Læsetid: 4 min.

Der er flotte farver, men for få nuancer og for lidt musik i Donald Glovers musikfilm ’Guava Island’

Det amerikanske stortalent Donald Glover har sat barren højt ved at brillere som komiker, skuespiller, serieskaber og musiker under navnet Childish Gambino — og han har imponeret med sin vilje til hele tiden at gå nye veje. Men den seneste har ledt ham til en lækker, men banal hybrid mellem musikvideoen og spillefilmen, der ikke lykkes på nogen af de to genrers parametre
Alt for ofte føles Guava Island bare som en musical med et alt for smalt persongalleri – de personer, filmen reelt interesserer sig for, kan tælles på én finger.

Alt for ofte føles Guava Island bare som en musical med et alt for smalt persongalleri – de personer, filmen reelt interesserer sig for, kan tælles på én finger.

23. april 2019

Amerikanske Donald Glover er en af popkulturens mest iøjnefaldende guldfugle. Med en imponerende lethed har han de seneste år bredt sig over flere og flere nye og originale udtryksformer. Indtil videre har den flittige og visionære 35-årige brilleret som optrædende og skrivende komiker, skuespiller, skaber af den fænomenale tv-serie Atlanta og musiker under kunstnernavnet Childish Gambino, hvis musikvideo This is America fra sidste år er et højdepunkt inden for sin genre. 

Den mindst opfindsomme genopfindelse

Glovers nyeste genopfindelse af sit eget kunstneriske virke blev offentliggjort i forlængelse af Childish Gambinos koncert på den amerikanske festival Coachella. Her blev musikfilmen Guava Island vist, hvorefter den har været tilgængelig på streamingtjenesten Amazon Prime. Childish Gambino er angiveligt på sin sidste turné, og Donald Glover er på vej videre mod nye landvindinger.

Men selv om Guava Island er en genrehybrid, man ikke lige har set magen til før, føles det ikke som nogen kunstnerisk landvinding. Den 55-minutter lange film handler om Deni Maroon, en munter, frihedselskende gut på den fiktive caribiske ø Guava, der med sin musik vil vinde sin udkårnes hjerte, forene alle øboerne og genskabe paradis.

Det er en moralsk fabel om kampen mellem frihedstrang og samhørighed på den ene side og grådighed og undertrykkelse på den anden. Eller som det hedder i den oprindelsesmyte, der bliver fortalt i filmens (meget charmerende) indledende animationssekvens, de to duellerende principper kærlighed og krig.

Guava Island præsenteres som en tropisk thriller, men formmæssigt lægger denne fabel sig snarere et sted i spændingsfeltet mellem musikvideo og musicalfilm. Det er så desværre ikke et specielt spændende sted i det spændingsfelt, Donald Glovers projekt er landet. Filmen er vagt beslægtet med Beyoncés Lemonade fra 2016, der var en sammenhængende kavalkade af musikvideoer fra alle sange på albummet af samme navn. Et lidt mere direkte forbillede er Princes legendariske Purple Rain fra 1984, hvis hovedperson også var en populær og overdrevet cool mandlig musiker, der skulle lære at navigere i sin succes. 

Hvorfor synger Rihanna ikke? 

Filmen har bare hverken den symbolpakkede og musikdrevne sekund for sekundintensitet, der kendetegner strålende musikvideoer, eller det minimum af kompleksitet i plot og karaktertegning, der skal til for at gøre en spillefilm tilfredsstillende. Der er for få nuancer og for lidt musik. Og alt for lidt Rihanna, den ret kæmpestore popstjerne, Glover har hyret til at spilde Denis kæreste Kofi. Og som altså godt kan finde ud af at synge og danse, men i Guava Island må nøjes med at kigge skiftevis beundrende og bekymrende på Denis, når han kurtiserer hende eller stiller sig op mod autoriteterne i et kompromisløst forsøg på at fremme samhørighed, livsglæde og frihedstrang. 

Øen Guava er hjemsted for en særlig silkeorm, hvis silke øens overhoved, den mafiøse rigmand Red Cargo (Nonzo Anozie), tjener fedt på. Alle arbejder for Red. Kvinderne pukler på et syværksted med bevæbnede vagter og en livgivende radio, der spiller Renis musik. Mændene flytter kasser på en fabrik, hvor den tilbagelænede Deni også indfinder sig en gang imellem, når han ikke er tvunget til at synge smukke sange om sin undertrykker i det radioprogram, der dagligt hylder Red Cargo. 

Til kamp mod nul fridage

På Guava har arbejdsugen nul fridage, for Red vil tjene penge og undgå, at hans undersåtter har tid til at leve livet, tænke sig om og ønske et andet samfund. Deni har dog en plan om at holde en festival, hvor alle skal danse og feste, så de ikke kan komme på arbejde om søndagen. Det falder forudsigeligt nok ikke i god jord hos Red. 

Kofi og Deni er på nuttet vis vokset op som naboer og børnekærester. Hver aften har Deni på sin guitar spillet et nyt forsøg på at skrive en sang, der er lige så smuk som hende, foran Kofis soveværelsevindue. Det ser man i føromtalte charmerende animationssekvens, der med papirkliplignende flader skaber et i ordets bedste forstand barnligt univers.

Filmens gennemgående naivitet klarer ikke skiftet til almindelig film så godt; det bliver meget hurtigt klæbrigt med al den unuancerede sødme, der er i Donald Glovers og Rihannas samspil.

Den lækkerhed, der gennemsyrer alle filmens 55 minutter, er både en styrke og en svaghed. På den ene side er det svært at få øjnene fra filmen, der er holdt i en næsten kvadratisk 4:3-ratio, som sammen med den let grynede kvalitet minder om gamle fjernsyn og dermed tilføjer noget retronostalgi. På den anden side får man for lidt ud af fornøjelsen, fordi historien er så spinkel, og fordi skuespillet baserer sig så ensidigt på, at en masse statister (herunder næsten også Rihanna i rollen som Kofi) reagerer på Denis fabelagtighed.

I scene efter scene modtager Deni folkets kærlighed og beundring. I en enkelt scene møder han skepsis, idet han hopper op på en ølkasse og begynder at forklare sin kollega på fabrikken, at »This is America« (fordi Guava bare er endnu et sted, hvor man for at blive rig må gøre en anden endnu rigere). Herefter følger en ny og mere Dancer in the Dark-agtig iscenesættelse af sidste års store Childish Gambino-hit, hvor maskinens fabrikker leverer rytmer, og kollegerne danser de her vilde koreografier, man kender fra musikvideoen, nu iført stærkt røde kedeldragter.

Igen er det imponerende iscenesat, flot at se på og meget iørefaldende. Alt for ofte føles Guava Island bare som en musical med et alt for smalt persongalleri – de personer, filmen reelt interesserer sig for, kan tælles på én finger. 

’Guava Island’. Instruktion: Hiro Murai. Manuskript: Stephen Glover. Musik: Donald Glover (Childish Gambino). Kan ses på Amazon Prime.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu