Læsetid: 5 min.

Inger Christensens essays er både aktuelle og usamtidige

Der er utroligt mange fine sprogglimt undervejs i genudgivelsen af Inger Christensens to samlinger af prosatekster. Men tilbage står dog spørgsmålet: Hvorfor ikke bare genudgive de to oprindelige samlinger, sådan som de var?
Inger Christensen i selskab med Klaus Rifbjerg og Ole Sarvig i forbindelse med, at Det danske akademi tildeler hende Kjeld Abell-prisen.

Inger Christensen i selskab med Klaus Rifbjerg og Ole Sarvig i forbindelse med, at Det danske akademi tildeler hende Kjeld Abell-prisen.

Jacob Maarbjerg

26. april 2019

Man får en lidt svimmel fornemmelse af at læse teksterne fra Inger Christensens to samlinger af prosatekster, Del af labyrinten og Hemmelighedstilstanden, der oprindeligt udkom i 1982 og 2000, og som Gyldendal nu genudgiver som en bog, Essays.

Det får man, både når teksterne kredser om digtningens og sprogets og verdens fælles natur, når de udfolder en sylespids samfundskritik, når de handler om Christensens litteraturhistoriske forgængere, og når de udfolder varme erindringer fra hendes barndom. Tankespringene er så voldsomme og store, men samtidig rolige og selvfølgelige og skrevet frem i et helt afklaret sprog.

Det føles, som om man betragter en meget stor uro, en af dem, der hænger i loftet og duver i vinden, og pludselig opdager man, at man selv sidder på en af dens bevægelige dele. Den var slet ikke overskuelig alligevel, den uro, man flyttes selv rundt undervejs. Man kan godt miste orienteringen.

De er så også som en uro, disse essays, fordi de vender tilbage til de samme forestillinger – og formuleringer – igen og igen. Det samme citat af den tyske, romantiske digterfilosof Friedrich von Hardenberg (1772-1801), bedre kendt som Novalis, gentages hele tre gange, de samme grundforestillinger dukker op i alle tekster.

Der er nogle smerte- eller knudepunkter i Inger Christensens skrift, som er uforandrede fra de tidligste til de seneste tekster – teksterne i Essays er oprindeligt skrevet som kronikker og foredrag og bidrag til tidsskrifter og antologier og er skrevet fra midten af tresserne og frem til midten af halvfemserne. Og som også ligger bag hendes store, klassiske digtværker det (1969) og alfabet (1981).

Hvilke knudepunkter? Især at vi mennesker ikke står over for en uforståelig og kaotisk natur, som vi skal ordne og beherske, men snarere er naturens forlængelse. Vi og digtningen er eksempler på steder, hvor naturkræfternes stadige formdannelse arbejder videre, forfiner sig, men vi er samtidig udtryk for, at naturen ligesom har foldet sig ind om sig selv for at efterligne sig selv – i vores erkendelse og i litteraturen.

Inger Christensen: ’Essays. Del af labyrinten, Hemmelighedstilstanden’.

»Det, det drejer sig om, er, at universets kemi gennemprøver sig selv i menneskets bevidsthed for at ’vide’ sig selv«, som Inger Christensen skrev i mesteressayet »Terningens syvtal«, hendes måske mest udfoldede formulering af sit livssyn.

Det er en enkel pointe. Med den kan Inger Christensen bevæge sin tanke ret utrolige steder hen. I »Terningens syvtal« fører den til en mild overbærenhed med dem, der tror for meget på menneskerettigheder, og til et totalopgør med eksistentialismen.

Den er alt for fokuseret på mennesket selv og verdens meningsløshed, eksistentialismen, den tror på guds død. Men gud er bare navnet for den samtale, vi har med universet, erklærer Inger Christensen, og livet er kun absurd, hvis man – selvcentreret – begrænser sig til sit eget liv, ikke hvis man oplever livet som et nærmest kosmisk princip, man er en midlertidig del af:

»Hvis jeg forestiller mig, at jeg indskrænker mig til at tænke over den tid, der er gået indtil nu i mit liv, og med pulsen som en slags regelmæssig angsttæller ser døden rykke nærmere, så må jeg opfatte dette liv som en enestående karikatur. Men hvis jeg oplever, sanser mit liv som et eksempel på noget, der under alle omstændigheder lever, som bare midlertidigt kommer til udtryk i mig som i andre, så oplever jeg mit liv som en anonym tegning med skiftende menneskelige træk.«

Aktuel og usamtidig på samme tid

I et senere essay om energi, del af en hel lille utopisk ordbog, som hun skrev i slutningen af halvfjerdserne, præsterer hun at plædere både for socialismen – og argumentere mod marxismen. Modsætningen mellem kapital og arbejde bør erstattes med modsætningen mellem kapital og energi, erklærer hun. Over for den økonomiske tænknings abstrakte vækst bør man stille naturens vækst: de stadigt mere fintgrenede måder, solens lys løber gennem planter og dyr og andre stofskifter, inden den bliver til blot og bar varme. Og som både menneskelivet og digtningens ord er de yderste, filigranagtige dele af.

Det er vilde tanker. De bliver ikke mindre vilde af, at Inger Christensen nok formulerer dem meget præcist, men ikke er meget for at dvæle ved dem, udfolde dem eller beskrive dem i detaljer. Hun kredser mere om dem, igen og igen, i sine ofte ret korte prosatekster.

Tankerne viser i øvrigt, hvorfor hun føles så utroligt aktuel i klimakrisens tid, men så også hvorfor hun kan føles noget usamtidig. Der er meget sorg og fortvivlelse i hendes natursyn, men der er især meget håb, en grundlæggende tro på at menneskets fineste aktiviteter og impulser lægger sig i forlængelse af den verden, vi bebor.

Den tro er meget svær at genfinde i nutidens økologiske krisetænkning. Den genfindes da slet ikke i al den nye litteratur, der handler om menneskets indlejring i den økologiske materie, der omgiver os. Den litteratur er snarere fyldt af trøstesløse undergangsvisioner, af billeder af en natur, der i sin grundsubstans er gået i stykker.

Nå ja, det skal ikke lægge Inger Christensen til last. Lad os i stedet huske på, hvor mild og morsom hun kunne være. Midt i essayet »Hemmelighedstilstanden« opdager Inger Christensen nærmest ud af det blå, at ordet diaspora har et særligt interessant anagram:

»Hvis man tager det italienske ord for paradis, nemlig paradiso, så kan man ved at flytte om på alle bogstaverne i ordet paradiso danne ordet diaspora. … Der kunne ligge en helt ny øvelse i dette anagram, der måske langsomt kunne få ordet paradis til at skifte adresse.«

Det er jo en pragtfuld idé at lade paradis skifte adresse, at gøre det eksilerede fællesskab til paradisets sted. I det hele taget er der utroligt mange fine sprogglimt undervejs, måske især i erindringerne og i de mere samfundsvendte tekster – som de fleste andre forfattere skriver Inger Christensen mest om sit eget syn på litteraturen, når hun udlægger andre digtere.

Et sidste lille suk: Gyldendal har valgt at remixe rækkefølgen af tekster. De står ikke sådan, som de gjorde i de oprindelige bøger – men er heller ikke organiseret kronologisk. Der er en løs, men egentlig uforklaret tematisk opdeling i seks afsnit, sådan så for eksempel erindringsstykker står for sig, digterportrætter for sig – og så videre. Først og fremmest får det bogens mange gentagelser til at virke ekstra tydelige.

Det er ikke et stort problem, men nok et unødvendigt et. Hvorfor ikke bare genudgive de to oprindelige samlinger, sådan som de var?

Inger Christensen: ’Essays. Del af labyrinten, Hemmelighedstilstanden’. Gyldendal, 268 sider, 300 kroner

Inger Christensen døde 2. januar 2009. Hun blev 73 år. 
Læs også
Det væltede ud med digte, notater og udkast til romaner fra Inger Christensens arkiv. Det er blevet til ’Verden ønsker at se sig selv’, en bog på 955 sider.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu