Læsetid: 4 min.

Fanfiktion-filmen ’After’ føles som film-karaoke for de nærmeste veninder

One Direction-fan Anna Todd skrev en fanføljeton sammen med andre på internettet, som blev til bogserien ’After’, der nu er blevet til en film. Det er en interessant skabelseshistorie om fanfiktion, fællesskab og kreativitet i den digitale tidsalder. Men det er ikke den historie, vi ser på lærredet med ’After’
One Direction-fan Anna Todd skrev en fanføljeton sammen med andre på internettet, som blev til bogserien ’After’, der nu er blevet til en film. Det er en interessant skabelseshistorie om fanfiktion, fællesskab og kreativitet i den digitale tidsalder. Men det er ikke den historie, vi ser på lærredet med ’After’

Quantrell D. Colbert/Universal Pictures

12. april 2019

Det måtte jo komme. Den storhittende, softcorepornografiske Fifty Shades of Grey-trilogi har fået en lillebror. Hvor der er indtjeningsmuligheder, er der vej, og således har endnu en fanfiktion fundet vej til biografens lærred. Barnet, baseret på en bogserie af Anna Todd, hedder After.

Vent – fanfiktion, spørger du?

Fanfiktion er, når menig fan låner og digter videre på deres favoritforfatteres historier og figurer, i en art skønlitterær pendant til musikkens covers og remixes. Det kan være alt fra små skriveøvelser til historier af romanlængde, men er først og fremmest noget, som fans skriver til sig selv og til andre fans – gerne på opfordring, for fanfiktion er noget, vi giver til hinanden i fanfællesskabet. Det er en måde at dyrke fankulturen sammen. Men det er også sin egen, uregerlige litterære genre.

Indimellem vokser fanfiktionen sig større end det værk, den har udgangspunkt i, og bliver et værk i sig selv, og for nogle fanfiktionskribenter bliver de indledende øvelser i andres universer dermed vejen til en karriere som ’rigtige’ forfattere. Man kan ikke fortænke et kommercielt bevidst forlag i at samle historier med indbygget publikum op, slibe dem til i samarbejde med forfatteren og sende dem på hylden som originale bøger med originale hovedpersoner.

Således blev ungdomsbogserien Twilights mandlige hovedperson, den forknytte vampyr Edward, i Fifty Shades of Grey tryllet om til den kinky milliardær Christian Grey. After-serien har udgangspunkt i en variant af fanfiktion, hvor der ikke digtes over fiktive figurer, men ægte idoler. Her bliver sangeren Harry Styles fra boybandet One Direction reinkarneret som den universitetsstuderende bad boy med et hjerte af guld Hardin Scott (i filmatiseringen legemliggjort af Hero Fiennes Tiffin).

Men hvor Fifty Shades of Grey blev et fænomen på baggrund af sin kakkelbordvenlige indføring i sadomasochismens lyksaligheder, er det umiddelbart svært at se, hvad After har kørende for sig som selvstændigt værk – andet end at være undfanget på samme vis som en storsucces.

I pressematerialet lægges primært vægt på tilblivelseshistorien: Ung soldaterkone finder sammenhold med andre One Direction-fans på internettet og ender med at skrive en fanføljeton i tæt samspil med sin egen voksende fanskare. Og det er en interessant historie om, hvad fanfiktion kan som genre, og om fællesskab og kreativitet i den digitale tidsalder. Men det er ikke den historie, vi ser på lærredet.

Desværre.

I det hele taget er det svært at finde ud af, hvad det er for en historie, man skal tage med hjem fra After. Og derfor bliver det svært at anmelde filmen som film, når den snarere føles som film-karaoke for de nærmeste veninder.

For ser man filmen som det, vi normalt forstår som en spillefilm, så er den forholdsvis ligetil at anmelde.

Man kunne for eksempel indlede med at opridse handlingen som et tyndt afkog af årtiers afkog af de samme klicheer: Pæn, jomfruelig pige (en sympatisk og nogenlunde overbevisende ungpigefeministisk Josephine Langford i rollen som Tessa Young) drager væk fra mor og gymnasiekæreste, konfronteres med den åbne verdens mange muligheder og fristelser, møder og bliver seksuelt tiltrukket af pseudointellektuel og såret skulende oprører uden sag (det er her, den falske Harry Styles kommer på banen), lader tungespidsen danse over den forbudne frugt og må snart sande, at der er forskel på platonisk kærlighed og begær, at begær i den forbindelse altid vinder over platonisk kærlighed (farvel til barndommens blomsterbærende sødmælksdrenge, ja tak til sort kaffe og blide berøringer under bæltestedet), og at man ikke bliver lykkelig af blindt at følge den udstukne vej – men at man stadig skal huske, hvor man kommer fra.

Man kunne medgive, at klicheer ikke nødvendigvis er af det onde, så længe de bruges kløgtigt og charmerende, men samtidig konstatere, at det ikke er tilfældet i After, der mest af alt fremstår som en fiktiv teenageromance fortalt af en teenager, der endnu kun kender romance fra fiktionen.

Man kunne harcelere over et persongalleri så papirtyndt tegnet, at der kunne flyves drage med det, få et hysterisk anfald over staveplade-kostumeringen, hvor Tessa og hendes bagland er klædt i lyse pasteller, mens den nye verdens slemme drenge og piger ligner statister i den postapokalyptiske halvfemserserie The Tribe, og udpensle, hvordan skildringen af den plagede scoretrold Hardin/Harry ikke bare danser på kanten af, men for længst har overskredet grænsen til det parodiske – mørk: tjek, mystisk: tjek, grænseoverskridende: tjek, tynget af en diffust tragisk opvækst og sit som følge deraf vanskelige sind: tjek, læderjakke, tatoveringer, hullede bukser: tjek, tjek, tjek, fed bil: tjek.

Man kunne opfordre læseren til eventuelt at tage en lille skarp, hver gang kameraet dvæler enerverende længe ved Hero Fiennes Tiffins døde psykopatblik, som for at insistere på, at han faktisk kan spille skuespil; en sjus når filmen hiver den trestrengede klichéspade frem og klimprer løs på Jane Austen og Emilie Brontë, den moderne kærlighedsfilms pendant til »Wonderwall«; eller rent ud tømme flasken, når der på lydsiden gudhjælpemig dukker et kælent kommenterende akustisk cover af Avril Lavignes 00’er-hit »Complicated« op: »You're trying to be cool, you look like a fool to me … why’d you have to go and make things so complicated?«

Det kunne man vælge at gøre. Men helt ærligt, anmelder, hvorfor skal du egentlig gøre det hele så kompliceret?

Denne film er ikke til dig, anmelder. 

For After føles som det, den er. Dårlig fanfiktion. Dårlig fanfiktion, som det utvivlsomt har været en fornøjelse at skrive og en fornøjelse at være med til at skabe som læser og (med-)fan. Dårlig fanfiktion, som lægger mere vægt på at dyrke narrativer og fantasier, end på fantasiens originalitet eller kunstneriske kvalitet.

Hos fans af fanfiktionen skal den nok hitte. Og kan det så ikke være komplet ligegyldigt, at denne anmelder står på sidelinjen og råber, at deres karaoke er pivfalsk?

’After’ Instruktion: Jenny Cage, baseret på en roman af Anna Todd, amerikansk, biografer landet over

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu