Læsetid: 5 min.

Donnersmarcks nye film om en fiktionsversion af Gerhard Richter er en mesters makværk

Det er først og fremmest instruktøren, der bliver tilfredsstillet i sit eget verdensbillede, og ikke kunsten selv, der bliver tilgodeset i Florian Henckel von Donnersmarcks nye film ’Værk uden skaber’. Instruktøren hævder ganske vist kunstens magiske kraft, men i virkeligheden reducerer han den i en filmisk hævn over en flertydig kunst
Maleren Kurt Bahnert (Tom Schilling) er skåret over den store tyske maler, Gerhard Richters liv. Her står han foran det tomme hvide lærred, lige inden han finder formlen for sine fremtidige værker, slørede gengivelser af amatørfotos fra barndommen, pasfotos og fotos fra pressen.

Maleren Kurt Bahnert (Tom Schilling) er skåret over den store tyske maler, Gerhard Richters liv. Her står han foran det tomme hvide lærred, lige inden han finder formlen for sine fremtidige værker, slørede gengivelser af amatørfotos fra barndommen, pasfotos og fotos fra pressen.

Foto fra filmen

17. april 2019

Det er en af filmens smukkeste og mest patosfyldte scener og et centralt perspektiv i den filmiske komposition:

Højt oppe i et ældgammelt egetræ sidder den unge kunstner og kigger ud over landskabet.

I al hast klatrer han ned fra træet. Han er ramt af et pludseligt klarsyn og spæner som gjaldt det livet gennem gyldne kornmarker og grønne græsenge for hjemme og ude af sig selv af begejstring til sin undrende far at råbe, at nu har han forstået, hvordan alle ting hænger sammen.

Den unge mand oplever et epifanisk øjeblik. Han har gennemskuet verden, ja, men også sin egen traumefyldte barndom, blot kan han endnu ikke formulere den indsigt i ord eller billeder.

Scenen findes omtrent en tredjedel inde i Florian Henckel von Donnersmarcks nye lange spillefilm – den tredje i rækken efter De andres liv (2006) og The Tourist (2010) – som på dansk har fået titlen Værk uden skaber.

Det er den unge mand, der råber indsigten i filmen, men det kunne lige såvel være den begejstrede instruktør selv, der har gennemskuet det hele, opløst alle livets mysterier i en stærk filmisk fortælling, der bringer alt på rette plads, forbinder adskilte punkter, mysteriøse sammenhænge og samler det hele til et stort panorama over tysk historie over tre årtier fra 1937 til midten af 1960’erne.

Filmen er effektivt fortalt i klart adskilte kapitler, og som den gennemgående røde tråd i dette tyske panorama viser den tilblivelsen af Tysklands største maler i nyere tid, som i virkelighedens verden hedder Gerhard Richter, men i denne film går under navnet Kurt Barnert (Tom Schilling).

Det grumme udgangspunkt

Kurt er født i begyndelsen af 1930’erne, oplever krigen fra et barneperspektiv, ser bombardementet af Dresden, hvor hans klassekammerater omkommer, erfarer nære familiemedlemmers død og ikke mindst sin elskede og psykisk ustabile tante blive afhentet og siden myrdet i Auschwitz’ gaskammer som led i nazisternes eutanasiprogram. Det er det grumme udgangspunkt for et liv.

Hans tante har lært Kurt aldrig at kigge væk, derfor har han set mere end de fleste og bærer det med sig først som ung østtysk kunststuderende, der forelsker sig i Ellie (Paula Beer) og gifter sig ind i en familie, der viser sig i den nære fortid at rumme de mest afskyelige aspekter af den nazistiske ideologi.

Ellies far, professor Carl Seeband (Sebastian Koch), er en berømt og magtfuld gynækolog først i Nazityskland, siden i DDR, men hvad ingen ved, er, at Kurts liv allerede er forbundet med Seebands fortid og forbrydelser som eutanasilæge og trofast SS-officer. Siden – efter flugten til Vesttyskland – bliver Kurt studerende ved Kunstakademiet i Düsseldorf og snart en succesfuld kunstner, hvor han omsider formår at iscenesætte sine oplevelser fra barndommen i det nye Tyskland i billedkunstneriske mesterværker.

Værk uden skaber er med andre ord en film om kunst og om at skabe kunst på baggrund af de traumer, som livet har givet en. Eller med Donnersmarcks egne ord er kunstnerisk talent den skorpe, som har dannet sig hen over de sår, som livet har tilføjet en.

Kurt Barnert er ikke 1:1 Gerhard Richter, men i påfaldende grad deler denne Kurt liv med Gerhard Richter, som Donnersmarck kom tæt på i researchen til filmen, indtil maleren afbrød samarbejdet.

Og sådan udnyttes det materiale i filmen. Richter har set og oplevet alt muligt, er vokset op i to diktaturer, og nu maler han sig i Donnersmarcks alternative sandhed fri af sine traumer og bliver samtidens største tyske kunstner.

Han maler sig ind i alt det fornemmede, de usynlige forbindelser i livet, og alt det vage træder frem på lærredet som henvisninger til en kriminel handling. I kunsten aner vi de store sammenhænge, i den virkelige verden får livet imidlertid lov til at gå videre.

Alt går op

Instruktøren får det hele til at gå op. Sårskorperne på det tyske traume er ikke bare sårskorper, men kan også blive til de største kunstværker, der også bringer forsoning mellem mennesker – og tyskerne forsoning med deres egen historie midt i glemslen og fortrængningen.

Livet er et spil af tilfældigheder, og når man skaber kunst ud af disse tilfældigheder, kan der vise sig uventede, men meningsfulde sammenhænge, som den menneskelige forstand ikke kunne få øje på.

Så langt, så godt, men når instruktøren på afstand forsøger at lægge dette tilfældighedsspil så ordentligt til rette, føler man sig også ført bag lyset.

Man kan ikke beskylde Donnersmarck for at være subtil.

Han skaber storartede, dramatiske scener, hvor han gennem fortætning går efter den maksimale effekt. Som når han eksempelvis i en scene skiftevis klipper mellem bombardementet af Dresden og tantens gasdød i Auschwitz – i sidstnævnte scene forbryder Donnersmarck sig mod et tabu om i tyske film ikke at fremstille døden i gaskammeret, som dog æstetisk kan forsvares med at være i tråd med tantens motto til den unge Kurt om aldrig at kigge væk.

Værk uden skaber er en historisk film, men det handler for instruktøren ikke om historie som en åben proces, for den udnyttes her blot til eget formål, ligesom filmens enkelte karakterer, til trods for at de alle spiller fremragende, snarere bliver demonstrationer af en pointe end levende historiske væsener.

Kitsch

Gerhard Richter valgte ikke modeller til sine billeder, for at de skulle udsige en bestemt sandhed, men Donnersmarck udvælger sig rask væk karakterer, for at de kan eksemplificere hans pointer.

Richter dyrker i sin kunst antydningerne, de vage fornemmelser af sammenhænge og ikke udplyndringen af et liv. Men det er præcis, hvad Donnersmarck har gjort ved materialet. Han har gjort Richters liv til en anekdote og en melodramatisk pointe. Det er derfor, filmen også er kitsch, om end storslået kitsch.

Donnersmarck hiver kunsten ud af kunstnerens værk, får den ned på jorden igen, får løst gåden og overlader ikke noget til tilfældet eller de vage sammenhænge. Det er filmens hævn over den flertydige kunst. Eller man kunne sige, at denne film i en tid med forvirring og alternative sandheder søger sikkerhed og det væsentlige.

Det er en gammel sandhed ved stor kunst, at værket er større end kunstneren, men i det her tilfælde sættes kunstneren lig med værket. Filmens postulat er ganske vist, at kunsten er større end virkeligheden, men det postulat modarbejder filmen i sin egen praksis.

Gerhard Richters signatur som maler er de slørede gengivelser af en næsten fotorealistisk virkelighed. Uskarpheden er en metafor for den kunstneriske sløring af liv og kunst, som hans værker viser.

Donnersmarck derimod går den modsatte vej og forsøger at bringe hans billeder tilbage fra før sløringen og fastslå en hemmelighed bag dem. Det går ud over kunsten, men heldigvis lever de historiske spøgelser fra Richters værker videre også efter dette filmiske forsøg på at vække dem til live igen.

’Værk uden skaber’. Instruktion og manuskript: Florian Henckel von Donnersmarck. Tysk. Biografer landet over

Få dage før åbningen af Emil Nolde-udstillingen pillede Angela Merkel to Nolde-værker ned i sit arbejdsværelse, herunder ’Brydningen’ fra 1936. Egentlig ville museet blot låne ’Brydningen’ til udstillingsperioden. Men Merkel brugte anledningen til endegyldigt at give begge værker tilbage til deres oprindelige ejer, ’Stiftelsen for preussisk kulturbesiddelse’, og dermed var fanden løs i den tyske kulturpresse allerede før ferniseringen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu