»For et stykke tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at lave et videointerview. Jeg var lidt i tvivl, men endte med at sige ja. Jeg håbede, det ville blive en positivt vinklet film om en 43-årig kampsportsudøver, der rejser landet rundt på eventyr. Men til min store skuffelse endte det med at blive en film om en bums, der kæmper for føden på gaden i Moskva.«
Sådan starter den dokumentariske tegneserie Strannik af Anna Rakhmanko og Mikkel Sommer. Titlen betyder »vandrer« på russisk, og den nøgternt selvbevidste stemme tilhører Vyacheslav, der lever som hjemløs i Moskva og ernærer sig som Mixed Martial Arts-kæmper.
Det går op for ham, at hans liv nu skal fortælles som tegneserie, og han forestiller sig noget med superhelte. Men det er i stedet en historie om et liv af muligheder, der aldrig udfoldede sig. Om prosaisk overlevelse og umælende desperation.
Vyacheslav er fra Kasakhstan. Han blev født med en invaliderende ganespalte, og trods adskillige forsøg på operation er han stadig talebesværet. Det umuliggjorde en ordentlig uddannelse: Hans ideer om at blive maler, lysteknikker eller journalist kæntrede alle sammen, så han blev udsmider og MMA-instruktør. Faderen, der hensygnede som alkoholiker, efter han vendte hjem fra krigen i Afghanistan, og resten af familien, er stadig i hjembyen.
Sommer tegner løst sitrende billeder derfra på basis af fotografier, mens Vyacheslavs prunkløse voiceover ledsager os i tekstkasserne.
Orkestreret kontrapunktisk
Sommer har længe lyst op som et af de store tegnetalenter på den danske scene, men han bor nu i Athen sammen med Rakhmanko, der er journalist og bl.a. arbejder med flygtninge. Det lader til, at han i hende har fundet en kongenial samarbejdspartner.
Hans arbejde her er neddæmpet på en måde, det eksempelvis ikke var i hans hårdkogte, men flade genreøvelser Obsolete (2011) og Burnout (2013), mens de billede-til-billede-fortællervanskeligheder, der hæmmede hans, Erik Barfoeds og Kim Fupz Aakesons tegneserieversionering af sidstnævntes dystopiske ungdomsroman De gale (2012), her holdes i ave. Det gør de måske nok, fordi han primært iscenesætter fortællingen i isolerede tableauer, men det virker også, som om han er vokset med opgaven. Kampscenerne er lydløse, men klare, som foregik de langt væk.
Rakhmanko har sorteret stramt i stoffet og arbejder tydeligvis både med indføling og indignation.
Parret orkestrerer materialet kontrapunktisk, således at billederne viser Vyacheslavs liv i dag, mens vi hører hans erindringsbrudstykker. Vi ser hans familie, de plastikposer han har sine ejendele i, den avis han spreder ud på gulvet, inden han lægger sig til at sove i en opgang. Vi ser, at han er ved at blive for gammel til sit liv. Det hele ender med en anekdote fra dengang, den første McDonalds åbnede i Moskva. Vyacheslavs aflevering er tør, Rakhmankos redigering besk.
Hvis tegneserien skulle give et overskud, går det ubeskåret til Vyacheslav.
Anna Rakhmanko og Mikkel Sommer: ’Strannik’. Forlæns, 48 sider i s/h, 100 kroner
