Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Forstå Indien igennem den bengalske sjæl

Med en læresætning fra Mao om at leve ’De andres liv’ skriver Neel Mukherjee sig ind i Calcutta og i hjertet af det vestbengalske landbrugsland
Som fiktionsforfatter forpligter Neel Mukherjee sig samvittighedsfuldt på virkeligheden og virkelige historiske begivenheder fra især 1960’erne. Det er en forpligtelse, der gør hans roman grusom at læse, fordi man ikke bare kan affeje de uretfærdige begivenheder som fiktion.

Som fiktionsforfatter forpligter Neel Mukherjee sig samvittighedsfuldt på virkeligheden og virkelige historiske begivenheder fra især 1960’erne. Det er en forpligtelse, der gør hans roman grusom at læse, fordi man ikke bare kan affeje de uretfærdige begivenheder som fiktion.

Geraint Lewis

Kultur
27. april 2019

Fra min gade i København til Basanta Bose Road i Calcutta i Indiens Vestbengalen er der over 8.000 km.

Det gadenavn, Basanta Bose Road, gentages så ofte i Neel Mukherjees monsterroman De andres liv (2014), at jeg nærmest har været der. På Basanta Bose Road bor den velhavende familie Ghosh traditionsrigt i tre generationer sammen med deres tjenestefolk. Her hører de til, også kokken og hushovmesteren Madan, der egentlig har sin egen familie langt væk fra »den uafbrudte tuden« i Calcutta, som englænderne byggede på »myggebefængte sumpe, marskland og mudder«.

Det er her på Basanta Bose Road, at Madan laver kokostoppe og puffede ris til Ghosh-børnene, når de trænger til noget godt. Det er deres liv, den tro tjener er en del af.

Ghosh-familien i det store hus på Basanta Bose Road er et zoom ind i et kæmpe hierarkisk samfund med oppe og nede, land og by, og hvor kolonitidens opdeling af mennesker med lys og mørk hud stadig gælder. Ghosh-velstanden skyldes bedstefar Prafullanath, der er self-made forretningsmand født i 1898. Nu hvor han nærmer sig de 70, er hans fire voksne og gifte sønner godt i gang med at ødelægge hans gode forretning. Hans papirfabrikker må lukke rundt omkring.

Neel Mukherjee: The Lives of Others (De andres liv).

Saxo
Den ene generation bygger op, den næste bryder ned, det er den gamles mantra. Han befinder sig selvsagt øverst i hierarkiet, længere nede dingler den ugifte datter Chhaya, hvis hud er mørkere end de øvrige i familien, og hvis navn betyder ’skygge’. Hendes yngre bror Somnath er til gengæld lys og lykkebringende — på trods af at han fødes midt i depressionen i 1933.

Et fysisk eksil

I dette hierarki indordner en svigerdatter sig. Purba, der bliver gift med den lyse Somnath, erfarer hjemmets magtpyramide ekstra bittert. Hendes mand dør tidligt, og ingen protesterer, da hendes overtroiske og religiøse svigermor udstøder hende og hendes to børn. De bliver symbolsk forvist til stueetagen og en sultetilværelse, fordi Purba ifølge den gamle er »født under en ulyksalig stjerne«. Den følelse af eksil, hun altid har levet med i familiens skød, bliver nu et fysisk eksil.

Purba er en af mange beretninger om sult i De andres liv. Hun sulter for at bevare familiens ære og velstand. En anden sultberetning er den store hungersnød i 1943, der ramte landbefolkningen i det nordvestlige Medinipur hårdt. Folk flygtede til Calcutta i tusindvis og døde der. I både den lille og store historie om sult er overtro og religion indblandet.

Neel Mukherjee har en helt særlig viden om Vestbengalen og de politiske forhold der. Den går fra »den sludrevorne bengalske sjæl« til en grundig gennemgang af, hvordan jordejere udnytter folk uden jord. Den bengalske selvforståelse inkluderer ikke Ghandi. Da man i Calcutta i 1967 fejrede tyve års uafhængighed, glimrede Ghandi »selvfølgelig som ikke-bengaler ved sit fravær« i byens udsmykning.

Som fiktionsforfatter forpligter Mukherjee sig samvittighedsfuldt på virkeligheden og virkelige historiske begivenheder fra især 1960’erne. Det er en forpligtelse, der gør hans roman grusom at læse, fordi man ikke bare kan affeje de uretfærdige begivenheder som fiktion. De andres liv slutter i forfatterens eget fødselsår 1970. Mukherjee skildrer altså et Vestbengalen i en historisk periode, han ikke selv har oplevet. Det er værd at nævne, for er der én ting, der har slået mig undervejs gennem romanen, så er det Neel Mukherjees evne til at skrive andre menneskers liv og erfaringer frem.

Information genanmelder indiske romaner

Information har sammenstykket en liste over ti forskellige indiske værker fra 1947 til i dag, som vi har fået vores kritikere til at anmelde på ny:

  • Khushwant Singh: Train to Pakistan (Sidste tog til Pakistan), 1956
  • V.S. Naipaul: A House for Mr Biswas (Et hus til mr. Biswas) 1961
  • Anita Desai: Fire on the Mountain (Det brænder på bjerget), 1977
  • Salman Rushdie: Midnight’s Children (Midnatsbørn), 1981
  • Amitav Ghosh: In an Antique Land (I et antikt land), 1992
  • Vikram Seth: A Suitable Boy (En passende ung mand), 1993
  • Rohinton Mistry: A Fine Balance (En hårfin balance), 1995
  • Arundhati Roy: The God of Small Things (De små tings gud), 1997
  • Kiran Desai: The Inheritance of Loss (Det tabte land), 2006
  • Neel Mukherjee: The Lives of Others (De andres liv), 2014

Det er en ganske banal iagttagelse at gøre om en romanforfatter, men Mukherjees persongalleri er så mangfoldigt, at jeg er nødt til at påpege det. Påpege hvordan han kalejdoskopisk bevæger sig fra mørke Chhayas ambivalente relation til lyse Somnath, til den tro tjener Madan og hans søn, der ender med at gøre oprør mod hans fars arbejdsgiver, videre til børnenes matematiklærer, deres engelsklærer, ingen får lov til blot at optræde som bifigurer, heller ikke heroinmisbrugeren med abstinenser eller den korrupte politibetjent. Det er, som om der ikke er dén menneskelige erfaring, Mukherjee ikke er i stand til at skildre. Ved erfaringen torturoffer måtte jeg se væk.

Interessen for, hvordan det er at være »de andre«, som titlen afspejler, udspringer som en politisk idé fra Mao. Det er et temmeligt originalt greb, Mukherjee bruger her; at tage en læresætning fra Maos lille røde og anvende den som skrivemåde. Det foregår sådan her: Barnebarnet Supratik forlader inspireret af Mao huset på Basanta Bose Road for at leve sammen med de fattigste og mest trængende blandt landbefolkningen i det nordlige Medinipur.

Maos læresætning lyder, at man for at kunne organisere et folk til revolution, er nødt til at leve blandt dem »som en fisk sammen med de andre fisk i havet«. Det gør Supratik, og han skriver et langt brev hjem, hvor han dokumenterer landbefolkningens liv og sin deltagelse i oprørsbevægelsen. Det brev kan være skrevet på papir fra en af hans bedstefars fabrikker. Men Supratiks politiske handling er også romanens politiske handling. Eller hele romanen er en dokumentation af de politiske og historiske forhold i Vestbengalen — skrevet, i hvert fald i symbolsk forstand, på papir fra fabrikker med underbetalte arbejdere, der ikke selv kan skrive. For revolutionen? Den udeblev.

Serie

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her