Læsetid: 8 min.

Emil Nolde – den ivrige nazist, der blev forfulgt af nazisterne

Angela Merkel tog i sidste uge afsked med to værker af den naziforfulgte nazisympatisør Emil Nolde. Det var den perfekte optakt til en fremragende berlinsk udstilling om det nye syn på den dansk-tyske malers yderst tvivlsomme forhold til Hitlers Tredje Rige. Er Nolde nu blevet toksisk?
Få dage før åbningen af Emil Nolde-udstillingen pillede Angela Merkel to Nolde-værker ned i sit arbejdsværelse, herunder ’Brydningen’ fra 1936. Egentlig ville museet blot låne ’Brydningen’ til udstillingsperioden. Men Merkel brugte anledningen til endegyldigt at give begge værker tilbage til deres oprindelige ejer, ’Stiftelsen for preussisk kulturbesiddelse’, og dermed var fanden løs i den tyske kulturpresse allerede før ferniseringen.

Få dage før åbningen af Emil Nolde-udstillingen pillede Angela Merkel to Nolde-værker ned i sit arbejdsværelse, herunder ’Brydningen’ fra 1936. Egentlig ville museet blot låne ’Brydningen’ til udstillingsperioden. Men Merkel brugte anledningen til endegyldigt at give begge værker tilbage til deres oprindelige ejer, ’Stiftelsen for preussisk kulturbesiddelse’, og dermed var fanden løs i den tyske kulturpresse allerede før ferniseringen.

Hayoung Jeon

17. april 2019

»Den nye verdensorden kommer, og den vil blive gennemført stort og smukt af Adolf Hitler, derfor blev Emil også medlem af partiet – stykke for stykke opfyldes nu alle de former for et værdifuldt, skabende, rigt og stort liv for alle, som vi har ønsket. Læs den igen: Mein Kampf

Så euforisk lød det i et brev fra den danske præstedatter Ada Nolde i sommeren 1940.

Euforien var typisk i krigens første fase i Tyskland. Men der er en beklemmende detalje ved citatet: Hendes mand Emil, som Ada Nolde omtaler, er den verdensberømte maler Emil Nolde, som efter krigen havde succes med at skabe en myte om sig selv som kunstneren, der blev forfulgt af nazisterne.

Det er kompliceret. For begge dele er rigtigt: I årtier har det været kendt, at Emil Nolde i en vis udstrækning var nazisympatisør – og at han blev pålagt arbejdsforbud og stemplet som »entartet« af nazisterne.

Men med den kompakte og yderst seværdige udstilling ’Emil Nolde – en tysk legende. Kunstneren i nazismen’ i Hamburger Bahnhof i Berlin er der på baggrund af års forskning nu kommet flere dunkle detaljer frem i lyset om Emil Nolde, der ikke bare var rygende antisemit, men også overbevist nazist helt frem til Det Tredje Riges undergang.

Klarhed i myter

Målet med udstillingen er ikke at sværte Nolde til eller skabe en sort-hvid fortælling.

Det er derimod at skabe »klarhed i myterne«, som det lød ved åbningen fra udstillingens kuratorer og fra Christian Ring, der leder Nolde-stiftelsen i Seebüll lige syd for den danske grænse, hvor Emil Nolde tilbragte de sidste årtier af sit liv og skabte en lang række af sine farvestærke og ekspressive værker.

Netop Christian Ring åbnede ved sin tiltrædelse i 2013 Nolde-arkivet med over 25.000 dokumenter.

Det danner baggrunden for det nye syn på kunstneren, der aktivt iscenesatte et billede af sig selv som det miskendte geni, der konstant blev holdt nede og ude: Indtil 1933 var det angiveligt jøderne, og efter 1945 var det nazisterne, der fik skylden.

At dømme på presseopbuddet ved åbningen burde kuratorerne ikke kunne få armene ned i disse dage – takket være Angela Merkel. Få dage før åbningen pillede hun nemlig to Nolde-værker ned i sit arbejdsværelse i Kansleramtet, herunder Brydningen fra 1936, der nu udgør den højpolitiske og genialt iscenesatte afslutning på udstillingen.

Egentlig ville museet blot låne Brydningen til udstillingsperioden. Men Merkel og Kansleramtet brugte anledningen til endegyldigt at give begge værker tilbage til deres oprindelige ejer, Stiftelsen for preussisk kulturbesiddelse.

Dermed var fanden løs i den tysk kulturpresse allerede før ferniseringen. Har vi og Merkel ikke kendt Noldes nazistiske tilbøjeligheder i årtier?

Og er det dermed ikke nærmere et tegn på tidens purisme, på en overdreven politisk korrekthed og et hysterisk krav om kunstnerens renhed fra Kevin Spacey over Michael Jackson til Emil Nolde, hvis Merkel pludselig stiller nogle af de vigtigste malerier i det 20. århundrede i skammekrogen?

Urtysk kunst

Før vi dykker ned i den debat, må vi hilse på udstillingens fremstilling af Emil Nolde, født som bondesønnen Emil Hansen i den nordtyske landsby Nolde i 1867.

Først bydes tilskueren velkommen af et af Noldes hovedværker, Die Sünderin. Her møder og tilgiver en i øvrigt ikkearisk Jesus Maria Magdalena i et værk, som også var udstillet på en kæmpe Nolde-udstilling i Dresden i 1927 i anledning af hans 60-årsfødselsdag. Netop i de år toppede Nolde-kulten i Tyskland.

For at forstå Noldes deroute og komplekse skæbne bliver vi atter ledt tilbage i tiden. Nærmere bestemt til Noldes strid med lederen af kunstnergruppen Berliner Sezession, den jødiske Max Liebermann.

Efter Nolde i 1910 var blevet afvist med maleriet Pinsen, endte striden med at koste Nolde medlemskabet i det gode selskab. Den krænkede Nolde reagerede med vedvarende antisemitiske udfald mod den »jødiske kulturpolitik«. Og længe før nazismen begyndte Nolde at se sig som en »urtysk« kunstner, der foragtede »den utyske impressionisme«.

Nazisternes magtovertagelse bekymrede ingenlunde Emil Nolde. I november 1933 var han Heinrich Himmlers æresgæst ved 10-årsjubilæet for Hitlers München-kup – både af opportunisme i forhold til hans praktiske position i Det Tredje Rige, og fordi hans kunstneriske ideer og antisemitisme rimede fint på de nazistiske ideer.

I 1934 meldte Emil Nolde sig – nu med dansk pas – ind i det lokale nazistparti, og hagekorset begyndte at vejre over Noldes residens i Seebüll, hvor han boede og arbejdede om sommeren fra 1927 frem til 1941.

Herefter tvang luftbombardementerne i Berlin ham til at blive permanent i Seebüll. Med en kompakt introduktion har kuratorerne netop gjort en rekonstruktion af ophængningen i ’billedrummet’ i Seebüll i vinteren 1941 til hjertet af udstillingen.

Møgbunken

En vigtig sympatisør havde Emil Nolde i Joseph Goebbels, der havde flere af ekspressionistens værker hængende privat.

I 1930’erne blev der gjort anstrengelser for at argumentere for en ideologisk spiselig »nordisk ekspressionisme«, og det lykkedes endda at lokke Hitler himself til at se Noldes Modne Solsikker i en NSDAP-pressemedarbejders private hjem.

Hitler kommenterede det ikke, men Nolde nåede at glæde sig for tidligt over det stiltiende samtykke. Hitler hadede nemlig ekspressionismen og skulle senere få et raserianfald over et Nolde-værk ved Goebbels og betegne Noldes værker som »en møgbunke«.

Dermed vendte vinden sig efterhånden stik mod Nolde, og i 1937 blev hundredvis af hans værker beslaglagt fra tyske museer. 48 værker blev sendt til i nazisterne infame vandreudstilling »Entartete Kunst«, herunder Die Sünderin og korsfæstningsscenen fra Das Leben Christi.

I form af et stort fotografi fra den »entartede« udstilling i 1937 indtager det motiv en helt central plads i udstillingen inklusive de originale kommentarer om denne kunsts ophavsmænd: »psykopatiske snuskegrise og gesjæftige jøder«.

Det lykkedes Nolde at få sine værker ud af vandreudstillingen, men han kæmpede forgæves for rehabilitering. Indholdsmæssigt var han ellers for længst begyndt at tilpasse sig nazisternes ideologiske præferencer.

De religiøse motiver var helt lagt på hylden, og Nolde kastede sig især over ufarlige naturmotiver og vikingemotiver, der glorificerer den nordiske gude- og sagnverden. At flere af disse værker kun kan vises i kopi, afspejler atter Noldes sammenfletning med den tyske historie: I 1945 havde soldater fra Den røde hær brugt flere af billederne i vikingeserien som brændsel.

Umalede billeder

I august 1941 kom det dybe fald: Nolde blev pålagt berufsverbot og måtte hverken sælge eller udstille sine værker. Et decideret maleforbud, som legenden senere lød, blev han derimod aldrig underlagt. Tværtimod skummede han så sent som i 1944 over de »jødiske og bolsjvistiske kræfter«, der havde forårsaget krigen.

Fra Det Tredje Riges undergang og frem til Emil Noldes død i 1956 arbejdede den nu aldrende herre og flere i hans nærmeste omgangskreds flittigt på fortællingen om Nolde.

Notitser forsvandt, besøg af kunstinteresserede Gestapo-bekendte blev skrevet om til »kontrolbesøg«, og antisemitiske udsagn blev slettet i memoirer. En biografisk gemmeleg, som formentlig også var en mental overlevelsesstrategi.

Men den måske vigtigste del af hans selviscenesættelse som den forfulgte kunstner, der gik i »indre eksil« i Det Tredje Rige, var akvarelserien Umalede billeder. I årtier efter krigen forblev de et modstandssymbol.

Men i virkeligheden var Nolde allerede i 1931 begyndt at skabe disse ’umalede billeder’ som forlæg for større malerier, hvilket han blot fortsatte med – for efter krigen at spinde med på fortællingen om, at de var opstået hemmeligt under hans berufsverbot.

Renset, det blev den 79-årige Nolde faktisk officielt i 1946 – otte år før sin død – i de farceagtige afnazificeringsprogrammer. Men mere afgørende for hans eftermæle er, at han blev genoplivet i 1968 – nu som forlæg for romanfiguren og maleren Max Ludwig Nansen i Siegfried Lenz’ epokegørende Tysktime. I en lang række forskellige udgaver får den lov at indtage en hel væg i udstillingen.

Emil Noldes alter ego får her beslaglagt sine billeder af politimanden Jepsen, der som en pligtbevidst tysk funktionær og nazist parerer ordre ovenfra mod sin gamle ven, der bliver pålagt det maleforbud, som støttede den officielle fortælling om Nolde — og om de ’umalede billeder’.

Ved siden af Tysktimerne ligger et brev til forfatteren Siegfried Lenz fra Helmut Schmidt, SPD-leder og senere tysk kansler, som takker Lenz for den storartede roman – og kalder Emil Nold for »den største tyske kunstner i det 20. århundrede«.

Over brevet hænger et stort foto af Helmut Schmidt i kansleramtet med et af Emil Noldes bølgemalerier i baggrunden. Og som den fantastiske finale flankeres dette foto af Noldes Brydningen, altså det maleri, som Angela Merkel nu har sagt farvel til.

I strakt arm

Bang! Så kan debatten begynde – en debat, som ikke bare handler om Nolde og den tyske historie, men også om nutidens politiske korrekthed og sammenhængen mellem et kunstværk og kunstnerens biografi, renhed og integritet: Hvad gør den nye viden ved Noldes værker, som der stort set aldrig kan læses direkte politiske eller propagandistiske motiver ud af?

Og bør ikke bare tyske kanslere, men vi alle for fremtiden holde Emil Nolde i strakt arm – altså metaforisk og ikke på 1930’er-måden?

»Mange tyskere troede i årtier, at de ydede en form for modstand, når de hang den nordtyske ekspressionists bølger, bjerge og borge på væggen. Uden denne myte ville Noldes evige blomsterakvareller for længst være blevet set som det, de er: kedelig pynt. Gennem afdækningen af alle de onde detaljer i kunstnerens historie får de nu en ny og latent ond ambivalens,« skriver Die Zeits kulturredaktør Tobias Timm syrligt.

»Hvis kansleren godt kan lide denne ambivalens, så kan hun da godt præsentere den i sit kontor. Hvis ikke, må hun nok hellere give dem tilbage til ejeren: På museum med dem.«

Avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung istemmer konklusionen.

»Også selv om det ikke er nazistiske billeder, så er det klart, at billederne af en nazist er et tvivlsomt valg for en sådan statsinstitution. De hører faktisk hjemme på et museum.«

Merkels tysktime

Den køber Slesvig-Holstens uddannelsesminister Karin Prien ikke. Med forventelig presseopmærksomhed hang hun i sidste uge et Nolde-værk op på sit kontor med en kommentar om den »hysterisk moralske Nolde-debat«.

Klogere kritik lyder der fra forfatter og kunsthistoriker Florian Illies i Die Zeit. Han ryster på hovedet ad en »hypersensibel offentlighed«, der længes efter en pletfri kunst og kun kender sort eller hvidt, men ingen gråtoner.

»Hvis man accepterer, at stor kunst udfordrer os til at udholde konflikter, selv når det er smertefuldt, og hvis man indvilger i at indse forskellen mellem et værk og dets skaber, selv når det gør ondt, så kunne lige præcis Emil Nolde faktisk blive til en ’Tysktime med vedvarende virkning’,« mener Florian Illies.

»Som en sådan tysklærer så Helmut Schmidt sig. Men man kan også i præventiv underdanighed over for mulige dydsvogtere hurtigt pille billederne ned og stille Emil Nolde i skammekrogen. Som en sådan tysklærer ser Angela Merkel åbenlyst sig selv.«

I alskens debatter og kommentarspor debatteres sagen – f.eks. om alle kunsthistoriens chauvinister, kolonialister, xeno- og homofober nu også skal sies fra, og (med en pris ironi) om Merkel fortsat bør tage til festspillene i Bayrueth for antisemitten Richard Wagner.

Kuratorerne og Christian Ring fra Seebüll-stiftelsen tog det selv ret roligt ved ferniseringen, hvor de holdt fast i, at de blot ønsker at oplyse og opklare de myter, som Nolde så flittigt bryggede med på.

»Det er muligt, at der som reaktion på udstillingen danner sig en modlegende, der kun ser nazisten i Nolde,« lød det fra Christian Ring.

»Det må Nolde stå igennem.«

Maleren Kurt Bahnert (Tom Schilling) er skåret over den store tyske maler, Gerhard Richters liv. Her står han foran det tomme hvide lærred, lige inden han finder formlen for sine fremtidige værker, slørede gengivelser af amatørfotos fra barndommen, pasfotos og fotos fra pressen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Olaf Tehrani
  • Gert Romme
  • Stig Bøg
  • Steffen Gliese
  • Christian Mondrup
  • ingemaje lange
Maj-Britt Kent Hansen, Olaf Tehrani, Gert Romme, Stig Bøg, Steffen Gliese, Christian Mondrup og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Ljungberg

Hun hang ikke, hun hængte et billede op;)

Henrik Ljungberg

Poul Genefke-Thye, Ole jakob Dueholm Bech, Per Torbensen, Birte Pedersen, Torben K L Jensen, ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Noller er lidt ligesom Heerup. Man er i hvert fald ikke i tvivl om at han kunne lide at male, faktisk så meget at han slet ikke kunne lade være - og så har vi jo en rigtigt kunstner. Men jeg forstår godt Merkel. Der er for meget vilje og for lidt talent i den farveglade malers værker, efter min smag og hvis jeg havde et Noller-billede ville jeg nok også benytte den førstkommende lejlighed til at skille mig af med det, til nogen der forstår at værdsætte det.

ingemaje lange

Tak Marianne. Jeg skulle just til at skrive det samme . Er jeg mon 'hyper-sensibel',.når jeg finder at en så stor fejl er en skamplet på en ellers utroligt interessant artikel?

Christian Mondrup

"skamplet" er et stort ord; men kritisk korrekturlæsning burde der have været.

Maj-Britt Kent Hansen, Birte Pedersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Poul Simonsen

Her i landet havde vi en Kaj Munk, men han konverterede og blev helt.

Maj-Britt Kent Hansen, Steffen Gliese, Olaf Tehrani, Gert Romme og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Hæng Dem ikke i bagateller
- brug Randers-reb og Google translate ... ;o)

Allan Madsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Maj-Britt Kent Hansen, Birte Pedersen, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Fakta er at nazismen faktisk var vældig populær i 30´ernes Europa og Nolde var heller ikke den eneste der faldt for populismen. Det her er ingen undskyldning - for sådan var det jo.

Ole jakob Dueholm Bech, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Og en god grund til at se på hvordan den sovjettiske kunst så ud på den tid i lyset af Hitler´s had/kærlighedsforhold til Stalin.

Faktisk var der mange som Hans Emil Hansen eller mest kendt som Emil Nolde.

Der var jo f.eks. dirigent Wilhelm Furtwängler, der hjalp jødiske flygtninge, samtidig med at Der Führer hyldede ham.

Men så var der altså også f.eks.: Herbert von Karajan, Johan Marius Nicolaas Heesters, Liese-Lotte Helene Berta Bunnenberg (Lala Andersen) og alle de andre, der hængte hjernen hjemme, og mente, at karrieren kom før noget andet.

Steffen Gliese

Karl Böhm var vist, Gert Romme, endnu værre end von Karajan; men i Joan Pipers Bernstein-biografi står der, at von Karajan udngik at hilste på Bernstein, da han gæstedirigerede New York philharmonikerne, mens Karl Böhm opportunistisk ikke kunne være overstrømmende nok.
Bernstein blev jo, som en af Deutsche Grammophons faste kunstnere, fast gæstedirigent for Wienerphilharmonikerne, og valgte - selvom han var agnostiker - altid at opholde sig i Wien i forbindelse med de jødiske helligdage for at provokere den stadig ret talstærke gruppe af antisemitter i byen og orkestret.

Per Torbensen, Trond Meiring, Torben K L Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Er det ikke lidt langt ude i tilslutning til artiklens alvorlige emne at inddrage Heerup med begrundelsen, at han som Nolde kunne lide at male? Det må man da formode, at de fleste malere kan. Jeg ser slet ikke, hvorfor netop Heerup skal kaldes frem, når artiklen i stort omfang behandler Noldes sym- og antipatier.

Marie Jensen, Per Torbensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@ingemaje lange, når du nu er så sensibel, så husk venligst komma mellem "tak" og "Marianne". I modsat fald bliver dit "tak" imperativ, og det er vel ikke meningen.

Marianne Ljungberg:

I min del af landet hedder det hang. Det er på tide, at folk som dig holder op med at udskamme vores dialekt.

Ifølge artiklen blev Nolde antisemit fordi han var smidt ud af en jødisk ledet kunstnersammenslutning og fordi han ikke kunne lide "jødisk kulturpolitik".
En sådan årsag til at blive antisemit har vi mødt jævnligt, men mindes ikke, at nogen har undersøgt, om der kunne være noget om, at jøder indenfor kulturlivet faktisk er dygtige til at få andre jøder frem på bekostning af ikke-jøder .
I Joachim Fest's meget tykke, grundige og øjenåbnende bog ""Hitler" (Peoples Press) nævnes, at Hitler var en upolitisk, dagdrømmer indtil han ved et tilfælde opdagede sine ekstreme demagogiske evner. Hans eneste medlemskab var af en antisemitisk forening, som han meldte sig ind efter at set hvordan flygtede østeuropæiske jøder i løbet af fem år fik meget stærk og dominerende magt og indflydelse i Wien i begyndelsen af 1900-talllet. Det var indenfor kunst og kultur men også indenfor erhvervs- og finansverdenen .
Vi plejer at ryste opgivende på hovedet når vi som i denne artikel læser om en, der hævder, der er en jødisk dominans nogle steder. Men vi ved ikke, om der er noget om det, for det er der ingen, der tør/vil undersøge. Det er naturligvis også vanskeligt, for hvem er jøder? Ja, mig bekendt er det også "hemmeligt", hvem der har gået på Mosaisk Trossamfund/Det Jødiske Samfunds Carolineskolen. F.eks.

Et tilbagevendende spørgsmål i kunsthistorien:
Skal man vurdere et kunstværk på dets egne præmisser, i sig selv, eller skal man have konteksten med, kunstnerens livs historie mm.
Og hvis en kunstner viser post humt at være nazist eller pædofil, er vedkommendes værkers så "dårligere" end før en evt. "afsløring" af kunstnerens tilbøjeligheder?
Kan man lytte til Micael Jackson, se på Nolde eller for den sags skyld høre Wagner, Hitlers ynglings komponist, uden at blive slået i hartkorn med kunstnernes politiske og seksuelle tilbøjeligheder?
Eller er disse værker nu "forbudte", "fordømte", og dermed også den der nyder Jacksons, Noldes eller Wagners frembringelser?
Ja, find selv en knag at hænge hatten på :-)