantastiske steder. Tværtimod glæder jeg mig over at kunne se dem hjemmefra. Det ville jeg nødig undvære. Livekameraer rundt omkring i verden ville også være spændende.
Jeg kunne også godt tænke mig at have en bil, et svømmebassin, et stort hus, alt muligt udstyr med mere, men det kan vi jo ikke få alle sammen.
Verden er også der, hvor vi er. Oplevelser findes dér - alene eller sammen med andre. Sammen kan man også opleve verden på TV. Men det at leve må man selv klare - alene eller sammen med andre.