Siri Hustvedt er den mageløse forfatter til romaner som Det jeg elskede, En amerikaners lidelser og Sommeren uden mænd.
Nu har hun udgivet en ny roman, der flirter med den skandinaviske autofiktion. Minder om fremtiden er titlen på romanen, hvor den modne forfatter konfronterer sig selv med en dagbog fra året 1978, da hun flyttede til New York som 23-årig forfatterspire, netop ankommet med firetoget fra det landlige Minnesota, med ambitioner om at blive anerkendt som forfatter og intellektuel.
Bogen kredser om to hovedtemaer: feminisme og evnen til at føle lykke.
Det første tema er tydeligt, det andet ligger som en understrøm i bogen, næsten som om forfatteren føler det lidt forkert at pege på lyset i en verden fuld af mørke. Et sådant mørkt hul er den sexisme, hun mødte især som ung kvinde i New York – og stadig ser.
Dagbogen dukker op, da Siri Hustvedt nogle år efter sin fars død hjælper sin mor med at rydde op, da moren flytter i ældrebolig.
Ungdomsnotaterne kaster den modne forfatter tilbage i minderne og konfronterer hende med drømme og erfaringer fra en anden tid – dengang, da hun skrev forskellige romanudkast, hvor initialerne S.H. ikke kun stod for Siri Hustvedt selv, men også for Sherlock Holmes, den store detektiv, og for fænomenet Standard Helten. En romanhovedperson måtte være en mand.
Fortælleren kender i begyndelsen ingen i New York, men vandrer storbyen tynd – og lytter. Naboen Lucy messer en mystisk klagesang:
»Amsah, amsah, amsah, jeg er ked af det, jeg er ked af det, jeg er ked af det, jeg er ked af det.«
Hjemmefra får den nysgerrige forfatterspire tilsendt et lægestetoskop og transskriberer fra sin lyttepost i væggen (!) Lucys lange samtaler med sig selv og i telefonen, blandt andet om en svigefuld mand og en pige, der er faldet ud ad vinduet.
Lucy viser sig dog som en rigtig helt, da hun på et tidspunkt redder fortælleren fra et voldtægtsforsøg i hendes egen lejlighed og efterfølgende inviterer den unge Siri med i sin gruppe af midaldrende ’hekse’, der dyrker alternativ medicin og meget andet.
Tilsyneladende kom feminismen sent til bogens fortæller, blandt andet gennem Lucy. Barndommen forløb idyllisk med søsteren Kari, en elskelig mor, der levede for sin familie, og en idealiseret lægefar, der nød status i barndomsbyen Webster. Først i den anonyme storby gik det op for fortælleren, at hun som kvinde måtte kæmpe for sin status, og ofte også for sin sikkerhed.
Vittigt beskrives den slet skjulte fjendtlighed over for kvinder, der var hverdagskost i 1978. F.eks. beretter en ung fyr på en bar om sine studier i en eksotisk kultur, hvor mænd må forsvare sig mod sædstjælende kvinder. Undervejs undlader han at se fortælleren i øjnene:
»Aaron er meget opsat på, at mine bryster skal vide alt om denne meget vigtige kobling mellem sex og død. Jeg prøver at sige noget, men han fortsætter.«
Kritikken af verdens strukturelle sexisme sammenfattes i spørgsmålet:
»Hvorfor har så mange så svært ved at acceptere intellektuel og kreativ autoritet hos kunstnere og forfattere, som er kvinder?«
Romanens mest opsigtsvækkende svar er nok det indlagte essay (trykt i Information 6.4. 2019), hvor hun påviser, at Marcel Duchamps’ berømte pissekumme ikke var hans egen idé, men den dadaistiske baronesse Elsa von Freytag-Loringhovens. Som censor på udstillingen afviste Duchamps værket – og nappede ideen.
Højtbegavet sniksnak
»Roman«, står der på titelbladet, men genren minder mest om et patchwork af velskrevne erindringsessays, hvor dagbogsnotaterne fra 1978 typografisk er adskilt fra de nutidige refleksioner.
Som i essaysamlingen En kvinde ser på mænd der ser på kvinder (2017) fokuserer Siri Hustvedt på sin egen voksne levetid, 40 år, hvor kvinders vilkår og forventningerne til, hvad kvinder kan og skal, har ændret sig til ukendelighed.
Som hos essaymestrene Holberg og Montaigne blander bogen fortid og nutid, konkret og abstrakt i kæder af højtbegavet sniksnak:
»Sproget får visuelle minder til at hærde, og når billedet er væk, overlever ordene.«
Cool. Man føler sig i godt selskab hos Hustvedt, når hun klogt, velskrevet og indfølt reflekterer over før og nu. Men medrivende fiktion bliver det ikke.
Det, der samler bogen, er de smukke beskrivelser af livets lykkestunder og kontinuitet. Lyset står ind i barndomsminderne fra den rummelige kernefamilie og i forældrenes accept af sygdom, forfald og død. Faderen frygtede ikke døden, men medlidenheden, og den nu 94-årige mor på plejehjemmet accepterer med galgenhumor sin svigtende hukommelse.
Lys er også beskrivelsen af det livslange ægteskab med naturvidenskabsmanden Walter (i det virkelige liv er Hustvedt gift med forfatteren Paul Auster):
»Jeg har fortabt mig i følelsen af ham så tit, at manden ikke kunne forvises fra min krop, selv hvis jeg havde villet det,« og lyse er beskrivelserne af intellektuel nysgerrighed og kropslige glæder som sex, masturbation og et barns fødsel.
Åbenbart besidder fortælleren det lyse sinds og den privilegerede barndoms evne til at nyde og føle tryghed. Derfor er det ærgerligt, at Hustvedt ikke – som måske Holberg og Montaigne ville have gjort – direkte spørger sin fortæller, hvor netop evnen til at føle lykke kommer fra. Og om man som intellektuelt, kritisk menneske og feminist kan tillade sig at være lykkelig, når så mange andre ikke er?
Heldigvis er det implicitte svar et lysende Ja. Også engagerede, tænksomme folk er glade for det nære liv. Indirekte munder bogen derfor ud i følelsen af alderens lykke og tilfredshed: Det var godt nok, som det gik.
Siri Hustvedt: ’Minder om fremtiden’. Roman, 332 sider. Lindhardt og Ringhof. 350 kr.
