Læsetid: 5 min.

Inger Christensens essays er både aktuelle og usamtidige

Der er utroligt mange fine sprogglimt undervejs i genudgivelsen af Inger Christensens to samlinger af prosatekster. Men tilbage står dog spørgsmålet: Hvorfor ikke bare genudgive de to oprindelige samlinger, sådan som de var?
Inger Christensen i selskab med Klaus Rifbjerg og Ole Sarvig i forbindelse med, at Det danske akademi tildeler hende Kjeld Abell-prisen.

Inger Christensen i selskab med Klaus Rifbjerg og Ole Sarvig i forbindelse med, at Det danske akademi tildeler hende Kjeld Abell-prisen.

Jacob Maarbjerg

26. april 2019

Man får en lidt svimmel fornemmelse af at læse teksterne fra Inger Christensens to samlinger af prosatekster, Del af labyrinten og Hemmelighedstilstanden, der oprindeligt udkom i 1982 og 2000, og som Gyldendal nu genudgiver som en bog, Essays.

Det får man, både når teksterne kredser om digtningens og sprogets og verdens fælles natur, når de udfolder en sylespids samfundskritik, når de handler om Christensens litteraturhistoriske forgængere, og når de udfolder varme erindringer fra hendes barndom. Tankespringene er så voldsomme og store, men samtidig rolige og selvfølgelige og skrevet frem i et helt afklaret sprog.

Det føles, som om man betragter en meget stor uro, en af dem, der hænger i loftet og duver i vinden, og pludselig opdager man, at man selv sidder på en af dens bevægelige dele. Den var slet ikke overskuelig alligevel, den uro, man flyttes selv rundt undervejs. Man kan godt miste orienteringen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu