Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Killing Eve’ kan prale af de to mest usædvanlige og spændende kvindeskikkelser, tv-verdenen har at byde på

Den brillante, sorthumoristiske spion- og thrillerserie ’Killing Eve’, der handler om en efterretningsagents jagt på en lejemorder – og om deres forelskelse i hinanden – er en stilfuld, sexet og vittig blanding af karakterstudie og kærlighedshistorie
Lejemorderen Villanelle (Jodie Comer) er hårdt såret efter mødet med Eve (Sandra Oh) i spionserien ’Killing Eve’.

Lejemorderen Villanelle (Jodie Comer) er hårdt såret efter mødet med Eve (Sandra Oh) i spionserien ’Killing Eve’.

Aimee Spinks

Kultur
8. april 2019

Når man er forelsket, gør man tossede ting, siger lejemorderen Villanelle (Jodie Comer) i første afsnit af anden sæson af den übercool, sorthumoristiske spion- og thrillerserie Killing Eve.

Og det har hun ret i.

Første sæson af serien sluttede med, at kvinden, som Villanelle er forelsket i – og som til sin egen overraskelse er forelsket i hende – efterretningsagenten Eve (Sandra Oh), stak en kniv i maven på Villanelle, bare sådan for at bevise, at hun også kunne gøre den slags.

Anden sæson begynder bogstavelig talt sekunder efter, at Eve har stukket Villanelle, og Villanelle skyder efter Eve. Eve tager flugten tilbage til England, hvor hun arbejder for den mystiske og magtfulde spionchef Carolyn (Fiona Shaw), mens Villanelle ender på et hospital i Paris.

Hun er hårdt såret, men er nu overbevist om Eves kærlighed, og ender med at medlidenhedsdræbe en stor teenagedreng, der har mistet sine forældre og fået skamferet sit ansigt i en bilulykke, inden hun selv rejser fra Paris til England iført en af drengens alt for små og ganske kulørte pyjamasser.

Og så er sæsonen for alvor i gang. Villanelle opfører sig som et lille barn, for hvem det handler om at lege og have det sjovt.

Hun har et skælmsk smil og et glimt i øjet, der gør hende svær at stå for, men man skal ikke tage fejl: Hun er en dræbermaskine, der elsker at slå ihjel, og som ikke har det store til overs for andre mennesker. På nær Eve, naturligvis.

Begær og vildskab

Eve, der er skræmt fra vid og sans over sine følelser for Villanelle, og hvad hun har gjort – hun er analytiker, ikke feltagent – gemmer sig i sit lille hus i London hos sin ejegode mand, Niko (Owen McDonnell), der stadig ikke forstår, hvad der egentlig foregår, og som ærlig talt er ved at være lidt træt af sin fraværende kone og hendes mere og mere uforudsigelige adfærd.

Men Eve prøver da at lege parforhold for en tid, mens hun og Carolyn kommer på sporet af en anden lejemorder, der er noget mere diskret og afdæmpet end flamboyante, opmærksomhedssøgende Villanelle.

Og hvor første sæson af Killing Eve handlede om jagten på Villanelle, den hemmelighedsfulde organisation bag hende og det første møde mellem hende og Eve, handler anden sæson tilsyneladende – har kun fået lov til at se tre afsnit – om jagten på denne nye lejemorder.

Det gør naturligvis Villanelle jaloux, at Eve således har fået andre interesser, men faktisk er Eve stadig dybt fascineret af Villanelle og splittet mellem sin pligt til at fange og uskadeliggøre hende og sit begær efter hende.

De to meget forskellige kvinder får om ikke det bedste frem i hinanden så i hvert nogle andre sider og følelser, end de begge er vant til. Villanelle føler en kærlighed til og en omsorg for Eve, som hun vist aldrig tidligere har følt, mens Eve oplever et begær og en vildskab i sit liv, som er fremmed for hende.

Det er på én gang forvirrende og oplivende for dem begge.

Fascinerende kvinder

Og det er vel egentlig som karakterstudie – og temmelig usædvanlig kærlighedshistorie – at Killing Eve for alvor adskiller sig fra mange andre spionserier, selv om spionarbejdet da også spiller en rolle og er spændende.

Det er i hvert fald dynamikken mellem Jodie Comers uhæmmede Villanelle og Sandra Ohs i hvert fald til at begynde med forsigtige Eve, der er seriens største attraktion.

De to skuespillere er brillante, og den udvikling, som begge figurer gennemgår, og den længsel, de kæmper med, viser de med øjne, mimik og gestik. Det er vidunderligt at være vidne til, og Villanelle og Eve er fantastisk godt selskab og to af de mest stærke og fascinerende kvinder på tv lige nu.

Killing Eve, der er baseret på bøger af Luke Jennings, blev skabt, skrevet og produceret af Phoebe Waller-Bridge, som på anden sæson dog har overladt forfatter- og showrunner-rollen til Emerald Fennell. Og det gør Fennell brillant.

Tonen er lige så skæv og sorthumoristisk som i første sæson – dialogen er vittig og personerne sarkastiske – og visuelt er serien stilfuld og elegant med et iørefaldende lydspor leveret af gruppen Unloved, kombineret med enkelte pop- og rockklassikere, der kommenterer handlingen eller Villanelle og Eves sindsstemning.

Man kan argumentere for, at denne nye sæson af Killing Eve så at sige skruer tiden tilbage og begynder forfra på historien om de to kvinder. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke er de samme to kvinder, vi er sammen med nu, som i begyndelsen af serien.

De har mødt hinanden, og de har begge erkendt, at der er en stærk og på flere måder problematisk tiltrækning imellem dem. De har vakt noget i hinanden, og man fornemmer, at det formentlig ender endnu mere eksplosivt denne gang.

Det er sejt og sexet, og jeg kan næsten ikke vente.

’Killing Eve.’ Skabt og skrevet af Phoebe Waller-Bridge og Emerald Fennell. Hele første sæson kan ses på HBO Nordic, hvor der hver lørdag også kommer nyt afsnit af anden sæson.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her