Læsetid: 5 min.

’Girl’ er et mesterligt, underspillet drama, som klipper dit hjerte over

Lukas Dhonts debutspillefilm ’Girl’ er et mesterligt om en ballerina, der tvinger sig over smertegrænsen for at blive sig selv. Det er også en fortælling om pubertet, fortalt helt tæt på den uudgrundelige teenager, men også forstået gennem hendes far
Det føles ensomt at følge generte Lara i Girl, fordi vi er så tæt på et ungt menneske, der har så svært ved at være sig selv, at hun ikke lukker nogen ind

Det føles ensomt at følge generte Lara i Girl, fordi vi er så tæt på et ungt menneske, der har så svært ved at være sig selv, at hun ikke lukker nogen ind

4. april 2019

Det er slidsomt, ensomt midt i alt det kærlige, at følge og føle for Lara – en 15-årig transkvinde i den belgiske debutant Lukas Dhonts mesterlige Girl.

I stil med Dhonts belgiske landsfæller Dardenne-brødrene sørger kameraet for en helt intim alliance mellem Lara og publikum, der nærmest ikke slipper hende af syne.

Vi vågner op med hende og leger med hendes nuttede, hengivne lillebror i sengen. Vi hænger ved hendes håbefulde smil i bilen med hendes rare far på vej hjem fra balletskolen i den nye by, som de tre er flyttet til for at realisere hendes ambition om at blive ballerina.

Vi træner – hårdt – sammen med hende på skolen, hvor dansen fylder mere end teenagefællesskabet, vi ser brystkassen pumpe ind og ud af udmattet stædighed, ser hendes lange elegante krop kaste sig rundt i salen med en viljestyrke, der fylder hele rummet og intimiderer de andre dansere.

Og vi ser de lidt for store fødder tvinge sig op på tæerne i smerte. Igen, igen, igen, igen, kom så! Det skal smerte helt ind i sjælen at få noget til at se så florlet ud.

Vi følger også med Lara ud på toilettet, når de andre piger går i bad, og ser hende trække lange hvide stykker tape direkte af maven, af skambenet, af de voldeligt skjulte nosser og penis. Huden giver sig modvilligt, det ser så smertefuldt ud, at man som medvidende bliver svimmel. Der findes særligt undertøj til den slags. Men Lara gør stadig sådan. Hun kan ikke forklare hvorfor.

Kun én Lara

Det føles ensomt at rende rundt sammen med generte Lara i Girl, fordi vi er så tæt på et ungt menneske, der har så svært ved at være sig selv, at hun ikke lukker nogen ind – ikke psykologen, ikke faren, ikke os.

Hendes historie er en af de stærkeste fortællinger om transidentitet, jeg har set. Den vil ikke være den endelige og rigtige og eneste fortælling om den erfaring. Inspireret af en virkelig historie føles den snarere som portræt af ét særligt og privat menneske.

Og det er umuligt at forestille sig denne specifikke film, der giver os denne særlige Lara, spillet af noget andet menneske på kloden end Victor Polster – en ung, ciskønnet mand.

Det castingvalg har filmen mødt kritik for. Og den blev ikke vist på LGBTQ+-festivalen MIX i år, som slog et politisk slag for at eksponere transskuespillere. Den slags demonstrative valg kan sætte gang i en vigtig debat.

Det stærkeste og vigtigste argument for at få flere transskuespillere op på lærredet må dog være æstetisk: Det kan være en afgørende kvalitet at blive vænnet til at se på de kroppe, hvis erfaringer fiktionen gerne vil gøre os klogere på. Men Victor Polster gør os klogere på Laras historie og kamp med og mod kroppen.

Han inkarnerer hende med perfekt skrøbelig, selvudslettende underspillethed. Og han spiller ikke bare en person, der danser ballet. Han danser ballet – med en balletkrop, der er det store lærred for Laras eksistentielle kamp. Balletten minder os om alle de måder, vi også i kunstens navn tvinger kroppen ud i ekstremer på.

En lidt bedre ydre verden

Girl danser i øvrigt elegant forbi mange af filmhistoriens faste former og forventninger til plot og karakterer, når en transperson er hovedperson. De sidder helt indgroet i én: Hvornår får hun tæsk? Hvornår råber den fremmede af hende? Det sker ikke.

Det er ikke den omgivende verdens transfobi, der er det mest ødelæggende pres for Laras historie – også selv om hun sættes i (overraskende) situationer, som gør ondt at overvære: Som når læreren i Laras nye klasse beder hende lukke øjnene, mens pigerne ved håndsoprækning skal markere, om de er okay med at dele bad med hende.

Og som når de andre konkurrencelystne ballerinaer befaler hende at vise dem sin penis, hvis hun vil betragte sig selv som en af pigerne – som del af et fællesskab.

»Du har også set os nøgne«.

Lara har ikke sprog til at gøre modstand eller forklare sig. Hun har generelt ikke særligt meget sprog. Det er, som om ordene ligger som små pupper i hendes mave og venter på lov til at klække en skønne dag, når hun har tilkæmpet sig fuld frihed.

Men det er altså mere denne indre oplevelse end den ydre verden, der fylder for Lara. Hendes far og familie og terapeut og læge støtter og gør alt rigtigt. Der er intet systemisk svigt, kun omsorg og en forsigtighed, hun ikke har tålmodighed tilovers for. 

Pubertetens smerte

Girl er også og ikke mindst en fortælling om pubertet, oplevet tæt på den uudgrundelige teenager, men bedst forstået gennem hendes far (Arieh Worthalter). Han deler den oplevelse, filmens perspektiv giver os: Den desperate lyst til at komme tættere på, til at forstå, til at få lov at elske nogen, der ikke elsker sig selv nok.

Enten får han intet fra hende – hun smiler altid sødt med sin røde læbestift, hun nærmest hvisker i stedet for at tale for at holde stemmen under kontrol, underdanigt, ikkeeksisterende. Eller også får han den ordløse vrede tilbage i hovedet. Hvordan skal man så være der?

Det er angstfyldt for en forælder at få beskrevet farerne og bivirkningerne ved den store kønskorrigerende operation, Lara kan få og brændende ønsker sig. Hendes far støtter hende i ønsket, men operationen er udskudt indtil videre, da hun ikke er stærk nok fysisk. Og han griber det lille stykke fælleserfaring, de to har, for at knytte dem tættere sammen. Tror du, jeg blev født som mand, spørger han.

Alles kroppe er voldet gennem transformationer. At vælte gennem kropslige og psykiske stadier som barn, ung, voksen er altid overvældende. For nogen er det vildere og mere voldeligt end for andre. Men der er et fælles erfaringsgrundlag.

Og det er med hans følelser i maven, og når vi er mest ør af Laras selvpinsler, at filmen – uden typisk tragik – klipper vores hjerte over.

’Girl’. Instruktion: Lukas Dhont. Manuskript Angelo Tijssens. Belgisk. (Vises i gode, udvalgte biografer rundt omkring i landet)

Den belgiske filminstruktør Lukas Dhont og manuskriptforfatteren Angelo Tijssens en film om en 15-årig transpige og ikke mindst hendes kamp for at finde sin identitet og passe ind. En film, der har været ni år undervejs
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Runa Lystlund
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • ingemaje lange
Olaf Tehrani, Runa Lystlund, Klaus Lundahl Engelholt og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu